En kunstnerisk smadremand
Det er først i kedsomheden, at man for alvor reflekterer over sig selv og sin eksistens.
Sådan siger Anselm Kiefer i den ret fremragende, men også ret korte midterdel af Sophie Fiennes portrætfilm om den 65-årige tyske maler og skulptør.
Hvis det er sandt, så vil 105 minutter i biografmørket med Over Your Cities Grass Will Grow gøre dig meget klogere på dig selv.
Kæmpeværk af tunneller
I åbningssekvensen og den tilsvarende slutning bevæger Fiennes’ kamera sig laaaaaangsomt gennem Kiefers monumentale værk af tunneller og huler, som han har gravet i den sydfranske skov omkring sit tidligere atelier og hjem i Barjac.
På overfladen munder labyrinten ud i 47 små betonskure, der hver især indeholder et af avantgardekunstnerens dystre værker af maleri, glas, stål, enorme brændte bøger med mere.
Det er et fascinerende univers, og Kiefer er en mester til at fremmane stemninger, som på en gang bevæger sig bagud til Holocaust og frem mod tiden efter apokalypsen.
Insisterende tålmod
Men Sophie Fiennes har med Jörg Widmann og György Ligetis horrormusik næsten for godt fat i dystopien, og med sin langsommelighed viser hun os tidens fylde.
Bogstavelig talt.
Filmen er meditativ og hypnotisk, men i sit insisterende tålmod også ret langtrukken. Vi dvæler og dvæler – i nærbilleder ved murbrokker og i totaler ved lyset, der slår ned igennem jordtaget.
Altid med bare tæer
Anselm Kiefer er ellers et legesygt, anarkistisk bekendtskab.
I filmen møder vi kunstneren i sit atelier og på byggepladsen. Her hundser han rundt med sine franske assistenter, kaster med askestøv, smelter metal, smadrer glas, påhæfter skibe til lærreder.
Altid med bare tæer i sandalerne.
”Prøv lige at hælde syre ud over det der,” siger han henkastet. Ansigtsmasker og anden sikkerhed bruges ikke.
Styret af æstetiske impulser
Sophie Fiennes har et godt øje for excentriske mænd.
Det viste hun allerede med The Pervert’s Guide to Cinema (første del udgivet med Ekko #44), hvor kulturteoretikeren Slavoj Žižek bogstavelig talt vandrer ind og ud af filmhistoriens store klassikere, mens han psykoanalyserer dem.
I Over Your Cities Grass Will Grow giver hun i midterdelen et spændende indblik i, hvordan den excentriske kunstner arbejder. Anselm Kiefer fremstår som en virtuos kunstnerisk smadremand styret af sine æstetiske impulser.
Men portrættet af kunstneren må alt for ofte vige for de i længden langtrukne kamerature gennem tunnellerne. Over Your Citys Grass Will Grow vil derfor desværre ikke tiltrække andre end de allerede indviede.
Over Your Cities Grass Will Grow bliver vist på Cph:Dox den 10. og 13. november.
Kommentarer