En filmanmelders bekendelser

Man ranker uvilkårligt ryggen og får forøget selvværd. Normalt er en dansk filmanmelder på festivalen i Cannes en ganske lille fisk i et meget stort ocean, men når man får en invitation til fornem middag på Hotel Carlton fra selveste festivalpræsident Gilles Jacob, føler man sig ret betydningsfuld.
 
Det skete i 1999, og anledningen til invitationen var, at Pernille Fischer Christensens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Indien, blev præsenteret i festivalens filmskolesektion Cinéfondation. Det markeres pr. tradition med en middag, og på Carlton havde man betænksomt lavet en bordplan, som placerede den unge instruktør og mig side om side.
 
"Nå, det er DIG, der er Ebbe Iversen," snerrede hun, da vi blev præsenteret for hinanden. Hvis blikke kunne dræbe, var jeg faldet stendød om på stedet, men jeg slap med et længere og meget vredt foredrag om, hvor urimeligt jeg havde skrevet om Indien, og hvor sårende det er for en kunstner at blive offer for så ufølsom en anmeldelse.
 
Det var lærerigt. Selv huskede jeg dårligt nok min vurdering af Indien, for der var kun tale om nogle få linier i en samlet anmeldelse af alle de nye afgangsfilm, men Pernille Fischer Christensen huskede de linier ordret - og hvis jeg ikke tidligere havde været klar over, at man i beskrivelsen af nye danske film skal veje sine ord på en guldvægt, blev jeg i krasse vendinger gjort opmærksom på det den aften.
 
På den anden side var det også i Cannes, jeg det følgende år forlod en af de små sale i festivalpalæet efter sammen med maksimalt ti andre mennesker at have overværet verdenspremieren på en ny dansk spillefilm. Uden for salen stod en tynd og bleg mand, som høfligt adspurgte mig, hvad jeg syntes om filmen - den hed Bænken, den lidt generte mand var Per Fly, og han udtrykte i høviske vendinger bekymring for, at vi journalister ville beskrive hans film som socialrealisme, for så havde ingen formentlig lyst til at se den.
 
Fredsommelig symbiose
Nu spørger jeg mig selv: Har disse to oplevelser påvirket mit syn på instruktørernes senere film? Ville jeg have været mere glad for En Soap og mindre begejstret for Arven, hvis jeg aldrig havde mødt Pernille Fischer Christensen og Per Fly ansigt til ansigt? Kan man abstrahere fra det personlige og forholde sig totalt neutral, når man anmelder en ny dansk film?
 
Helt ærligt ved jeg det ikke, men en nagende tvivl plager mig. Ganske vist var jeg glad for Things We Lost in the Fire, selv om jeg engang har fået en gedigen skideballe af Susanne Bier, men på den anden side ville jeg uden tvivl have ret svært ved at skrive noget virkelig skarpt om en mislykket film af Lone Scherfig eller Søren Kragh-Jacobsen, fordi jeg synes, at de er så umådeligt sympatiske - selv om jeg ikke kommer sammen med dem privat, men udelukkende har truffet dem i professionel sammenhæng.
 
Konklusionen her må vist blive, at jo mindre filmfolk og anmeldere omgås hinanden, jo bedre. Som anmelder er man ikke filmskabernes repræsentant over for publikum, men det modsatte, og hvis man via sit arbejde tilfældigvis ved, at en instruktør er midt i en smertelig skilsmisse, eller at en film har været frygtelig vanskelig at lave, er det anmeldelsen uvedkommende. Kun billederne oppe på biograflærredet tæller, og selv om jeg eksempelvis oplever Ole Bornedal som noget af et opblæst pralehoved, er hans Vikaren en vellykket film og må med behørig entusiasme beskrives som en sådan i anmeldelsen.
 
