Manyar Parwani: Magnet for kontroverser

Manyar Parwani er en instruktør, som ofte placerer sig selv i et minelandskab af holdninger.

Han laver film om samfundets mest kontroversielle emner, såsom uledsagede flygtningebørn, incest, nynazisme og selvmord.

Og derfor var det heller ikke en kæbetabende overraskelse, da Zentropa i fjor kunne offentliggøre, at den autodidakte instruktør skulle lave en film om Omar El-Hussein – den 22-årige, der på Valentinsdag 2015 dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Zentropas direktør fortalte på vanlig Aalbæk’sk vis, at han havde givet afghanskfødte Parwani grønt lys, fordi han ikke er ”grisefarvet”.

Terrordebatten bliver ofte skinger, og projektet inviterer til følelsesudbrud.

Men for tiden synes al interesse at samle sig om Manyar Parwanis person frem for emnet. Radio24syv har sået tvivl om instruktørens troværdighed, og det er altså ikke kun på settet, han har sans for det kontroversielle.

Tilbage i 2012 antændte et Parwani-projekt også en længerevarende strid mellem Zentropa og Ekko.

Voldsomme følelser
Manyar Parwani flygtede til Danmark med sin familie som ganske ung fra et Afghanistan hærget af Sovjetunionen.

Han er opvokset med det dramatiske.

Det dramatiske gennemsyrer i den grad den en time lange Ibrahim fra 2007. Den handler om en uledsaget flygtning (og matematisk geni) fra Rwanda opkaldt efter Parwanis mellemnavn.

Følelserne udbasuneres, og det går elendigt for alle personer i filmen, der har Jens Albinus og Thomas W. Gabrielsson på rollelisten.

En kvinde hænger sig i Ibrahim. Det gør en kvinde også i Parwanis spillefilmdebut, Himlen falder, fra 2009.

Skruer på ondskabs-termostaten
Himlen falder er inspireret af virkelighedens horrible Tønder-sag, hvor en far udlejede sine børn til voldtægt.

Titel, stemning og replikker er tunge. Parwani forsøger at vække så mange følelser, at man til tider føler sig stopfodret. Og hver gang det ikke synes muligt at gøre universet mere trøstesløst, skruer instruktøren op på ondskabs-termostaten.

Og så går den nynazistiske bror i seng med sin søster.

Visuelt er filmen mere interessant. De dunkelgrønne farvetoner tilfører Himlen falder mugpletter og råddenskab i udbrud.

Anmelderne var generelt hårde ved Parwanis debut. Jyllands-Posten gav kun en enkelt stjerne, mens Ekstra Bladet sneg sig op på to. Ekkos Kristian Ditlev Jensen var mere positiv. Han gav filmen fire stjerner og skrev:

”Talentet er så stærkt, at det med garanti også kan bære et materiale, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende og debatskabende.”

Men i næste projekt udspillede dramatikken sig væk fra filmsettet.

Polemik om casting
Klar til optagelse ville bryde med konventionerne for, hvordan man normalt laver film i Danmark, sagde Parwani. Skuespillerne skulle findes gennem en åben casting, og for at komme med til den, måtte man betale et beløb.

Den metode indsamlede over 250.000 kroner. Ekko skrev dengang om det usædvanlige ved at tage penge for en casting. Artiklen blev citeret af Ritzau Bureau, som Peter Aalbæk læste og opfattede således, at han skulle have proppet pengene i lommen.

Zentropa valgte i september 2012 at sagsøge chefredaktør Claus Christensen og journalist Mikkel Kofod, som havde skrevet artiklen.

Manyar Parwani kæmpede desuden med it-firmaet Corporate DataBank Aps, som mente at have penge til gode for en Klar til optagelse-hjemmeside. En sag, der dog senere blev frafaldet.

Ekko versus Zentropa endte også fredeligt. Parterne indgik et forlig og lagde sagen bag sig.

Manyar Parwani valgte at forklare, hvor pengene fra castingen var forsvundet hen. Hans faste klipper, Faisel Butt, havde opbygget en spillegæld og var forsvundet med pengene. Trods flere forsøg lykkedes det aldrig for Ekko at få kontakt til Butt, der ifølge Parwani havde slået sig ned i London.

Polemikken om Klar til optagelse er formentlig mere opsigtsvækkende end Klar til optagelse. Siden sidste sommer har filmen været færdig, men den er aldrig blevet vist for offentligheden, da instruktøren ikke er tilfreds med resultatet.

Elefanthuer og pistoler
Efter skærmydslerne lagde bølgerne sig om Manyar Parwani. For en stund.

Men så blev han inspireret til at lave en film om Omar El-Hussein. Det Jødiske Samfund i Danmark var fra start imod, og radikaliserede miljøer i København glæder sig tilsyneladende heller ikke til premieren.

