En krævende komedieserie

”Ej, jeg kan virkelig godt lide din kjole!” udbryder nørdskønne Michael Cera en solrig formiddag på Hotel Skt. Petri i København.

Nu kan jeg dø lykkelig og med blussende kinder, men jeg forfølger ikke mit pludselige påskud for en lille flirt. Det er nemlig i embedes medfør, at jeg befinder mig i et aircondition-afkølet hotelværelse med den krølhårede indie-darling og hans seriekollegaer Alia Shawkat, Tony Hale og David Cross.

De er alle medlemmer af den dysfunktionelle Bluth-familie, der efter syv års pause indtager skærmen med nye langt ude-historier og skøre karakterer i fjerde sæson af Arrested Development.

Stædige fans
Arrested Development havde oprindelig premiere i 2003 og kørte i tre sæsoner, men måtte på grund af faldende seertal bide i det sure æble og takke af. Serien havde ellers fået stor kritikerros og opbygget en inkarneret fanskare, som kun er vokset siden – og som uafladeligt har tryglet om nye afsnit.

Det har de fået nu, takket være Netflix, som har genoplivet serien med en fjerde sæson som led i sin strategi med egenproducerede serier, der med især House of Cards har givet tjenesten stor succes.

”Det har været syv år, hvor nogle har talt eller skrevet om en ny sæson stort set dagligt,” fortæller David Cross.

Han spiller familiens svoger Tobias Fünke, der opgiver en håbløs karriere som psykiater til fordel for en endnu mere håbløs karriere som skuespiller. Et valg, som han absolut ikke bliver støttet i af hverken konen eller svigerfamilien.

Ondskabsfuld mor
Støtte skal man i det hele taget ikke regne med i den snigløbende familie, og Tobias er langt fra den eneste særling i Bluth-slægten.

Patriarken George Bluth Sr. bliver i første afsnit anholdt på grund af skandaløse handler med Saddam Hussein, og dermed tilfalder det familiens eneste nogenlunde fornuftige menneske, den midterste søn Michael, at tage hånd om firma og familie.

En umulig opgave, for han har en udspekuleret og ondskabsfuld mor, der manipulerer med alt og alle, og en gøglerstorebror, der føler sig forbigået og konstant modarbejder Michael.

Hans tvillingesøster går kun op i sit udseende, shopping og udenomsægteskabelige affærer, hendes datter Maeby (Alia Shawkat) har en opførsel, der bærer præg af, at hendes forældre mere eller mindre altid har ignoreret hende. Og hun trækker den godmodige George Michael (!) – spillet af Michael Cera – rundt i manegen. Hans største fejl er, at han er ovenud glad for sin absurde familie.

Sidst, men ikke mindst, er der lillebror Buster, der var elleve måneder i sin mors livmoder og derfor har en sygelig moderbinding.

På med overskægget
Buster bliver spillet af Tony Hale, og på en måde er det overraskende, at han og David Cross er så normale og velformulerede i virkeligheden.

”Buster ville have holdt sig for sig selv, længst væk, og så ville han ikke sige et ord!” griner Tony Hale ved tanken om at interviewe hans karakter. For ham og David Cross har det været helt naturligt at vende tilbage til seriens univers oven på de konstante opfordringer fra fans.

”Tobias er en speciel person og meget anderledes, end jeg selv er. Der er ikke så meget subtilt i rollen. Måske det har været sværere for Michael Cera, der spiller en meget nuanceret, nedtonet fyr. Så snart jeg får overskægget på, så er Tobias hjemme,” siger David Cross.

Genert teenagepige
Både Michael Cera og Alia Shawkat var teenagere, sidst de spillede deres roller som George Michael og Maeby. Nu er de voksne, og for dem har det været meget specielt at vende tilbage til seriens velkendte rammer.

”Jeg havde ikke arbejdet sammen med de her folk, siden jeg var seksten-sytten år, så i den første uge følte jeg mig som en genert teenager igen. En lille del af mig tænkte: ’Hvad fanden, tag dig sammen, vær cool, du har lavet så mange spændende ting,’” siger Alia Shawkat, og Michael Cera nikker samtykkende:

”Ja, det er sandt. Vi voksede op med sådan en ærefrygt for de her folk. Især Will Arnett (der spiller storebror Gob, red.) og Mitch Hurwitz (seriens skaber, red.). De er bare sjove og virkelig store personligheder. Så jeg fik også den samme følelse som dengang. Jeg blev stille og kiggede på dem og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle bidrage.”

Michael Cera-paryk
De to skuespillere afbryder muntert og drillende hinanden. Alia Shawkat er især helt betaget af Michaels morgenoplevelse, hvor han blev interviewet af TV 2’s morgenværter i Tivoli.

