En krop med seks stemmer

”Og så slår han ham!”

Jesper Fink klasker hænderne sammen for dramatisk effekt. Det virker. Fødderne har bevæget sig nervøst frem og tilbage over gulvet under pitchen, men nu har han publikum, hvor han gerne vil have dem. 

De andre fem manuskriptelever fra Den Danske Filmskole sidder på gulvet i et hjørne af klasselokalet. De ser til med lige dele kollegial kærlighed og spjættende nerver. 

De andre linjer på Filmskolen runder uddannelsen af med en afgangsfilm, som demonstrerer deres evner for resten af verden. Manuskriptforfatterne skal sælge sig selv med en pitch, hvor de har fem, max ti, minutter til at fortælle om en ide til en film eller tv-serie foran en stor flok branchefolk og pengemænd. 

”Alt, hvad der kan kravle og gå af producenter i Danmark – huh, der er mange penge i det her rum,” siger Jesper Fink senere. 

Astrid Øye betror publikum, at hun var tæt på ikke at møde op. ”Jeg havde mest lyst til at stikke af i en taxa med en pose over hovedet.” Nervøsiteten grines væk, og salen er gavmild med latteren under resten af hendes pitch. 

En stolt mentor
Én efter én indtager manuskriptforfatterne scenen. Med ord og fagter introducerer de os for frømænd, urmagere, livstrætte geologer og ulykkelige stand-up-komikere. Mange historier er sjove, nogle er fyldt med suspense. Enkelte er rørende og så personlige, at man ikke må skrive om dem til Ekko. 

Dagen efter mødes vi med seks lettede og tømmermændsramte manuskriptforfattere. To års strabadser på manuskriptuddannelsen skal evalueres. 

Men først gårsdagen. Astrid Øye fortæller de andre, at hun fik ros af producer Vinca Wiedemann: ”Hun sagde: ’Jeg er helt vildt stolt. Og du ringer bare!’” 

Vinca Wiedemann har et særligt tilhørsforhold til de seks elever. Hun sad i det udvalg, som i sin tid optog dem på Filmskolen. I et blogindlæg på Ekkos hjemmeside opfordrer hun til at forlænge manuskriptuddannelsen fra to til fire år. På den måde kan forfatterne følges med skolens andre linjer og hjælpe instruktørerne med deres afgangsfilm. Den holdning deler vandene i årets kuld. 

Jesper Fink er enig med mentoren. ”Uddannelsen skulle være fire år lang. Vi er ude af sync med de andre linjer. Men det ved de godt selv på skolen.” 

Han nævner deres undervisningsforløb med Michael Noer som eksempel. Holdet lærte meget af Noers karakteristiske, grundige researchteknikker. ”Men vi har simpelthen ikke tid nok til research på skolen,” påpeger han. 

Stort pres på kort tid
Simon Oded Weil er uenig. ”Hvis det bare handler om, at længere er bedre, så kunne vi lave den otte år. Jeg synes, den fungerer som en toårig uddannelse – helt vildt godt.” 

Det synes Astrid Øye også.

”Vi lærte jo de ting, vi skal kunne rent teoretisk i løbet af den første uge,” siger hun, og bliver bakket op af grin hele vejen rundt. ”Resten af tiden handler det om at anvende det i sine egne manuskripter.” 

”Man kunne slå halv skade og sige tre,” foreslår Mads Rosenkrantz Grage. ”Men jeg føler mig færdiguddannet.” 

Carina Kamper vil heller ikke gå med til fire år, men måske tre. 

”Den udviklingsproces, vi har været igennem på to år, er imponerende. Både hvordan vi skriver, og hvordan vi har udviklet os som mennesker. Og der ligger nogle gaver i det store pres på kort tid,” siger hun og fortsætter:

”Argumentet for at forlænge uddannelsen er at få etableret noget mere samarbejde. Mange af de andre linjer vil rigtig gerne samarbejde med os. Men de kan ikke få det presset ind i skemaet.” 

Samarbejde med instruktører
Astrid Øye er den eneste, som har skrevet med på en af årets afgangsfilm, nemlig Karoline Lyngbyes Spidse albuer, blødende knæ. Spørger man rundt i cirklen, ville alle gerne have prøvet kræfter med en afgangsfilm. Men instruktørerne skal selv spørge om hjælp. 

”Der skal ikke mere tvunget samarbejde ind fra skolens side,” siger Simon Oded Weil. ”Det ville være en forfærdelig oplevelse at skulle samarbejde med nogle, man ikke har lyst til på en afgangsfilm.” 

”Hvis man blander os seks og seks, så kommer der jo ikke seks gode samarbejder ud af det. Der kommer måske tre, højst fire,” supplerer Jesper Fink. 

– Men de andre linjer er jo tvunget til at samarbejde?

 ”Det har også været hårdt for dem. Der går også historier om, at der skulle laves syv afgangsfilm på nogle årgange. Fordi folk ikke kan sammen,” siger Jesper Fink. 

