En ildsjæl med et vist røgslør

Torben Grodal begyndte sin karriere med at skrive vanskeligt tilgængelige skrifter, dengang i slut-60’erne. Det var Torben i hans litteraturvidenskabelige epoke. Man husker ham som en passioneret piberyger, der engang satte ild til jakkelommen. En ildsjæl, absolut, men også med et vist røgslør.

Siden er han blevet en passioneret forbruger af nikotintyggegummi, og det indebærer heldigvis ikke samme brandfare.

Nå, men det var de vanskeligt tilgængelige skrifter: Dengang skulle akademiske tekster være vanskeligt tilgængelige. Det var også det sikre tegn på, at man havde orienteret sig i ny fransk teori. Og det havde Torben.

Muld og modernisme
Men der var også Milton-studier, der var tekstanalyse og siden var der ikke mindst dansk litteraturhistorie, især Pontoppidan og Johannes V., hvor Torben med sin baggrund i det nordsjællandske landbo-univers, kunne finde både (jeg citerer) ”muld og modernisme”.

Når Torben skriver, at Kongens fald handler om ”en bondestudent i et København præget af socialt opbrud”, passer det lige så godt på ham selv.

Nu gik det, som bekendt, Torben væsentlig bedre, end det gik Mikkel Thøgersen. Men litteraturvidenskaben var et temmelig brutalt miljø, præget af sin egen ubønhørlige, darwinistiske overlevelseskamp. Sagt med andre ord: Torben Grodal blev ikke professor. En fejl, der heldigvis blev rettet, da Torben kom til filmen.

I 1974 havde han publiceret en enkelt filmrelateret tekst, en analyse af The Godfather. Men ellers er det i midt-80’erne, inspireret af USA-ophold, at Torben stiller om til film og medier.

Hjernens bagerste del
Gennem sin sociale arv var Torben vel prædestineret til at pløje jorden, køre traktor og muge ud i stalden. Sådan skulle det dog ikke gå. Men Torben kom alligevel til at muge ud i åndernes hus og køre grønthøsteren hen over humanioras kultiverede blomsterbede.

Han har taget kampen op mod nogle af de store farer, der truer verden: mystifikationernes fremmarch, religionernes fordummelse. Med disputatsen i 1994, den første danske doktordisputats om film, siden publiceret som Moving Pictures, gjorde han sig med et slag til professor og til Godfather for en helt ny måde at forstå tingene på.

Den biologisk/evolutionært/ kognitivt-orienterede filmteori, som Torben udviklede – ikke mindst inspireret af David Bordwell, som ikke er en gudfader, men Vorherre selv … denne teori var et tilbud, som vi dårligt kunne afslå. Vi blev – mere eller mindre – lyrisk-associative alle sammen. Og siden dengang er Farum blevet midtpunkt på det filmvidenskabelige verdenskort.

Her har vi i mange år siddet i biografen og i virkeligheden ikke anet, hvad der foregik. Jo, vi kunne da godt se, at John Wayne kom ind i billedfeltet udstyret med en skyder, som han så affyrede på et eller andet relevant tidspunkt.

Men det var først, da Torben kom til, at vi forstod, at filmen bearbejdes i et flow fra de visuelle centre i hjernens bagerste del via associationscentre i tindingelapperne frem til centre i frontallapperne i en stadig vekselvirkning med følelsescentre i hjernens evolutionært ældste dele.

Vi havde nok haft det på fornemmelsen, men det var først nu, det stod helt klart. Filmhistorien begyndte ikke med Grand Café i Paris eller Platons hule, den begyndte på de pleistocæne sletter. Det var her, PECMA-flowet blev grundlagt.

Farvel til kulturel hyggeklub
Et af de tidlige hovedværker i Torbens produktion er ovenlysvinduet i badeværelset i Farum-villaen. Der er meget ovenlys i Torbens univers, og det er selvsagt ikke det himmelske lys i metafysisk forstand, vi taler om, men om rationalitetens klare lys.

Mens vi andre nørkler med sammenligninger, deskriptioner, spekulationer, arkivstudier og optællinger af dit og dat (for nu at opsummere film- og medievidenskabens yndlingsbeskæftigelser), så er Torben optaget af sit suveræne overblik over verdens indretning og står klar med en teoretisk totalløsning.