Min erfaring er i øvrigt, at de fleste danske filmfolk er dybt professionelle mennesker, der ikke bærer nag resten af livet på grund af en negativ anmeldelse - som man i øvrigt skriver med græmmelse, ikke med skadefryd. Jeg havde det for eksempel rigtig skidt med at måtte konstatere, at den talentfulde novellist Linda Krogsø Holmbergs debutspillefilm Tæl til 100 ikke var videre vellykket, og jeg ville virkelig gerne have haft, at Thomas Vinterbergs En mand kommer hjem havde været et brag af en film. Også selv om Vinterberg engang har skældt mig ud på tv.
 
Generelt lever anmelderne og film­branchen vel i en fredsommelig form for symbiose — trods små trakasserier kan vi jo ikke rigtigt undvære hinanden - og jeg er personligt tilhænger af, at danske film får positiv særbehandling, fordi en anmeldelse i en dansk avis betyder en hel del mere for Pernille Fischer Christensen end for Paul Thomas Anderson.
 
Det siger sig selv, at man ikke skal suspendere sin kritiske sans, men man kan være ekstra omhyggelig i sit ordvalg og gøre sig umage for ikke at fokusere unødigt skarpt på en films svagheder. Hvad der naturligvis gøres nemmere af, at kynisk kommercialisme er et sjældent fænomen i dansk film i dag.
 
Uskrevne spilleregler
De danske filmanmeldere er et broget folkefærd, som overvejende udgøres af ældre mænd og yngre kvinder, og vi følger visse uskrevne spilleregler. For eksempel er det absolut ikke god tone at tale sammen om en film, som man netop har set ved en pressevisning, og selv nægter jeg pure at ytre mig verbalt, før jeg har skrevet min anmeldelse - hvad der helst skal gøres hurtigst muligt efter visningen, mens filmen stadig sidder klart på nethinden.
 
Åh ja, nethinden. Nogle filmfolk mener, at anmelderne har tendens til at være for litterært orienterede og ikke besidder tilstrækkeligt blik for de specifikke filmiske kvaliteter. Jeg frygter, at denne kritik er berettiget, og at vi anmeldere — selv de tunge drenge i Politiken og Weekendavisen — har en tendens til at fortolke en films indhold på bekostning af en beskrivelse af, hvordan filmen rent faktisk ser ud. Vi er ikke visuelle nok i vores formidling, og vi savner mere eller mindre den evne til at beskrive en konkret filmscene, så den næsten træder lyslevende frem på læserens nethinde, som afdøde Jørgen Stegelmann mestrede så beundringsværdigt. 
 
Vi er med andre ord for tørre og ikke sanselige nok.Kan vi tage fejl? Spørgsmålet er selvfølgelig både retorisk og polemisk, men emnet er alligevel lidt speget. 
 
Mine værste synder
Sat på spidsen kan man hylde David Lynchs Inland Empire som et mesterværk, eller man kan afvise den som et makværk, og i begge tilfælde vil ingen uigendriveligt kunne bevise, at man tager fejl. En anmelder har ret til at afgive dissens, og over for visse typer film har man lov til at være i vildrede, hvad man i så fald selvfølgelig bør orientere sine læsere om. Hvor vedkommende er En Soap egentlig? Jeg er stadig i tvivl og har intet entydigt svar.
 
Men selvfølgelig kan det ske, at man i bagklogskabens ubarmhjertigt skærende lys opdager, at man har kvajet sig. Jeg var i 1982 slet ikke på bølgelængde med Ridley Scotts Blade Runner og skrev, at "bag dens tekniske brillans skjuler sig kun et goldt, misantropisk og humorforladt lille marionetspil", hvad jeg i dag ikke er specielt stolt over at have ment, ligesom jeg i mine yngre dage havde en kedelig tendens til forarget moraliseren og eksempelvis vrissede, at Richard Donners Dødbringende våben var "kynisk, dynamisk underholdning med hjernen investeret i stunts og moralen deponeret i pengekassen".
 
Irriterende læsning, ikke sandt? 
 
Det var vel heller ikke udpræget fremsynet i 1980 fnysende at beskrive George A. Romeros Dawn of the Dead som "et eksempel på, hvor perverteret underholdning kan blive", og jeg håber inderligt, at jeg med årene er blevet mindre snerpet og puritansk — selv om jeg modsat en del af mine kolleger stadig vil fastholde, at en anmelder har pligt til også at forholde sig moralsk til værkerne. Ikke moraliserende, men moralsk.
 
