Refn: Filmen er genfødt i Bologna

Bologna i Italien er kendt for tre ting. 

La Grassa (den fede) efter dens store kærlighed til mad og ikke mindst pasta. La Rossa (den røde) efter byens røde tage og bygningsværker, men også for dens historie med en stærk kommunistisk venstrefløj. Og La Dotta (de lærde), fordi Europas ældste universitet fra 1088 ligger her. 

Efter en uge i Bologna vil jeg tilføje en fjerde ting: Il Cinema. 

”I want to drive you through the night,” synger Lovefoxx på nummeret Nightcall, som trænger ud til de omkring 6.000 tilstedeværende på Plaza Maggiore. 

En projektør på den centrale plads i byen lyser aftenen op og rammer det hvide lærred længere fremme. Omgivet af to storslåede renæssanceslotte og den smukke kirke Basilika di San Petronio viser pladsen, hvilken betydningsfuld position byen har haft siden 1400-tallet.

På denne sommervarme juniaften er byens største attraktion imidlertid filmfestivalen Il Cinema Ritrovato, der helliger sig genopdagelse og restaureringer af ældre værker.

Filmelskeres paradis
Den 33. udgave af festivalen åbner med Nicolas Winding Refns Drive – eller som han selv siger: ”My Drive.”

Og man skal ikke have været her længe for at konstatere, at festivalen er noget helt særligt. I arkaderne med de elegante buegange hænger plakater for festivalen, men også med Charlie Chaplin, Buster Keaton og den nu afdøde Agnès Varda.

Det er stedet for filmelskere. Men det er også et sted, hvor man virkelig kan lære at elske film. Som Nicolas Winding Refn, der selv har restaureret glemte perler, sagde på scenen:

”For et par år siden erklærede jeg filmen for død. Her i Bologna, med den store filmarv, som vi deler i løbet af denne festival og med de utrolige forsøg på at bevare film, erklærer jeg i dag: Filmen er blevet genfødt!”

Start dagen med Jean Renoir
Il Cinema Ritrovato betyder direkte oversat ”fundet film”, og det indrammer fint, hvad festivalen forsøger.

Opdagelse af film, man aldrig har set, og genopdagelse af film, man har set for længe siden. Det er også restaureringer af værker, der nu står knivskarpe eller blot er blevet mulige at vise for et publikum i dag.

På Il Cinema Ritrovato kan man starte dagen med Jean Renoir og Toni fra 1930’ernes Frankrig, hvor romantiske forhold mellem immigranter bliver udforsket. Det er et tidligt eksempel på en film, der blev optaget on location og med ikke-professionelle skuespillere. 

Træk, der skulle få stor indflydelse på neorealismen i Italien og den franske nybølge. 

Efter en hurtig espresso al banco på en café kan man lige nå en sen formiddagsvisning af Alfred Hitchcocks australske 1949-drama med Ingrid Bergman, Under Capricorn, som er et godt eksempel på en gammel Technicolour-film, der stadig står knivskarpt. 

Med en god tagliatelle al ragú (her får man ikke spaghetti bolognese!) i maven er det muligt at opleve London og Stanley Donens dejlige komedie Indiscreet med Cary Grant og Ingrid Bergman i hovedrollerne. 

Når solen er gået ned, og mørket har lagt sig over Piazza Maggiore, forvandles pladsen til en udendørsbiograf. Her kan man nyde et glas lokal rødvin på en af de omkringliggende barer eller sætte sig på de varme sten og nyde en kølig Aperol Spritz.

Imens præsenterer 80-årige Francis Ford Coppola et af sine absolutte mesterværker om menneskets mørke: Dommedag nu. Med den imponerende lydside, farveintense billeder og storslåede historie gør den sig perfekt på en stor scene.

Ukendte perler
På trods af et omfangsrigt program føles festivalen ikke uoverskuelig. 

Filmene er kurateret i serier med for eksempel den amerikanske instruktør Henry King, stumfilmgeniet Buster Keaton og den franske skuespiller Jean Gabin. Og temaer som ”In Search of Colour”, ”Recovered & Restored” og ”The Golden Age of South Korean Cinema”. 

Festivalen formår at udvide selv de mest garvede filmkenderes horisont. Det skyldes ikke mindst åbenheden over for bidrag udefra. Det er muligt for enhver at sende forslag til filmvisninger og temaer.

”Jeg var aldrig faldet over de fantastiske georgiske film, hvis ikke nogle folk havde fortalt mig om dem,” fortæller programredaktøren Ehsan Khoskbakht om et par af årets yderst sjældne film.

Nyt kapitel i filmbogen
Det er en meget speciel atmosfære, som omfavner Il Cinema Ritrovato.

Mange mennesker laver ikke andet i en uge end at leve og ånde for film og nyde dem i fællesskab på et stort lærred – et element, Lumiere-brødrene allerede i mediets spæde begyndelse betragtede som afgørende.

”Ritrovato er til for at genskabe din tro på filmen, hvis du har mistet den. Og hvis det ikke er tilfældet, kan du dele din glæde og begejstring med andre. Der er altid noget for dig her,” siger Ehsan Khoskbakht stolt.

”For et par år siden lavede jeg en serie om iranske noir-film fra 1950’erne. Ingen – og jeg mener ingen! – havde set dem. Pointen er ikke at prale med at vise noget, folk ikke har set. Det handler om at ville vise noget interessant, der kan tilføje et nyt kapitel i folks filmbog.”

Og når man sidder på en åben plads fyldt med mennesker og ser Buster Keatons Kanonfotografen fra 1929, er man tilbøjelig til at give programredaktøren ret. Folk griner lige så højt, som de er helt stille under visningen af de tidlige Lumiere-optagelser fra 1890’erne.

En canadisk filmarkivar sætter trumf på ved at sammenligne Il Cinema Ritrovato med en pilgrimsfærd til Mekka.

”Det handler ikke om den røde løber eller om kendte mennesker, der viser sig frem. No bullshit, det her er pure cinema. Glæden ved gode film.”