En film fuld af kærlighed

Hlynur Pálmason sidder på stranden med en fantastisk udsigt over det blå Middelhav på en solrig dag i Cannes.

Bare en halv time tidligere stod han i en biograf kort derfra og fik en stående ovation, der syntes at være uden ende. Det var efter den første offentlige visning af instruktørens opfølger til prisslugeren Vinterbrødre.

Også Ekkos chefredaktør Claus Christensen har kvitteret med en rosende anmeldelse, hvor han kalder A White, White Day festivalens foreløbigt bedste.

”Det er utroligt dejligt,” siger den 34-årige islænding med et smil, mens han tygger sig gennem en frokostanretning. Instruktøren har siden sin færdiggjorte uddannelse på Den Danske Filmskole i 2013 arbejdet på filmen.

”Jeg så selvfølgelig filmen i en stor sal, inden vi sendte den af sted til Cannes, så jeg havde ligesom fordøjet den. Men når der er så mange inde i biografen, som man kender, er det svært er være følelsesmæssigt med i filmen, for jeg var alle mulige andre steder. Det føltes som tyve minutter, og så var filmen færdig,” fortsætter Pálmason med et grin.

”Man ved aldrig, hvordan verden tager imod ens ting, og jeg har aldrig lavet noget til et tiltænkt marked eller publikum. På mange måder gør jeg jo bare, hvad filmen vil, og så er den, som den er. Men samtidig lægger jeg utroligt meget energi og kærlighed, sved og tårer, i mine filme, så det betyder jo også meget, at den nye får et godt liv.”

Musikalsk rytme
A White, White Day varer faktisk små to timer, men minutterne stryger forbi i filmen, der er en rørende fortælling om midaldrende Ingimundur.

Han har mistet sin kone, der forulykkede på de tågede og glatte veje. Men nu får han mistanke om, at hun har haft en affære, og som politimand på orlov beslutter han at undersøge sagen. Imens er han en kærlig, men også uudgrundelig bedstefar for barnebarnet Salka.

Det lyder som en dyster omgang, og det er det også. Men filmen er med en perlerække af absurd-komiske scener og underfundige dialoger også ret morsom. Det er dog ikke, fordi Hlynur Pálmason bevidst har prøvet at skrue op for komikken.

”Hvis A White, White Day er sjovere end Vinterbrødre, som jeg også synes har et funny bone, så er jeg utroligt glad. Men det er fuldstændig intuitivt,” siger Hlynur Pálmason, der ofte slår over i engelsk, mens han beskriver tankerne bag sin film.

”Jeg havde lyst til at lave et hate poem, kan man kalde det. Det handler om at elske noget, samtidig med at man hader det. Når man mister sin elskede og står alene tilbage, er der en masse følelser som sorg, vrede og tvivl, som jeg gerne ville undersøge.”

Instruktøren trækker ikke direkte på oplevelser fra sit eget liv, men prøver at få sin personlighed til at afspejle filmen. Det gør han med en visuel stil, der nok er eksperimenterende, men noget mere tilgængelig end i Vinterbrødre.

”Hvert projekt har sin egen fortællemæssige røde tråd, og nogle gange er den genkendelig, andre gange mere skjult og svævende. A White, White Day har nok en mere klar fortælling, men det var ikke noget, som jeg prøvede på,” fortæller instruktøren.

”Jeg tænker mere i rytme og på, at en film har et tempo med at veksle mellem lyst og mørkt – for mig er det meget musikalsk. Jeg snakker aldrig om plot, det hele sker af sig selv på mange måder.”

Trænet i videoværker
Hovedrollen i A White, White Day spilles af Ingvar Eggert Sigurðsson, der også optræder i Pálmasons afgangsfilm fra Filmskolen, En maler, som kan ses på Ekko Shortlist.

”Ingvar kom og så En maler, da vi viste den på Filmskolen, og allerede dér sagde jeg til ham: ’Jeg er i gang med at udvikle et projekt, der hedder En hvid, hvid dag, og du har hovedrollen,’” fortæller Hlynur Pálmason og fortsætter:

”’Helt fantastisk, det glæder jeg mig til,’ svarede han. Og så har vi arbejdet på filmen siden 2013. Vi filmede åbningsscenen to år før de egentlige optagelser. Det var, mens vi klippede Vinterbrødre, så det hele har kørt parallelt.”

Ingvar Eggert Sigurðsson får fremragende modspil af Ída Mekkín Hlynsdóttir, der foruden at være en talentfuld skuespiller også er Hlynur Pálmasons datter. På spørgsmålet om, hvor hun kommer fra, har instruktøren et hurtigt svar på hånden:

”Mig og min kone havde sex ...”

Historien om datterens skuespilkarriere kan dog også fortælles lidt længere.

”Jeg kan godt lide at fotografere og lave nogle små videoværker, og jeg har arbejdet med hende i nogle af dem. Så hun er vant til at blive filmet og at arbejde med mig, og hun synes, at det er sjovt,” siger Hlynur Pálmason.

De værste sider
Instruktøren spurgte, om datteren havde lyst til at være med i et større projekt.

”Det var hun fuldstændigt med på, så vi begyndte at lege lidt og lave nogle scener for sjov, mens vi var på ferie. Det virkede bare rigtigt godt.”

Hlynur Pálmason indrømmer dog, at det er særligt krævende at skulle arbejde med familien. Men det tror han kun er til det gode.

”Man viser jo altid sin familie de værste sider, så det er hårdt at arbejde med familien, fordi man skubber dem en tand længere end andre. Men med min klipper, fotograf og producer kan vi også skubbe hinanden vildt meget, og det kan jeg godt lide, fordi vi kommer mere i dybden.”