Dag 3: En ko er en ko er en bjørn

Victoria Carmen Sonne ligner ikke én, der er vild med at være i vælten. 

Derfor er det lidt af en prøvelse at sidde en hel dag i et åbent lokale på anden sal i den fornemme Audi Lounge og svare på spørgsmål fra alverdens journalister under Berlinalen. 

”Jeg ved helt ærligt ikke, hvad det kommer til at betyde for mig at være Shooting Star, men det er vildt interessant at møde de ni andre skuespillere,” siger den 25-årige dansker, da det er blevet min tur til at få ti minutter af hendes tid.

”At tale med skuespillere, der har helt andre forhold, når de laver film, end jeg har, giver mig nye perspektiver,” siger Carmen Sonne, der er udvalgt på baggrund af sin Bodil-prisvindende rolle i Isabella Eklöfs Holiday. 

Siden gennembruddet i Rasmus Heisterbergs I blodet har hun indtaget dansk film i den ene hovedrolle efter den anden.

Eksempelvis har Victoria Carmen Sonne været en afgørende del af samtlige Bodil-vindere for bedste film fra 2017 til 2019. Det har de opdaget i Berlin, hvor hun nu skal op ad den røde løber sammen med de ni andre europæiske, unge skuespillere, der udvalgt til den fornemme hæder.

Normalt plejer det at være en begivenhed med masser af blitzlys fra flere hundrede pressefotografer, fordi skuespillerne ofte kanoniseres ud på det europæiske filmmarked efter hæderen.

”Jeg er ikke så god til at få taget billeder, for de gør mig en smule for selvbevidst, synes jeg, men det bliver sikkert sjovt alligevel,” griner skuespilleren.

Guldgravere i 1800-tallet
Én, der har været på den røde løber denne lørdag, er amerikanske Kelly Reichardt. Og sikke en film den 55-årige instruktør havde med under armen!

I First Cow er det især kameraindstillingerne, der blæser én væk, og dermed spiller Reichardt sig lige ind i favoritfeltet til at vinde en bjørnestatuette ved årets festival. Måske ligefrem Guldbjørnen.

Den amerikanske instruktør er eminent til at fortælle en historie, så man spærrer øjnene op.

Det var det, der gjorde hendes Wendy and Lucy og Night Moves til regulære filmperler, og det er også det, der gør First Cow til en stor filmoplevelse. Denne gang bruger instruktøren en kvadratisk filmflade til sine billeder og masser af ubevægelige kameraindstillinger i fortællingen om dengang i 1800-tallet, hvor USA var en guldgravernation.

I First Cow møder en kinesisk lykkeridder på flugt en amerikansk kok, der er nederst i fødekæden, når mændene tager på togt.

De to slår pjalterne sammen, og da en rigmand en dag bringer den nybyggede bys første ko til området, ser kokken og lykkeridderen deres snit til at malke koen hver eneste nat og sælge boller og kager på det lokale marked næste morgen.

På den måde bliver First Cow både en smuk venskabshistorie og en kritik af kapitalisme og menneskers måde at behandle jordkloden på. Enhver er sin egen lykkes smed, fordi du må snyde dig frem og udnytte klodens få ressourcer, hvis du vil blive til noget. 

En ægte filmperle
Kelly Reichardt er klar i mælet, men hun råber ikke.

Hun bruger sine stillestående billeder, når vi ser nybyggerne, som placerer både by og civilisation oven på naturen. Men når kameraet så finder de indfødte eller kokken, som render rundt i skovene og leder efter mad, bliver billederne pludselig bevægelige. Der er altså fremdrift i at være en del af økosystemet frem for at udnytte det.

First Cow er i store dele af filmen Kelly Reichardt, når hun er allerbedst. Billedsproget er sikkert, men aldrig kedeligt, og havde instruktøren fået sat sin historie en smule hurtigere i gang, ville First Cow være en ægte filmperle.

”Det var jo nærmest billedpoesi,” sagde en sydamerikansk anmelder og rettede på filthatten på vej ud af Berlinale-paladset.

”En ko er en ko er en bjørn,” tilføjede han og blinkede.

Men der er nu en stor forhindring for First Cow. Den har nemlig allerede været vist i USA, og det plejer at miskreditere filmene i hovedkonkurrencen i Berlin.

Mit personlige gæt er, at årets jury om nogen går op i stærke fortællinger, eftersom flere af dem selv har brilleret med netop dette.

I juryen sidder blandt andre den amerikanske instruktør Kenneth Lonergan, der er Oscar-vindende i manuskriptafdelingen for Manchester by the Sea. Det samme gør den argentinskfranske skuespiller Bérénice Bejo. Med filmvalg som The Artist og Fortiden har hun vist, at det er fortællingerne, som skal ramme hende.

Tyske Bettina Brokemper er nok mest kendt som co-producer i Danmark. Det var hun på Lars von Triers Dogville – hvor kulisser var skrællet væk til fordel for kridtstreger på et gulv, så historien og skuespillet var eneste fremdrift. Hendes samarbejde med den danske auteur har i øvrigt varet ved lige siden.

Juryen tæller også den brasilianske Aquarius-instruktør Kleber Mendonça Filho, den italienske skuespiller Luca Martenelli og så selvfølgelig juryformanden: den garvede, engelske skuespiller Jeremy Irons.

Skuespillers tilbagetog
Og det er da også Jeremy Irons, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed, når vi taler om juryen.

For på det officielle pressemøde tog juryformanden nemlig teten fra start og lagde afstand til ting, han tidligere er kendt for at have udtalt. Det drejede sig om manglende opbakning til kvinderettigheder, abort og homo-ægteskaber.

”Disse tre menneskerettigheder er vigtige skridt hen imod et civiliseret og humant samfund, som vi alle bør fortsætte med at stræbe efter. Der er mange dele af verden, hvor disse rettigheder endnu ikke findes. Hvor sådanne leveveje fører til fængsel og endda til døden,” sagde Irons og lød i den grad som en mand, der var på politisk Berlinale-mission.

”Jeg håber, at nogle af de film, vi ser, vil løse disse problemer. Jeg ser frem til at se film ved dette års Berlinale, der vil provokere os til at stille spørgsmålstegn ved holdninger, fordomme og verdensopfattelser af livet, som vi kender det.”

Søvnige tårer
Det vides ikke, om juryformanden er faldet for The Salt of Tears. Men begejstringen var til at overse hos min venstre sidemand, der faldt i søvn efter 35 minutter. Manden til højre snorkede efter en god times tid.

Deres lukkede øjne var helt på sin plads. For fortællingen om den unge mand Luc, der ser op til sin far, men til gengæld ikke evner at behandle jævnaldrende kvinder med blot en smule respekt, er mere fransk end en baguette.

Instruktør Philippe Garrel viste ellers i 2005 med Regular Lovers, at han kan formidle unge menneskers tanker og følelser. Den film modtog en løve i Venedig, men det bør ikke blive til en bjørn i Berlin her femten år senere.

I The Salt of Tears sendes der lange blikke, mens de fleste taler forbi hinanden. Fordi hovedperson Luc ikke kan finde hoved og hale i sig selv og sine følelser. På sin vis er det en spændende idé, men skuespillerne overspiller, og replikkerne virker til at være fundet på et lager for kasserede kærlighedsklichéer.

Det er først, da Luc møder en jævnaldrende kvinde med samme sind som ham selv, at der sker en smule. Men de sort-hvide billeder sløver alligevel mere, end de skaber intensitet.