Jeg — en pornopioner
Når jeg dykker ned i arkiverne, konstaterer jeg med stolthed, at jeg som en sand pioner skrev historiens første anmeldelse af en regulær pornofilm i Berlingske Tidende, nemlig af Gerard Damianos Den erotiske Miss Jones i 1974. 
 
Den kunne jeg i øvrigt godt lide, så min puritanisme var ikke all-round, men principielt giver mit besøg i arkiverne stof til eftertanke — man ændrer tydeligvis holdning med tiden, man bliver mere åben og fleksibel (eller det modsatte), og anmeldelserne er med andre ord præget af den alder, man nu tilfældigvis har. Altså kan de ikke være bare tilnærmelsesvis neutrale og objektive.
 
Det skal anmeldelser jo, som vi alle ved, heller ikke være, men det må alligevel give anledning til selvransagelse, at ens personlige præferencer og aversioner tilsyneladende ikke lader sig parkere uden for biografen. 
 
Ved ankomsten til den skal man vel ideelt set være en tabula rasa, der uden fordomme ­eller forventninger af nogen art suger til sig med totalt åbent sind, men det er kun teoretisk muligt. Nissen flytter med ind i mørket, en instinktiv modvilje mod meningsløs vold kan man ikke bare lægge fra sig i to timer, og anmeldelsen vil undgåeligt blive præget af skribentens alder, køn og livssyn.
 
Hellere overvurdere læserne
Man behøver ikke fortvivle, for avislæserne ved det ganske udmærket og udvælger sig derfor anmeldere, som de føler sig kongruente med. Til gengæld ved anmelderne meget lidt om, hvem disse læsere er, og det kan i ny og næ opleves som et problem. 
 
Hvor stor en indsigt har læserne i film­kunstens historie og virkemidler? På hvilket niveau skal man forsøge at lægge sin anmeldelse? Behøver man forklare, hvad et zoom eller en panorering er? Siger navnet Satyajit Ray avislæseren noget?
 
Jeg ved det ikke, for de læsere, der nu og da reagerer med bifaldende eller kritiske e-mails, er jo typisk de mest engagerede og velinformerede på området. Altså er avisernes anmeldere som folk, der råber ud i et stort mørke uden at vide, hvilket sprog de helst skal råbe på. En lidt frustrerende situation, som der efter min mening kun findes én anstændig reaktion på, nemlig at gå ud fra, at læserne er (mindst) lige så vidende og begavede, som man selv er. Hellere overvurdere end undervurdere og aldrig, aldrig tale ned til folk.
 
Her er tiden nok inde til at slå en smule koldt vand i blodet og minde om, at anmeldernes indflydelse er stærkt begrænset. Ingen kan forhindre betydelige menneske-mængder i at valfarte til en ny actionfilm fra Jerry Bruckheimer eller en ny familiefilm fra Regner Grasten, uanset hvor meget kritikerne raser og fråder, og ingen kan på den anden side overbevise disse menneskemængder om, at en finsk film om en alkoholiseret landarbejder er værd at bruge en aften på. Det såkaldte brede publikum har nogle nagelfaste præferencer, som end ikke den eminente Kim Skotte kan lave væsentligt om på.
 
Anmeldere næsten overflødige
Hvis nogen på denne baggrund ­konkluderer, at filmanmeldere er så godt som overflødige, vil jeg være fristet til at give dem ret. Tand­læger, kørelærere og call-girls er langt vigtigere for folkesundheden end filmanmeldere. 
 
Men trods vores noget parasitiske væsen er vi alligevel nødvendige som alternativ og korrektion til filmselskabernes lokkende annoncer, og for den bevidste forbruger udgør vi en nyttig strømpil, der i de bedste tilfælde viser vej til et væsentligt værk, som ellers let var blevet overset. Vores mission i tilværelsen er ikke at holde folk væk fra Saw IV, men at henlede deres opmærksomhed på 4 måneder, 3 uger & 2 dage.
 
