En flygtnings historie

I 1948 tog verdenssamfundet en kontroversiel beslutning, som skabte en konflikt, der mere end tres år senere stadig ikke er løst. Man oprettede staten Israel og drev millioner af palæstinensere på flugt. I dag er otte millioner palæstinensere spredt over hele verden.

Da Munir Shargawi var otte år, måtte han sammen med sin familie flygte fra Haifa i Palæstina til Syrien. Det er kommet til at præge hele hans liv – og hans families liv.

I 1967 kom Munir til Danmark, hvor han mødte en dansk kvinde, som han giftede sig med. Parret fik tre sønner. En af dem er filminstruktøren Omar Shargawi, der i 2008 debuterede med det voldsomme hævndrama Gå med fred, Jamil, som fik stor anerkendelse og vandt flere priser.

Men selvom faren elskede Danmark fra første færd, bærer han rundt på en sorg, som har forplantet sig til sønnerne. Omar Shargawi besluttede sig for at prøve at lokke den historie ud af sin far, som han aldrig har villet fortælle. Flere gange i sit liv havde forsøgt at spørge ind til det, men hver gang lukkede faren af. Derfor besluttede den unge filminstruktør at interviewe ham, så han ikke kunne komme uden om at svare. Og det indvilgede faren så i.

Med skjult kamera
”Jeg ville ind under huden på ham,” fortæller Omar Shargawi. ”Jeg ligner ham enormt meget rent fysisk. Det kan jeg se, når jeg ser mig i spejlet, og det kan jeg høre, når jeg åbner munden. Jeg har gerne villet forstå, hvad det er, han har gennemgået, for jeg har taget mig selv i at reagere på samme måde som ham, selvom jeg ikke har oplevet de ting, han har. Jeg har ikke kunnet forstå, hvor pokker det kom fra.

”Det er fem år siden, Omar Shargawi begyndte at filme sin far. Meget af det har han snydt sig til i den forstand, at faren ikke har vidst, at han blev filmet. Han fortalte dog altid sin far, når han havde filmet ham i det skjulte.

Fra Haifa til Nørrebro er i sit filmsprog lige så rastløst og kaotisk som de følelser, der er på spil mellem far og søn.

Men, som Omar Shargawi siger, så det gjaldt om at fange de rigtige øjeblikke, og han måtte gribe til de midler, han havde ved hånden i de pågældende situationer. Der er filmet med såvel 16mm, DV og HD som mobiltelefon. Omar Shargawi har lagt et stort arbejde i at binde filmen sammen i klipningen.

Gnaven mand med godt hjerte
Hurtigt i processen satte Omar Shargawi det som mål, at de skulle tilbage til Haifa, hvor ingen i familien har været siden flugten i 1948. Men hvis man, som Shargawi senior, har oplevet lidt for meget af det hele og måske ikke længere er helt ung, er der langt fra Nørrebro til Israel, hvor barndommens hus i dag står. I filmen ser man Munir Shargawi som en gnaven og stædig mand, men også en mand med humor og et godt hjerte, som ikke ser tingene på den forventelige måde.

Munir Shargawi nægter at se sig selv og andre palæstinensere som ofrer. Ifølge ham er de snarere idioter, og han siger, at det måske er skæbnen, at palæstinensiske mænd som ham selv skulle komme til Danmark og gifte sig med danske kvinder – for som han siger:

”Når arabere gifter sig med arabere, kommer der hashklubber.”

Superstjerne på få dage
Omar Shargawi har ikke bare ønsket at fortælle sin fars historie, men en hel generations historie. Palæstina fylder meget i snart sagt alle palæstinenseres liv. I tusinder år var Israel bare var et åndeligt sted for jøderne, men ikke et sted, man tog hen. Måske er det ved at blive det samme for palæstinenserne.

”Man kan godt fundere over, at mange palæstinensere ikke tager tilbage. Det er jo muligt, men det er også smertefuldt. Det kan du også se på min far. Men stadigvæk, når det nu betyder så meget for så mange mennesker, hvorfor tager de så ikke derned? Det er selvfølgelig også let nok for mig at sige – det har kun taget mig fem år, at få min far derned,” griner Omar Shargawi.

Haifa er en speciel by. Det er et af de få steder, hvor arabere og jøder bor sammen. Og da far og søn endelig kom dertil, blev de godt modtaget.