”En af værterne havde en Michael Cera-paryk,” forklarer Michael Cera.

Alia Shawkat: ”Seriøst? Hvordan ser sådan én ud?”

Michael Cera: ”Den lignede i hvert fald ikke mit hår …”

Alia Shawkat: ”Dét må jeg se – en Michael Cera-paryk?!”

Michael Cera: ”Vi talte om mit hår i ti minutter. Allerede i for-interviewet fortalte han mig, at han gerne ville snakke om mit hår. Han sagde, at et af mine kendetegn er mit krøllede hår … ?”

Alia Shawkat: ”Hvad? Det vidste jeg da ikke. Altså, det bevæger sig som lasagne!”

Skuespillere i Arrested Development har en kemi, som man også tydeligt mærker på skærmen.

”Det er meget vigtigt, at man kan mærke, at folk har det sjovt – især i komedier. Der er nogle få film, der burde have været sjove – sjove skuespillere, et godt manuskript – men alligevel ikke er det. Årsagen er nok, at alle havde det elendigt på settet,” siger Michael Cera.

Indforståede vittigheder
Arrested Development har fået sin kultstatus, fordi den i 2003 var innovativ på en hel stribe områder. Den var, i hvert fald delvist, filmet med håndholdt kamera, og den fortalte en fortløbende historie, hvilket var meget usædvanligt for en komedieserie.

Den havde også en alvidende fortæller i form af instruktør (og seriens producer) Ron Howard og brugte et miks af arkiv- og historisk materiale. Og så er den bygget op omkring en perlerække af avancerede vittigheder, der har fået fans til at fordybe sig fanatisk i serien for at fange de indforståede jokes. Som når Buster er dybt mærket af indtil flere moderfigurer, der hedder Lucille, og samtidig har mistet en hånd til en sæl med en skrue løs. ”Loose seal” er selvfølgelig et ordspil på Lucille …

En del vittigheder vil således gå hen over hovedet på mindre trofaste seere – og i nogle tilfælde endda også på de medvirkende selv!

”Hvad var det, den webside hed?” spørger David Cross sin amerikanske PR-agent, der sidder på gulvet og skriver e-mails.

”Nå ja. Splitsider. Det er en hjemmeside, der har en liste på over 50 inside jokes, som man måske har overset, og som vi faktisk ikke engang kendte til. Jeg læste den, og helt op til 43 jokes havde jeg ikke fanget – og jeg har set serien en del gange!”

Avanceret puslespil
Særligt med den nye sæson har skuespillerne ofte været nødt til at spørge ind til det kryptiske manuskript. Den bryder med sin form fra de tidligere afsnit ved at følge én person i hvert afsnit – selvfølgelig krydret med optrædener fra alle seriens øvrige skuespillere. Og så er den ikke særlig pædagogisk i den måde, den fortæller, hvad der er sket de seneste syv år.

”Serien starter ikke præcis op, hvor vi sluttede i sæson tre. Den er ikke fortalt i den traditionelle sitcom-episode-facon, som har en nulstil-knap hver gang,” siger David Cross.

”Mitch har skabt et avanceret puslespil, hvor vi alle gør hver vores ting og alligevel er forbundne – så man har en replik eller reference under optagelserne, som slet ikke giver mening, for Mitch har ikke skrevet det endnu. Men han ved, at han skal bruge det senere,” griner David Cross.

”Det er det, der gør det sjovt. Man kommer ind og ved ikke, hvad der skal ske,” tilføjer Tony Hale.

Dovne seere
David Cross opfordrer derfor til, at man som ny tilskuer ser de gamle sæsoner:

”Jeg tror ikke, at der er nogen på denne planet, som kan se sæson fire og nyde den, uden at have set de første tre sæsoner. Man vil gå glip af 85 procent af vittighederne! Hvis man ser det med folk, der kender serien, så vil de grine af ting, hvor man bliver forvirret. ’Hvorfor griner folk? Fyren kiggede bare på sit ur?! Det er ikke sjovt.”

Heldigvis kan man også se de gamle på sæsoner på Netflix, og skuespillerne understreger, at nye seere ikke skal være skræmte – de skal bare give serien en chance.

”Man skal altså ikke gøre særligt meget. Vi er bare blevet så – og jeg snakker på vegne af amerikansk kultur – dovne og får alt serveret, så ideen om, at det er udfordrende at se en tv-komedie, er absurd!” siger David Cross:

”Jeg vil ikke have, at folk tænker: ’Uha, det bliver hårdt at se den her serie.’ Man skal bare følge med, altså lade være med at tjekke sin e-mail på telefonen undervejs … Det kan man gøre, når man ser The Big Bang Theory!”