En mors skyldfølelse
”Den her film handler ikke om fakta, men om følelser,” understregede Tilda Swinton, der spiller hovedrollen i skotske Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin, på gårsdagens pressekonference for filmen.
Dermed var tonen slået an ikke bare for filmen, der deltager i hovedkonkurrencen i Cannes, men også for konferencen, hvor Ramsay bar følelserne uden på tøjet, mens altid karismatiske og intelligente Swinton var et roligt centrum.
Kompleks familie
Lynne Ramsays psykologiske familiedrama We Need to Talk About Kevin bygger på en bestsellerroman af Lionel Shriver og fortæller historien om moren Eva, der lever med en altfortærende skyldfølelse over sin mere end almindeligt uvorne søn Kevin, der har begået massemord på sin skole.
Ud over Swinton, der spiller Eva, ses John C. Reilly i rollen som hendes mand. Titelpersonen spilles af den unge Ezra Miller.
Det er en film om en mor, der ikke kan elske sin søn, fortalt med flashback-struktur og stemninger, der leder tankerne hen på mesterinstruktøren Nicolas Roeg (som er far til filmens producer, Luc).
Det er ni år siden, Ramsay sidst var aktuel med en film, nemlig Undervejs fra 2002, og det mangeårige arbejde med We Need to Talk about Kevin har tydeligvis berørt hende dybt, også på et helt personligt plan.
”Jeg interesserede mig for den her historie, fordi familier er så komplicerede, hvilket også gælder min egen familie. Min mor og bror havde et meget svært forhold,” fortalte Lynne Ramsay i et grødet stemmeleje og med våde øjn.
”Uanset hvor dårligt han opførte sig over for hende, var hun der altid for ham, også selvom hun ind imellem ikke brød sig om ham. Deres forhold var meget komplekst.”
Morderisk foretagende
Ifølge Tilda Swinton er morens skyldfølelser i filmen da heller ikke så langt fra virkelighedens verden.
”Evas følelse af at være isoleret er ikke usædvanlig, da hun er mor til et barn, hun har ambivalente følelser overfor. Ligesom følelsen af i sidste ende at være overladt til sig selv heller ikke er det. Evas situation er selvfølgelig et ekstremt mareridtsscenarie, men det ligger ikke nødvendigvis så langt fra oplevelsen af at være forælder i dag,” sagde Tilda Swinton, der selv er mor til to, og uddybede:
”Når en søn er voldelig, er det altid morens skyld. Men for en kvinde er tanken om at slippe volden løs i sig selv endnu mere skræmmende end tanken om at sætte et fremmed, voldeligt væsen i verden. Eva er voldelig! Hun er lige så voldelig som enhver anden, ikke mere, men så sandelig heller ikke mindre.”
”Det er en af forfærdelige følelser, som enhver, der lige har født et barn og sidder i hospitalssengen, kender til. Det er et virkelig, virkelig morderisk foretagende at få børn. Det er et voldeligt sted at være. Hvis man ikke kan omfavne det, fornægter man en del af sig selv.”
Monstrene vi skaber
Det overraskede til gengæld Lynne Ramsay, at folk synes, filmen er voldelig.
”Jeg har bestemt ikke haft til hensigt at vise noget grænseoverskridende. Der er ingen vold i filmen, kun det, der kommer efter volden. Stort set alle Hollywood-film er langt mere voldelige end min film,” understregede Ramsay.
”Filmen afspejler samfundet ved at vise et forkælet barn, som man bliver ved med at fodre, til det bliver så stort, at det overtager magten. Og selvom man ikke slår barnet, er der stadig vold i det. Der findes endnu mere vold ude i virkelighedens verden og ved at vende det blinde øje til, skaber vi disse monstre,” lød det oprørt fra Lynne Ramsay.
Filmen har samtidig fået den barnløse, 41-årige Ramsay til at reflektere over, hvordan det ville være selv at få børn.
”Det er en stor og kompleks affære at blive forælder, og jeg tror ikke, det er godt at overlade forældrerollen til en barnepige. Jeg er i en alder, hvor jeg overvejer at få børn, og jeg har derfor tænkt over det ansvar, der følger med.”
”Min mor var der meget for os, og hun har fået fire børn, som hun har det godt med. Men jeg har også set, at et barn virkelig fornemmer, når en forælder ikke har det godt.”
We Need to Talk About Kevin blev vist som den anden af de i alt tyve film, der konkurrerer om Guldpalmen på årest Cannes-festival.
Kommentarer