En film om Tolkien kræver opfindsomhed

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før nogen lavede en biopic om J.R.R. Tolkien, der skabte Ringenes herre. 

Faren af moderne fantasy er en uomgængelig, men svært tilnærmelig skikkelse. Han er et sted mellem en gammel, vrissen Oxford-professor og en retskaffen romantiker under Første Verdenskrig. 

”Det er altid en udfordring, når man har med en så ikonisk karakter at gøre,” siger den finske instruktør bag Tolkien, 42-årige Dome Karukoski, over en skrattende telefonforbindelse. 

”Enhver har allerede en idé om, hvem han er.” 

”Da jeg første gang stødte på Tolkien, var jeg tolv-tretten år gammel. Jeg var et mobbeoffer uden en far, og når man læser de her historier, bliver de en slags venner for én. Og så vil man vide mere,” siger instruktøren på et selvsikkert engelsk, der klinger mere skotsk end finsk. 

”På det første billede, man ser af Tolkien, sidder han og Narnia-forfatteren C.S. Lewis og ryger en pibe sammen. Det er det billede, vi forsøger at uddybe med filmen. Og vi løber så også den risiko, at vi ødelægger folks eget billede af forfatteren.”

Et geni skabes
I filmen – som herhjemme får særvisninger i biografen den 31. juli – ser vi den unge John Ronald Reuls uopslidelige kammeratskab med en flok andre drenge. De følger ham fra den smudsede barndomsby Birmingham til statelige Oxford og skyttegravenes rædsler under Første Verdenskrig. 

Midt i historien om venskab og ung kærlighed finder vi glimt af det spirende geni – spillet af Nicholas Hoult. Vi får referencer til det umådelige, fragmenterede forfatterskab, Tolkien selv kaldte sit Legendarium, og som tæller langt flere historier end hovedværket Ringenes herre. 

”Hvis jeg køber en billet til en film om Tolkien, så vil jeg se, hvordan et geni skabes,” siger Dome Karukoski ivrigt. 

De fleste kender til Peter Jacksons storfilm, men for Dome Karukoski var det vigtigt ikke at gå de film for meget i bedene.

”Vi viser ikke direkte inspirationskilder, men vi undersøger, hvordan Tolkien tænker og kæder idéer sammen,” forklarer den finske instruktør.

Ondskabens herre
En af filmens hovedscener udspiller sig under den katastrofale offensiv ved den franske by Somme, hvor Tolkien i febervildelse vandrer ud i ingenmandsland for at finde sin skolekammerat.

Her møder han en sortklædt skikkelse til hest, som Dome Karukoski kalder ”ondskabens herre”.

”Det er den scene, jeg altid nævner som eksempel på Tolkiens kreative proces. Det er ikke en Nazgul endnu!” siger instruktøren med henvisning til de fordærvede menneskekonger, der i Ringenes herre bliver sjælløse trælle for mørkets fyrste Sauron.

”Tolkien ser så meget kaos og blodsudgydelse, at ondskaben får overtaget, og forestillingen om ridderen på den hvide hest vendes på hovedet. Det er sådan, han tænker. Og det er den erfaring, der gør det muligt for ham senere at skabe Saurons fordærvede ringånder.”

Stol på mavefornemmelsen
Dome Karukoski var ikke selv initiativtager bag Tolkien, men blev tilbudt at instruere filmen af den amerikanske distributør Fox Searchlight.

Med sine syv finsksprogede film er han slået igennem som en folkelig favorit, der i film som Lapland Odyssey og Tom of Finland taler til publikum uden det skæve mismod, der kendetegner landsmanden Aki Kaurismäki.

Da han tog imod tilbuddet, måtte manuskriptet overhales seks gange, før instruktøren var tilfreds.

”Det er nok bare min arbejdsmetode. Ingen af mine film har ligget helt fast inden optagelserne. Nogle af de nye udkast skriver vi med kameraet, andre i klipperummet. Jeg elsker at udforske,” siger han.

Scenen med den sorte ridder var ikke med i manuskriptet.

”Da vi optog krigsscenen, kaldte jeg Nicholas Hoult til mig og vendte det med Lasse Frank Johannessen – min danske fotograf. I den forstand strækker skriveprocessen sig til under optagelserne. Man må stole på sin mavefornemmelse.”

Følelser frem for fakta
At spinde fiktion over så offentlig en skikkelse som Tolkien indebærer nogle strenge forventninger om at holde sig til sandheden, så skinbarligt som muligt.

Og selv om ingen ringere fantasykender end forfatteren Neil Gaiman gav filmen rosende ord med på vejen, tog Tolkien-familien afstand fra filmens udlægning af historien allerede inden premieren.

Det tager Dome Karukoski dog med ophøjet ro.

”Det var ikke en fjendtlig pressemeddelelse. De gjorde bare opmærksom på, at filmen ikke har noget med dem at gøre. De har heller ikke set den endnu.”

”Jeg ville gerne have vist dem filmen og forklaret dem, hvorfor vi tager os visse kunstneriske friheder. Hvorfor vi ikke bare kan nøjes med en Wikipedia-version af Tolkiens liv. Jeg har tidligere arbejdet på andre biopics, og min erfaring er, at når man fokuserer for meget på fakta, mister man følelserne af syne.”

”Scenen i Somme fungerede ikke i første omgang. Der var ingen følelsesmæssig udvikling. Jeg læste alle biografierne, lyttede til interviews med Tolkien og læste hans breve. Men han talte sjældent om sine krigsoplevelser. Så jeg sagde: ’Hvad nu, hvis det var en drøm?’ Og så forestillede jeg mig ham drømme hele sekvensen i en hospitalsseng i Southampton.”

Det var beslutningen om at distancere sig fra historiebøgerne og gøre krigsscenen til et febermareridt, der baner vejen for den sorte ridder og filmens mest fantasy-agtige billeder af overmenneskelig ondskab. Og så tillod det instruktøren at gøre Tolkiens sorg til scenens emotionelle kerne.

”Idéen var at udforske spørgsmålet: ’Hvorfor var jeg der ikke, da min bedste ven døde?’”

– Og så er det vel også en undskyldning for at se bort fra tørt historieterperi?

Dome Karukoski gnægger ned i røret.

”Jeg tror, man roder sig ud i problemer, hvis man leder efter undskyldninger for at se bort fra virkeligheden. Men det er klart, at når man laver en film om Tolkien, er den nødt til at være opfindsom. På den måde bliver den en hyldest.”

Skyller snavs væk
Tolkien har et produktionsbudget på tyve millioner dollars, men har i skrivende stund kun tjent syv af dem hjem.

I det aktuelle Ekko-nummer uddeler Wendy Ide blot to stjerner og kalder filmen ”en skabelonskåret biopic, der forventer, at publikum vil falde i svimer, alene fordi de elsker Ringenes herre”. 

Herhjemme er den regulære danske biografpremiere skrottet til fordel for særvisninger i Nordisk Film-biografkæden den 31. juli. 

Da vi taler med Dome Karukoski i maj, er den tunge dom endnu ikke faldet. Men man mærker, at oplevelsen har givet instruktøren noget at tygge på.

”Jeg er stadig ung og lærer noget nyt for hver film. Du skyller snavs bort for hver film, du laver, og du kommer nærmere at blive den instruktør, du gerne vil være.”

”Når jeg får tid til at hvile ud, bliver jeg nødt til igen at tænke over, hvilken slags instruktør jeg gerne vil være. Hvor meget snavs skal jeg skylle væk?”