En Jesusmyte efter tidens smag

Oversættelse: Orla Vigsø

Jacques Saunière, kurator på Louvre, bliver skudt. Politiet mistænker den amerikanske forsker Robert Langdon. Saunières barnebarn, Sophie Neveu, er den eneste, som forstår, at Langdon er uskyldig, og Sophie og Robert flygter sammen fra myndighederne. De opdager hurtigt, at de ikke kun bliver jagtet af politiet, men også af en morderisk albino, som arbejder for den katolske organisation Opus Dei. Er det også kirkens mænd, som har myrdet Saunière?

Flere end 40 millioner mennesker har købt Dan Browns Da Vinci Mysteriet, thrilleren med denne temmelig hårtrukne handling. Det, som ser ud til at lokke læserne mest, er passager, hvor vi får at vide, hvorfor den katolske kirke er villig til at begå mord. Her afslører forfatteren, at Saunière var det højeste medlem i en eksklusiv kreds, som gennem tusind år har bevaret en kundskab, der undergraver kirkens magt:

Jesus blev i de urkristne samfund opfattet som et menneske (først i det 4. århundrede opfinder den katolske kirke under kejser Konstantin historien om Jesus som guddommelig). Jesus var gift med Maria Magdalene og fik et barn med hende. Maria og barnet flyttede til Frankrig.

Jesus propaganderede for en religion, der betragtede det guddommelige som både mandligt og kvindeligt, og denne androgyne, feministiske religion skulle have været videreført af Maria Magdalene, hvis ikke kirken havde grebet ind. Og kirken har fortsat med at knuse enhver kvindelig form for religiøsitet. Den har undertrykt billedet af Maria Magdalene, og den har forfulgt kvinder, som var stærke i ånden. Heksebrændingerne har været en del af denne kampagne. Alternative evangelier, som har præsenteret Jesu liv og budskab på en anden måde, er blevet censureret eller brændt.

Denne sandhed er ifølge Dan Brown blevet dokumenteret af en hemmelig orden, Prieuré de Sion, men sandheden har været så eksplosiv, at man er blevet tvunget til at vente helt til vore dage med at afsløre, hvordan det forholder sig.

Et af medlemmerne, Leonardo da Vinci, kendte til hemmeligheden om kristendommens feminine side og malede billeder, som i symbolsk form viste tingenes sande tilstand. I Den sidste nadver kan man se, hvordan Jesus ømt vender sig mod en mandlig apostel, som — hævder Dan Brown — i virkeligheden er Maria Magdalene.

Browns "hemmeligheder"
En anledning til bogens succes er, at mange læsere opfatter Dan Browns bog som resultatet af en omfattende research — og sand. Men rent faktisk er det ikke svært at vise, at Dan Brown overfortolker kilderne og undertrykker alt, som ikke passer ind i billedet af den forbudte kvindekristendom. Browns "hemmeligheder" er blevet modbevist i anden litteratur. Lad os her nøjes med at sammenfatte problemerne med tre af hemmelighederne.

I det Ny Testamente står der ganske vist ikke direkte, at "Jesus er guddommelig", men der er flere skriftsteder, som næppe kan tolkes på anden måde. I Johannes Evangeliet 8:58 forklarer Jesus kryptisk, at "jeg er, før Abraham blev til". Ifølge tekster som denne er Jesus et transcendent væsen, der har eksisteret i evig tid. Kejser Konstantin behøvede med andre ord næppe presse den opfattelse frem, at Jesus var mere end blot et menneske.

At Jesus var gift, fremgår ingen steder i det Ny Testamente. Brown går tilbage til andre dokumenter, de gnostiske. Kun en enkelt sætning i det apokryfe Filipsevangelium beskriver Maria Magdalene som Jesu "koinonos". Dette græske låneord anvendes om to eller flere personer, som indgår i et fællesskab: ægtefolk, kolleger, personer med samme religion. At oversætte det med netop "hustru" virker mildest talt suspekt; hvorfor skulle en forfatter, som skriver på koptisk, tage et ord fra græsk, når hans eget sprog kan give ham et almindeligt ord for "hustru"?

For øvrigt er Dan Browns argument besynderligt ud fra et andet og mere grundlæggende perspektiv. Lad os antage, at teksten faktisk forklarer, at Jesus havde en intim forbindelse med Maria Magdalene. Det betyder jo ikke, at det var tilfældet i det virkelige liv. En tekst er et eget univers, hvor alt kan ske.

Til sidst: Blev erindringen om Maria Magdalene undertrykt af kirkens magthavere? Hendes status var snarere skyhøj under den tidlige kristendom og middelalderen. I det 8. århundrede lavede man en særlig festdag for hende. Hvis der virkelig var kirkelige censorer, som forsøgte at radere hende af historien, gjorde de altså et utroligt dårligt arbejde.

Punkt for punkt kan man med et hurtigt detektivarbejde således punktere Dan Browns argumenter. Religionshistorisk interessant bliver Da Vinci Mysteriet dog først, når man bevæger sig væk fra denne — ret så trivielle — konstatering.

Lavine af fromme projektioner
Den tyske teolog David Friedrich Strauss udgav i 1835 en klods af en bog på 1500 sider, Das Leben Jesu — Jesu liv. Bogen blev en skandale. I den påstod Strauss, at evangeliernes fortællinger ikke var redegørelser for, hvad der rent faktisk skete i de 33 år, som gudemennesket Jesus levede. Evangelierne var snarere myter. Tidligere tiders mennesker blev af deres religiøse entusiasme drevet til at begrave den faktiske person, Jesus, under en lavine af fromme projektioner.

