Dag 7: En kvinde under indflydelse

Hun græder helt stille. Den slags gråd, der virker, som at den med vold og magt skal trækkes tilbage op i øjne og næse.

Imiterer hun den skuespiller, hun lige har set?

Nej, den spanske filmkritiker er bare ramt. Ramt af Trine Dyrholm. Det er det navn, folk nævner lige efter visningen på Kollektivet på Berlinalens syvende dag. Årets danske bidrag rev og flåede nemlig i publikums lattermuskler, og som grand finale kastede Dyrholm så lige en buket benhårde følelser i tårekanalerne.

I hele den forgangne uge har Kollektivet været en af de film, man som dansker igen og igen er blevet spurgt til under Berlinalen. Er det Festen 2? Måske en film om Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, der nu har stiftet familie?

Nej, det er Kollektivet som bekendt ikke, men Thomas Vinterbergs nye film (der for længst har haft danske premiere) er uden tvivl det bidrag i hovedkonkurrencen, der har fået flest følelser frem hos anmelderne.

Den grædende kvinde skal hjem og skrive om filmen med det samme, forklarer hun.

”Hvad skal man skrive, hvad skal man skrive?” smiler hun igennem de våde øjne.

”Jeg kunne rigtigt godt lide filmen, men jeg er overrasket over, hvor alvorlig den sidste halve time bliver. Men den er god, virkelig god! Og Dyrholm. Dyrholm, Dyrholm, Dyrholm – hun er skyld i det her,” siger hun smiler og peger på den udtværede mascara.

Skuffende hacker-dokumentar
Lige præcis med hensyn til handlingen lægger Vinterbergs film sig fint i slipstrømmen af resten af hovedkonkurrenceprogrammet i år. Ligesom stort set alle andre film åbner Kollektivet med at være én historie for så at udvikle sig til noget andet.

Trine Dyrholm går fra at være primus motor i et 1970’er-kollektiv til at falde fra hinanden.

Umiddelbart er filmens styrke dog, at dette ikke er så overraskende som med de fleste andre film. Kollektivet skifter ikke spor lige pludselig. Den er mere et flydende filmisk sammenbrud.

Dagens anden konkurrencefilm var det man kunne kalde for noget ganske andet. Den dygtige dokumentarist Alex Gibney (Taxi to the Dark Side og Going Clear: Scientology and the Prison of Belief) sætter med Zero Days fokus på hacking og cyberkriminalitet.

Et umiddelbart dybt interessant emne, men Gibney mister fokus undervejs.

Det starter ellers godt. Som i sine forhenværende dokumentarer åbner Gibney – ved hjælp af alle tekniske filmredskaber fra værktøjskassen – i en intens thriller-stil, men efterhånden vil instruktøren så vidt omkring med sin fortælling, at han glemmer historien.

Derfor sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hackerverdenen er så kompliceret, at man ikke rigtigt forstår den alligevel. Og samtidig intet kan gøre ved dens kriminalitet og uretfærdighed.

Det har næppe været Gibneys intention.

Stilbevidst debutant
En film, der imidlertid ikke ryger ud af kurs, er dansk-iranske Ali Abbasi debut. Shelley, som vises i en sidekonkurrence, er enormt stilbevist. Den er således stort set kun skudt med naturligt lys på en ødegård i de svenske skove.

”Jeg vil gerne lave så naturlige film som muligt,” forklarer Abassi, da jeg møder ham på fjerde sal i festivalpaladset. Shelley har dagen efter sin premiere i Berlin fået mange fine ord med på vejen, og Abassis salgsagenter er tilfredse.

”Hvert eneste billede i filmen må meget gerne have et drømmende lag, for jeg er meget interesseret i, hvad drømme betyder for os mennesker,” forklarer instruktøren.

Shelley er da også en billedmæssigt stor oplevelse, hvor fotograferne Sturla Brandth Grøvlen og Nadim Carlsen virkelig gør et gys ud af fortællingen om en rumænsk kvinde, der skal være hushjælp i en biodynamisk familie uden for lands lov og ret.

Det er først og fremmest en meget selvsikker debut fra Abbasi, som vi helt sikkert kan forvente os noget nyt og anderledes fra i fremtiden. Og det skyldes ifølge instruktøren hans baggrund – men nu ikke den iranske.

”Min filmiske baggrund er europæisk,” siger Abbasi. 

”Jeg har simpelthen set mange flere europæiske film i mit liv, end jeg har set amerikanske. Det er underligt, at vi europæere ikke ser flere europæiske film, for de ville måske kunne lære os noget om os selv, som vi har glemt.”

Oscar-buzz
En sådan udtalelse er selvfølgelig guf at høre på Berlinalen, hvor de europæiske film i den grad er overrepræsenteret i forhold til de amerikanske.

Alligevel var det nu to amerikanske historier, der fyldte mest i snakken på Berlinalen i dag. For det første meldte den amerikaner, som flest havde set frem til at opleve på slap line i Berlin, Michael Moore, fra til sine presseoptrædener i sidste øjeblik.

Den både Oscar- og Cannes-vindende dokumentarist får ellers vist sin nye Where to Invade Next på festivalen. Filmen er floppet i USA, og nu må den kontroversielle instruktør, der for nylig var indlagt for en lungebetændelse, altså skuffe sine europæiske fans.

Den historie blandt journalisterne var, at Berlinalen er blevet første stop på en meget lang Oscar-vej for flere film. I 2015 vandt Charlotte Rampling eksempelvis skuespilbjørnen i Berlin for 45 Years. Om godt og vel en uge er hun så nomineret til en Oscar for samme præstation. 

Det har fået flere brancheblade til at forudse, at Kirsten Dunst og Michael Shannon kan komme i spil i skuespilkategorierne til Oscar-uddelingen 2017, ligesom at Indignation har fået så meget god omtale på både Sundance og nu i Berlin, at den ligner en film, der skal gå sin sejrsgang i løbet af 2016 – og måske blive Oscar-kandidat om et år.

Den tur tog Boyhood for et par år siden.

Flygtninge og stjernesmil
Men nok om amerikanerne, for i Berlin bliver sladderhistorierne nemlig hen ad eftermiddagen afløst af ros til Kollektivet. 

Derfor er det også en storsmilende Thomas Vinterberg, der møder den danske presse kort inden, at han og Kollektiv-holdet skal på den røde løber. 

Men så lige pludselig midt i al glæden går der Berlinale-politisk kuller i avisjournalisterne, som meget gerne vil høre, hvad Vinterberg mener om den danske regerings håndtering af verdens flygtningestrømme.

Vinterberg svarer beredvilligt, at han mener hele debatten mangler hjerterum, men så konstaterer instruktøren nu også tørt: ”Skal vi slet ikke tale om filmen?”

Kort efter spørger jeg instruktøren om, hvordan hans situation vil være, hvis Luc Besson gør alvor af at sælge sit produktionsselskab EuropaCorp?

Vinterbergs næste internationale film skal nemlig produceres her. Vinterberg svarer, at han ikke kan sige så meget om det, men at han da modtager en del mails om emnet for tiden.

Og pludselig træder Trine Dyrholm ind i rummet. Der er ikke meget sammenbrud i hendes stjernesmil.

– Hvad er det, du gør, så en spansk filmkritiker bryder hulkende sammen?

”Der er noget universelt i, at et stærkt menneske viser sårbarhed og ikke er i stand til at rejse sig op. Det er ydmygende, og jeg tror, at netop dét er de fleste menneskers største frygt. Derfor kan man på en eller anden måde godt genkende følelsen, og det var måske det, den spanske kritiker også kunne,” smiler Dyrholm forlegent.