En diktators vrangbillede

Ceausescu er et væsentligt vidnesbyrd om en diktators vrangvirkelighed. Men også om omverdenens villighed til at spille med på illusionen.

Hans politistyrke Securitate slog brutalt ned på alle, der faldt uden for Partiets forestilling om en rigtig Kammerat. Forfaldet og fattigdommen blev mere og mere eklatant. Og forbuddet mod abort førte til mareridtsscenarier for et utal kvinder.

Intet af dette figurerer i Andrei Ujicas tre timer lange film om Rumæniens diktator gennem næsten et kvart århundrede, Nicolae Ceausescu. 

Filmens titel, The Autobiography of Nicolae Ceausescu, skal nemlig tages helt bogstaveligt.

Det er diktatorens mere og mere forskruede version af sandheden, vi præsenteres for i denne sammensatte montage. Den består dels af statens officielle optagelser fra hans rejser og ceremonielle optrædener, dels af hans private optagelser af jagtture og hverdagen med hans trofaste hustru Elena.

Barokke scener
Det kan stærkt anbefales at læse bare en smule op på europæisk historie fra 1965-89, hvor Ceausescu regerede, før man kaster sig over Ujicas værk.

Eller i det mindste at se Cristian Mungius mesterlige 4 måneder, 3 uger og 2 dage om de menneskelige konsekvenser af Ceausescus regime (udgivet med Ekko #48).

For det er i lyset af de faktiske tilstande i landet, at propagandaoptagelserne vil fremstå lige så barokke, som de er tiltænkt i filmen.

Som når den aldrende diktator i 80’erne besøger landets bagerier og på stats-tv fryder sig over det rige udbud af bagværk – på et tidspunkt, hvor landbruget er kørt i sænk, og befolkningen er ved at bukke under af sult.

Tester tålmodigheden
Faktisk forudsætter Ujica en betragtelig mængde forhåndsviden af sit publikum. Arkivoptagelserne er konsekvent klippet sammen uden forklarende fortællerstemme, streng kronologi, årstal eller øvrige angivelser af, hvem og hvad vi ser.

Og selvom Ujica indimellem bekender kulør med munter ironisk popmusik til de agitprop-inspirerede glansbilleder af landets tilstand, er han ikke bange for at lade billeder stå i stilhed, uden ledsagende lyd.

Det giver til tider en frustrerende oplevelse, der tester tålmodigheden, men filmen belønner den tilskuer, som hænger ved.

Hestekortege gennem London
I Kina og Nordkorea modtages Ceausescu ikke overraskende af grotesk ekstravagante optog.

Men også både Nixon, Carter og de Gaulle hylder ham som en stor leder, ligesom den engelske dronning modtager ham med åbne arme og hestekortege gennem London.

I en fremragende optagelse er der en folkevalgt, der drister sig til at ytre sin bekymring over, at Kammerat Ceausescu har ladet sig genvælge uden at gøre sig den ulejlighed at spørge kongressen først. Men han bliver helt og aldeles overdøvet af de øvrige kongresmedlemmers taktfaste Ceausescu-tilråb.

Socialt akavet
Ceausescu fremstår som et socialt akavet menneske.

Han er ude af stand til at kigge folk i øjnene, og denne ”selvbiografiske” film nærmer sig aldrig en forklaring på, hvorfor han blev en så uafviseligt magtfuld skikkelse. Men det er heller ikke dens ærinde.

Filmen er derimod et væsentligt vidnesbyrd, ikke blot om en diktators vrangvirkelighed, men også om omverdenens villighed til at spille med på illusionen.

The Autobiography of Nicolae Ceausescu vises i Husets Biograf den 10. november kl. 18.00 og i Grand Teatret den 14. november kl. 13.30.