Der er nu gået godt 170 år, siden Strauss' bog udkom, men hans grundlæggende indsigt er stadig ikke trængt helt igennem. Da Vinci Mysteriets skarpeste kritikere bliver drevet af deres kristne patos, så de blander to helt forskellige ting sammen. Af den indlysende kendsgerning, at det Ny Testamente er ældre end Dan Browns skrøne, trækker de den ulogiske konklusion, at Da Vinci Mysteriet er løgn, mens bibelhistorierne er autentiske vidnesbyrd.

Det er derfor vigtigt at konstatere, at alle fortællinger, vi har om Jesus — fra Mattæusevangeliet til Da Vinci Mysteriet — er myter.

Myter som disse har to ting tilfælles. De består for en stor dels vedkommende af nye versioner af allerede kendte temaer. Og de bliver spredt, fordi de opfylder et formål hos fortæller, hos publikum eller hos begge.

Det Ny Testamentes fortælling om gudemennesket, som lover retfærdighed til de undertrykte, og som manifesterer sin unikke rolle gennem at udføre mirakler og til sidst overvinder døden, er et godt eksempel på, hvordan eksisterende mytiske motiver kan få nye udtryk. Jødedommen har set den ene Messias-prætendent komme og gå efter den anden. Mirakler har til alle tider været en almindelig måde at manifestere en unik religiøs status: Jesus havde for eksempel en kollega i det ikke-kristne gudemenneske Apollonius af Tyana, som omkring samme tidspunkt kurerede syge og opvakte døde. Flere steder omkring det østlige Middelhav, blandt andet i Egypten, fortælles om guder, som vendte tilbage fra de døde.

Politisk tvang
Hvorfor har myten om netop Jesus fået så stor gennemslagskraft?

Det har mange årsager, men her skal jeg fremhæve en enkelt: politisk motiveret tvang. Hvis ikke den romerske kejser Theodosius i år 380 havde påbudt kristendommen som rigets eneste tilladte religion, og hvis ikke flere regenter var fulgt i hans fodspor, ville Jesusmyterne aldrig have fået den samme monopolstilling.

Men Theodosius' beslutning fik altså langtrækkende virkninger, og dermed har det meste af Europas religiøse nytænkning frem til moderne tid handlet om at skabe nye myter om Jesus — ikke om at erstatte Jesus med en helt anden gud. Gennem snart 2000 år er vigtige detaljer i Jesusmyten blevet ændret, skiftet ud eller tilføjet for at få Jesus til at fremstå som talerør for ens egne opfattelser.

Skal man tro alt, hvad der er skrevet om Jesus, har han gået på vandet, helbredt blinde, bekæmpet onde ånder med eksorcisme, forudsagt profeten Muhammeds komme, besøgt England, genopstået i Amerika, er blevet genfødt som kvinde, har undervist i reinkarnation, i sin ungdom besøgt Tibet, overlevet korsfæstelsen og er flyttet til Indien, været medlem i et okkult selskab, forsvaret ariernes etniske renhed mod abelignende racer, været homoseksuel, haft en skjult identitet som rumvæsenet Sananda, prædiket om helsekostens fortræffelighed og samtidig været inkarnationen af en ånd fra Solen, af Buddha og af Zarathustra.

For de fleste af os er det historiske perspektiv kort. Derfor opfatter vi ikke Dan Brown som den seneste i en næsten endeløs procession af Jesusmytografer, men i stedet som en mand med et revolutionerende nyt budskab.

Feminin åndelighed
Enhver ny myte spredes til andre, fordi den taler til visse behov. Dan Browns Jesusmyte har tre store konkurrencefordele.

Den første handler om vort ambivalente forhold til autoriteter. Fra alle sider bliver vi opfordret til at tænke selvstændigt og være autonome individer. Intet er så forkasteligt som en ekspert, der von oben fortæller, hvordan ting og sager skal være. Denne trend kan aflæses i de mange programmer i tv om absolutte ikke-eksperter — folk som danser, selv om de ikke kan, som har børn, men ikke kan opdrage dem, som skal lave en større middag, men knapt nok ved, hvordan man koger vand.

Men samtidig er vi paradoksalt nok helt afhængige af eksperter: Vi lever i en utroligt kompleks verden og behersker selv en forsvindende lille del af den. Løsnin-gen bliver derfor for mange at sætte deres lid til autoriteter, der netop ikke ser ud som autoriteter. Det samme gælder i religionens verden. En elite af religionsstiftere kan, som Dan Brown, skabe en strålende karriere gennem at placere sig selv i rollen som den undertrykte sandheds modige forkæmper i kamp mod en kirkelig kolos. Til og med ordet religion får en negativ bismag af autoritær tænkning og bliver i de troendes ordforråd erstattet med det mere egalitære åndelighed.

For det andet peger undersøgelser på, at mange kvinder føler en særlig stor skepsis mod samfundets institutionelle eksperter. De føler sig ikke mindst fremmedgjort af et præsteskabshierarki, som indtil for nyligt var helt domineret af mænd, og hvor kvinden i de hellige skrifter opfordres til at tie i forsamlinger. Det er ikke så underligt, at store salgstal venter en bog, som fortæller, at den sande kristendom var en kvindecentreret religion, og at denne feminine åndelighed er blevet kidnappet af en mandsdomineret magtpyramide.

Sidst, men ikke mindst, rammer underholdning på en måde, som ren faglitteratur aldrig gør. Adskillige bøger har tidligere forklaret, at kirkens dignitarer har vævet en falsk kristendom sammen. Dan Browns geniale træk er at pakke den antiautoritære kvindelige åndelighed ind i thrillerens letfordøjelige form.