En filmanmeldelse i en avis er ingen afhandling. Der vil altid være historiske baggrunde, æstetiske finesser og narrative raffinementer, som man ikke får omtalt på den beskedne plads, men eftersom enhver vurdering baserer sig på sammenligninger, forsøger man alligevel at beskrive en film ved at nævne værker, som den minder om. En anmelder kan være usikker i sin vurdering, men beskrivelsen af en films genre, handling og struktur tangerer dog det objektive og kan være en nyttig rettesnor uanset anmeldelsens konklusion.
 
Imidlertid byder netop anmeldelsens komparative natur på et problem, for anmelderen ser sikkert fem til ti film om ugen og læseren måske kun én eller to om måneden, hvad der selvsagt giver vidt forskellige sammenlignings-grundlag. Hvad skal det hjælpe at skrive om M. Night Shyamalans nye film, at den er væsentligt bedre end hans tre foregående, hvis flertallet af læserne ikke har set dem? Hvad nytter det at notere om en ny spansk film, at den får én til at mindes Buñuel, hvis majoriteten af læsere aldrig har oplevet en Buñuel-film? Hvor befinder grænsen sig mellem den nyttige sammenligning og den ubrugelige?
 
Efter 42 år som professionel filmanmelder leder jeg stadig efter et definitivt svar på det spørgsmål. Jeg forsøger at formulere mig klart uden at blive populistisk og lødigt uden at blive akademisk, men intet landkort fortæller mig, hvor den gyldne middelvej ligger. 
 
Til gengæld ved jeg, at jeg selv er ivrig læser af klassiske koncertanmeldelser uden nogensinde at gå til koncert, og at en anmeldelse derfor ideelt skal skrives, så den i sig selv bliver et lille stykke underholdning. Ordet klinger næsten tarveligt i denne sammenhæng, men jeg stiller gerne sagen på spidsen og hævder, at den gode filmanmelder er mere beslægtet med en gøgler end med en skolelærer. Allerhelst en poetisk anlagt gøgler, som både kan trylle og jonglere, men ikke en vissen lektor, der vifter docerende med sin pegepind.
 
Vi vil overraskes
I filmbranchen vil man givetvis mene, at det er meget vigtigt, at anmelderne forstår — og formidler — filmskabernes intentioner. Mit svar lyder, at dem vil jeg skide på. Vi er nødt til brutalt at fastholde, at kun resultatet tæller, og at intet er mere pinagtigt at overvære end en fumlende og famlende ubehjælpsom film fyldt med noble humanistiske hensigter.
 
Filmanmelderens allerstørste ønske er ikke at blive et bedre menneske, men ganske enkelt at blive overrasket. Uanset en films genre, stil og ambitionsniveau vil man gerne opleve noget, som man ikke helt har set magen til før. Man hader film, der forsøger at score kassen ved at behandle tilskuerne som idioter, og man elsker historier, som ­forløber anderledes end forventet. Uanset om de handler om incest i Sønderjylland eller abort i Rumænien, værdsætter man de værker, der ­besidder integritet og forholder sig til publikum med værdighed.
 
Kan filmskaberne bruge vores skriverier til noget? Det ved jeg ærligt talt ikke, og det forekommer mig heller ikke at være særlig væsentligt. Vi er jo ikke guruer eller pædagoger, men leverandører af forbrugerorientering. Vi er ikke højrøvede, vi ser ikke ned på nogen genre, vi hungrer stedse efter at blive begejstret, og vi er ikke lysende intellektuelle fyrtårne. Bare en slags journalister.
 
Jeg mindes en middag i Cannes, hvor det var svært for mig at nyde maden, fordi ­sårede ord hamrede harmdirrende ind i hovedet på mig. Og jeg håber inderligt, at Pernille Fischer Christensen en dag laver en indiskutabelt fremragende film, som jeg kan skrive om boblende af begejstring. Vi bærer jo ikke nag i vores branche. Og vi elsker alle sammen den skønne, besværlige, uhåndterlige og uundværlige filmkunst.