”Min far var nærmest superstjerne i løbet af et par dage. Han sad hele dagen og talte med folk, der ville høre hans historie – både jøder og arabere. Det var ret specielt for de lokale, at der vender en mand tilbage efter 60 år.”

Festivaler vil ikke røre den
Man kan undre sig over, at Fra Haifa til Nørrebro ikke er blevet udtaget til en eneste filmfestival. Filmens emne deler folk i to, og der er tilsyneladende ingen festival, der vil røre den med en ildtang. Og det selvom Omars første film Gå med fred, Jamil var på et hav af festivaler og vandt flere priser.

Omar Shargawi selv er sikker på, at det er på grund af filmens penible emne, som støder mange mennesker.

”Det er trist, fordi jeg gerne vil have filmen ud over stepperne. Men det overrasker mig ikke. Jeg har ikke set andre film, der tager udgangspunkt i denne konflikt, som er kommet på festivaler. Hvis filmen havde handlet om Afghanistan eller Nordkorea, var den sikkert kommet direkte ind mange steder.”

”Derfor er jeg meget glad for den Robert, filmen netop har fået. Det viser, at det er der også andre, som synes den er god. Jeg er glad for, at der er opbakning i Danmark.”

Konfliktens løsning
Omar Shargawi har ønsket at vise, at tingene ikke er så sort og hvide. I filmen siger Munir Shargawi, at han er træt af at høre om de ”stakkels” palæstinenserne. Ifølge ham er de nemlig ikke kun ofre. De bærer selv noget af skylden, for i modsætning til jøderne har de ikke formået at bruge deres forstand til at ændre deres situation.

”Jeg er meget enig med min far. Man burde i stedet acceptere hinanden og udveksle erfaringer og værdier,” siger Omar Shargawi, der mener, at verdenssamfundet kunne løse Israel-Palæstina-konflikten på én dag, hvis man ville.

”Kosovo-konflikten løste man jo på seks måneder, fordi man ville undgå endnu en krig i Europa. Men konflikten i Mellemøsten interesserer ikke folk længere. Det er en sørgelig tendens i samfundet, at vi er ligeglade med hinandens problemer.”

Endnu et hjemland
Det har tæret på forholdet mellem far og søn at lave Fra Haifa til Nørrebro. Det var egentlig meningen, at de skulle lære hinanden bedre at kende, men til tider var deres forhold ved briste fuldstændig.

”Jeg har mange gange været ved at skylle projektet ud i lokummet og brænde filmene. Og mine brødre har tigget og bedt mig om at holde op. Men de gange, jeg har besluttet mig for at stoppe, så er det min far, der har sagt: ’Ej, nu gør vi det fandeme færdigt. Nu tager du dig sammen,’” fortæller Omar Shargawi.

Oplevelsen har dog alt i alt været mere end positiv for Omar Shargawi, og den har ikke kun bragt ham tættere på faren. Den har også givet ham endnu et hjemland.

”Lige så snart jeg kan komme af sted, skal jeg derned igen. Men det er ikke et sted, jeg nogensinde ville tage på ferie, for man slapper ikke af dernede. Det er ikke harmonisk land. Det er som den reneste luft, og samtidig føles det som ren gift. Jeg har en dansk mor og er født i Danmark, og Danmark er mit land, men der er altså også noget dernede, som trækker i mig. Der hører jeg også til.”

Et menneskeligt perspektiv
Omar Shargawi har haft som mål at give folk et menneskeligt perspektiv på en konflikt, som mange er trætte af at høre om.

”Jeg har brugt min familie til at fortælle en historie, der er vigtig for verden. For udenforstående virker det bare som nogle tosser, der render rundt og slås. Så det har også været en form for selvterapi. Jeg ved ikke, om jeg er blevet et mere harmonisk menneske af det, men jeg er i hvert fald glad for, at jeg har gjort det.”

”Jeg tror ikke, jeg er 100 procent klar over, hvad turen har givet mig. Spørg mig igen om ti år. Men jeg har fået en oplevelse med min far, jeg ikke ville have fået ellers.”

Fra Haifa til Nørrebro har premiere i 31 biografer over hele landet 3. marts, og der vil blive serveret myntete og baklava.