Traditionelt har humaniora været et felt, hvor alt er tilladt. Og hvorfor ikke?! Man har aldrig hørt om, at en forkert tese eller en fejlslagen teori inden for humaniora har resulteret i tilskadekomne eller sammenstyrtede bygninger.

Humaniora har altid været en af de sikreste metoder til at undgå berøring med virkeligheden (altså når man ser bort fra den særlige akademiske virkelighed). Men med film er man i det mindste ganske tæt på virkeligheden. For er det ikke rigtigt, at ”filmens fiktioner suverænt er bedst til at simulere alle aspekter af de menneskelige følelser og handlinger”?

Det står i hvert fald på bagsiden af Torbens Filmoplevelse. Og det er her, Torben på afgørende vis har bidraget til videnskabeliggørelsen af humanistisk forskning, så den ene teori ikke kan være lige god som den anden. Det er bestemt smerteligt at skulle sige farvel til den kulturelle hyggeklub, men der er ingen vej udenom – vi skal ud i naturvidenskabelighedens stride blæst.

Lorteringen
Torben har et specielt talent for at nedrakke tiljublede værker. Han har argumenteret for, at såkaldt stor kunst ofte er noget vås – modsat den populære mainstream, som ikke er så tosset. Men han har vistnok også konstateret, at det stadig er sjovere at beskæftige sig med Triers gåder end med Die Hard’s klarheder.

Og så har han for eksempel kastet sig over den ”katolske” underkastelsesdyrkelse hos Harry Potter og The Lord of the Rings, af Torben kaldet Lorteringen. Og han har hånet virkelighedsbilledet i Per Flys berømmede trilogi, hvilket førte til legendariske sammenstød med manusforfatter Mogens Rukov – som for øvrigt også er berømt for selvantændende piberygning. Deres møde på Deadline var goddag mand/økseskaft-kommunikation på et meget højt niveau.

For Torbens kommunikation er bestemt ikke for begyndere. Og hans prosa er vel stadig forholdsvis svært tilgængelig. Men nu er den svært tilgængelig på verdensplan. PECMA her og der og alle vegne. Også i Kina. Torben har et stort internationalt netværk, og han er selv en veritabel globetrotter. Han kender verden, ikke bare af omtale, men ved selvsyn.

Generøs bevidsthedsstrøm
Et par ord om Torbens hjælpsomhed, som er stor. Hvis man spørger Torben til råds om et eller andet emne, udvikler han straks en eller flere teorier, indpasser emnet i sin store fortælling.

Det er et privilegium at få adgang til Torbens altid generøse stream of consciousness. Og det er ikke nogen helt almindelig bevidsthed, der strømmer.

Men man skal også være indstillet på, at han på to minutter kan trække tæppet væk under teser og hele projekter, så man ikke behøver at spilde mere tid på dem. Torben er ingen diplomat, han siger sin ærlige mening, formidlet i den for ham karakteristiske mundtlige stil, som den retoriske forskning endnu ikke helt har kortlagt.

En revser af format
Milton, Kongens fald, strukturalisme, kognition, computerspil, ovenlysvinduer – Torbens forskningsfelter gennem en lang og fleksibel karriere har været alsidige.

Nu skal han så tilpasse sig pensionisttilværelsen og hjemmelivet. Jeg er sikker på, at hjernen stadig vil arbejde. PECMA’en strømmer fortsat fra vulkanen. Der vil være tid til den store verden, men haven skal også passes.

Torben er førstegenerationsakademiker og mønsterbryder, men han bobler af patriarkalsk stolthed over sine børns og svigerbørns akademiske triumfer. Og det vil klart være en skuffelse, hvis ikke i det mindste ét af børnebørnene meget snart bliver headhuntet til et professorat.

Og vi skal indstille os på at undvære ham. Det bliver ikke let. Afdelingen mister sin mest originale tænker, utvivlsomt vores klogeste hoved. Hvilket måske ikke siger så forfærdelig meget. Men når Torben forlader os, mister vi en inspirator og en revser af format, både en ivrig, Tintin-agtig opdagelsesrejsende med utrættelig lidenskab for videnskab og en distræt professor Tournesol.

Som kan være ganske snarrådig.

Her refererer jeg til Torbens approach til Søndre Campus’ parkeringsplads. Vi andre kører pligtskyldigst op til indkørslen og håber, at bommen vil gå op, når vi har fumlet tilstrækkelig længe med vores id-kort. Torben – han kører bare ind ad udkørslen, hvor bommen (næsten) altid er oppe. Sådan!