Tid og tårer
Filmskolen har dog allerede indført mere samarbejde, end der var før i tiden. Men kun med instruktørerne fra den nyeste årgang, som startede samtidig med manuskriptforfatterne. De to uddannelser har blandt andet haft fælles undervisning én gang om ugen på hele første år. 

”Jeg har fået et samarbejde med instruktøren Gustav Möller, som kommer til at vare for evigt,” siger Emil Nygaard Albertsen. ”Vi startede sammen og så hinanden vokse, men hans årgang, der tager afgang i 2015, vil se anderledes på de nye elever.” 

”Ja, de vil være de store over for dem,” tilføjer Jesper Fink. 

”Samarbejde tager tid, fordi det er så skrøbeligt,” fortsætter Emil Nygaard Albertsen. ”Vi skal jo lære hinanden at kende, ikke som filmskabere, men som venner. Man skal græde foran hinanden, før man kan skrive sammen.” 

”Ja, det gjorde vi to jo,” kommer Simon Oded Weil i tanke om. 

”Ja, Simon og mig lavede jo en tv-serie sammen,” forklarer Emil Nygaard Albertsen. ”Simon var lige kommet sig over et angstanfald, og min kæreste gik fra mig. Men det gjorde det nemmere at skrive sammen, fordi vi var nøgne foran hinanden. Og det er der næsten ikke tid til at nå med instruktørerne.” 

At fejle foran andre
Diskussionen af instruktørsamarbejdet fører hurtigt et andet spørgsmål med sig. Hvad er forskellen på instruktøren og manuskriptforfatterens arbejdsmetode, og hvordan forener man de to? 

”I må hellere sige noget. Jeg kommer altid til at sige noget provokerende!” griner Mads Rosenkrantz Grage. 

”Vi skriver jo ikke værker, vi skriver arbejdsdokumenter. Det er et håndværk,” forklarer Jesper Fink. 

Han fortæller, at manuskriptlærer Lars Detlefsen har lært dem at tænke på historiefortælling som en muskel, der kan trænes. Og han fører en kontant skriv-og-smid-væk-pædagogik.

”Man kommer op på hans kontor, og så siger han: ’Det er kedeligt. Om igen.’” 

”Astrid siger altid, at det vigtigste, hun har lært på Filmskolen, er at fejle, mens folk ser på,” siger Emil Nygaard Albertsen, og Astrid Øye giver et bekræftende nik:

”Det gør instruktørerne ikke. De er nødt til at bløde på lærredet. Det er meget mere skrøbeligt for dem.” 

Navnet øverst på plakaten
Astrid Øye synes, at opdelingen mellem kunstner-instruktøren og manuskript-håndværkeren er ”en pseudokonflikt”. 

Mads Rosenkrantz Grage er enig.

”Det er en meget sort-hvid måde at se tingene på. Jeg ser lige så mange auteurs rundt om det her bord, som jeg gør på instruktørlinjen. Det er jo sådan en politisk ting. Der skal stå et navn på plakaten, og journalisterne skal have én at interviewe. Det er bare altid instruktøren. Det kunne da være rart, at man gjorde op med det på et tidspunkt.” 

”Men er det ikke altid instruktørens film?” spørger Emil Nygaard Albertsen. 

”Det mener jeg jo ikke,” fortsætter Mads Rosenkrantz Grage. ”Nu har jeg været runner mange forskellige steder. Og jeg har altså stået på mange filmsets, hvor det mere var fotografens film end instruktørens. Instruktørerne kunne godt have brug for at få en distance til auteur-begrebet. De er ledere af en kreativ proces. De er ikke nødvendigvis Woody Allen.” 

Den sjove årgang
Den nye årgang svarer kun forsigtigt på, hvilke slags historier de ser som deres speciale. Man vil helst ikke sættes i bås. Først og fremmest handler det om at fortælle noget personligt. 

”Det bliver bare bedre, når man kan mærke, at der er et menneske bag. Fikse ideer bliver altid dårlige,” fastslår Simon Oded Weil. 

Men de kan godt blive enige om en fælles forkærlighed for komedier. ”Jeg synes godt, at man kan se os som en sjov årgang,” mener Mads Rosenkrantz Grage. 

”Vi hører også producenterne efterspørge personlige komedier,” påpeger Jesper Fink. ”Ting, som er sjove, men som virkelig har noget på hjerte. Det er jo lidt vildt, at det stadig er Den eneste ene og Italiensk for begyndere, som bliver fremhævet i den kategori.” 

Fælles projekter
De fleste i gruppen indrømmer en vis angst for at tage det store debutskridt, men de fornemmer en ret stor efterspørgsel. Og de planlægger at holde sammen på årgangen og er allerede i gang med fælles projekter på kryds og tværs. 

”I to år har vi jo fungeret som ét menneske med seks forskellige stemmer,” smiler Emil Nygaard Albertsen. ”Hvis Carina, som er vores krop, ikke var der, så ville vi ikke hænge sammen. Og vi kunne ikke gøre noget uden Simon som højre arm.” 

”Nej, Mads skulle nok være højre hånd, ikke?” retter Jesper Fink, og de andre griner indforstået. 

Han peger på Emil. ”Og du kan være akilleshælen!”