29. januar i år forklarer Parwani på Facebook, hvordan han er blevet truet af et par radikaliserede personer, mens han researchede til filmen. Iført elefanthuer og bevæbnet med pistoler krævede de, at instruktøren skulle droppe projektet.

Dagen efter fortæller Manyar Parwani til TV 2 om et lignende optrin, der skulle have udspillet sig på Blågårdsgade på Nørrebro. Her var det tre mænd med pistoler formummet bag elefanthuer, som truede instruktøren. I samme interview forklarer Parwani, at han har oplevet sådanne trusler fem gange, siden han begyndte på filmen om Omar El-Hussein.

Men det har ikke fået ham til at give op. Han har snakket med 100 mennesker fra miljøet for at lære El-Hussein at kende, fortæller han til TV 2.

Tvivl om troværdigheden
Parwanis turné i medierne med trusselshistorier kommer også i DR2’s Deadline og Politiken med store, imødekommende interviews. På Radio24syv synes de imidlertid, at noget skurrer i ørene.

Radiokanalen finder det mærkværdigt, at der er mange sammentræf i instruktørens fortællinger, når det nu skulle handle om forskellige episoder.

Til Politiken har Parwani fortalt om, hvordan han på et andet tidspunkt blev gennet ned i en bils bagagerum med bind for øjnene. Da han får bindet af, står der otte mænd foran ham. Også de er maskerede.

Hver gang spørger de vrede mænd, om Parwani er bange. Det afviser han alle gangene.

Radio24syv finder også frem til en Yasin, der har den besynderlige titel som talsmand for en kriminel gruppe i Mjølnerparken, hvor Omar El-Hussein boede. Yasin kender ingen, der har talt med Manyar Parwani. Så hvordan skulle han have talt med 100, der kendte Omar?

Magnet for voldsmænd
Radiostationen sår også tvivl om, hvorvidt Parwani har ret, når han over for Martin Krasnik i Deadline påstår, at Omar El-Hussein var blevet påvirket af militant-islamistiske grupper og havde været i kontakt med Islamisk Stat.

I interviewet med Krasnik medgiver Parwani, at trusselsepisoderne har fremstået helt ”filmiske”.

Men bare fordi forskellige optrin har nogle sammentræf, der er som hentet ud af en actionfilm, så er de jo ikke nødvendigvis pure opspind. Manyar Parwani kan sagtens have været offer for ubehagelige trusler.

Og fordi man er en meget kraftig magnet for gale voldsmænd, er man ikke per automatik en løgnagtig fantast. Også selv om det da lyder kuriøst, når Radio24syv fortæller, at Parwani for et år siden beskrev, hvordan nazister havde truet ham på samme måde.

Parwani har ikke svaret på Radio24syvs mange henvendelser, men på Facebook har han affejet radiostationens spørgsmål – på trods af at han selv har åbnet op for sin arbejdsproces i medierne.

Ægte kunstnersjæl
Manyar Parwani skrev i går på Facebook, at han har fortrudt, at han har stillet sig frem i medierne, da historierne kunne misforstås.

”Jeg fortryder i dag, at jeg overhovedet stillede op til interviews. Det var ganske enkelt dumt,” stod der hans Facebook-profil, der nu er lukket.

Parwani er en mand, der har brændt broer i den danske filmbranche. Kilder, der ønsker at være anonyme, fortæller historier om en instruktør, der ikke er sin opgave voksen og har et lemfældigt forhold til sandheden.

Men ikke alle kan genkende billedet af en utroværdig instruktør. Ib Tardini producerede Ibrahim og Himlen falder, og han har kun positive ord at sætte på Parwani.

”Jeg har aldrig nogensinde opfattet ham som upålidelig, og jeg har aldrig haft grund til at mistænke ham for noget,” fortæller Ib Tardini til Ekko og fortsætter:

”Vi startede et samarbejde, fordi jeg synes han var en talentfuld instruktør. Han er begavet, og han besidder stor visuel kraft. Parwani er en ægte kunstnersjæl.”

Selviscenesætteren
Da Manyar Parwani skulle gøre den danske befolkning interesserede i hans åbne casting til Klar til optagelse, skete det gennem to YouTube-videoer.

I den ene fortæller han om kunstneriske ambitioner. I den anden leger han The Matrix med Peter Aalbæk.

Parwani har sans for drama og iscenesættelse. Og allerede før filmen om Omar El-Hussein er klar til optagelse, kender utroligt mange mennesker til den.

Det nye projekt har indtil videre modtaget 90.000 kroner af Det Danske Filminstitut i manuskriptstøtte.

Da Manyar Parwani fortalte om sin research til Martin Krasnik i Deadline, bar han en kasket med ”KTO” påskrevet, altså en henvisning til Klar til optagelse.

Alt efter temperament kan det opfattes som forfriskende drilagtigt eller unødigt flabet at reklamere for en film, som aldrig fik premiere, når man fortæller om trusler i forbindelse med et nyt projekt.