En musiker i filmklæder

Musikeren Jim Jarmusch spiller ikke på klaver, guitar eller cello. Han har andre foretrukne instrumenter, og han er en virtuos på flere af dem, især dialog, timing og stemning. Da de tre mænd, Zak (Tom Waits), Jack (John Lurie) og Bob (Roberto Benigni) mødes i en lille ussel fængselscelle i New Orleans i Down by Law, opstår der musik. Ikke sød, men skæv, minimalistisk musik.
   
Musikken opstår ikke kun takket være den sære, morsomme dialog, de har med hinanden. Den opstår især gennem de pauser, der er mellem ordene og alt det, de tre mennesker gør, når de ikke taler. På et tidspunkt bliver Bob for eksempel udsat for et heftigt anfald af hikke, og samtidig forsøger den lille naive italiener med det strittende hår og det nødtørftige engelske ordforråd at tigge en cigaret hos de kølige medfanger, Zak og Jack.
   
Bob hikker voldsomt, mens han bevæger sig forsigtigt hen mod Zak, der sidder på den nederste køjeseng i cellen. (hik) "Undskyld Jack," starter Bob. "Zak!" svarer Zak hurtigt. "Zak," gentager Bob (hik) og fortsætter: "Jeg har hikke. Har du en cigaret?" "Nej!" reagerer Zak prompte og kontant. (hik) "Nej!" gentager Zak affærdigende og med et skarpt blik. "Jeg forstår," svarer Bob (hik). "Tak," tilføjer han og spejder usikkert over mod Jack. Med hænderne på ryggen lunter han nervøst (hik) over til Jack. Han piller famlende ved fængselscellens gitter (hik) og spørger: "Har du, Zak, en cigaret?" "Jeg er Jack. Fat det dog," svarer Jack køligt tilbage. (hik) "Ja, fat det dog," gentager Bob forvirret, mens han spejder frem og tilbage mellem Zak og Jack. (hik) "Men har du en cigaret," gentager Bob efter et par sekunders usikker pause. "Cigaretter går ikke sammen med hikke. Ikke i det her land," replicerer Jack med lukkede øjne, mens han læner sig op af cellegitteret. (hik)
   
Scenen, der kun lige er startet, er klassisk Jarmusch. Det er musik. Der er en særlig melodi og rytme i kombinationen af den tørre dialog, det afdæmpede kropssprog og det groteske, næsten ikke-eksisterende indhold i samtalen. Et næsten lige så godt eksempel på Jarmusch' specielle tone er det unge japanske par, der ankommer til Memphis på en slags pilgrimsrejse i Mystery Train. De svælger i henholdsvis Carl Perkins og Elvis Presley, endda så meget, at pigen har lavet en bog med fotografier, der skal illustrere Elvis' storhed ved at vise, hvor meget han ligner såvel Buddha og Frihedsgudinden som Madonna (altså popsangeringen).
   
De to japaneres absurde diskussioner om Carl Perkins versus Elvis, mens de søvnigt trasker gennem Memphis, forbi sorte amerikanere, der brokker sig over hverdagens irriterende udfordringer, er dybt musikalsk. Det groteske scenario har sin egen rytme, sin egen melodi, og i det hele taget lykkes det hver gang Jarmusch at trække sin særlige form for musik ud af et gennemgående tema, nemlig personer, der er på rejse i fremmede omgivelser og ikke hører hjemme i den verden, de befinder sig i.
   
Det gælder den ungarske pige, der besøger sin fætter i New York i Stranger than Paradise, italieneren Bob i Down by Law, den ensomme sorte brevdue-træner, der udfører lejemord for mafiaen i Ghost Dog, den døende bogholder, der er faret vild i Det vilde Vesten i Dead Man og den midaldrende mand, som opsøger sine gamle kærester for at finde ud af, hvem han egentlig er, i Jarmusch' nye film, Broken Flowers.
   
Ingen kan som Jarmusch trække rytme, melodi og stemning ud af kultursammenstød og forvildede eksistenser.
 
New Yorks punkscene
En anden væsentlig del af Jarmusch' musikalitet er hans manglende interesse for drama. Folk dør, bliver arresteret, flygter fra fængslet og bliver skudt, men altid på en komisk, næsten søvngænger-agtig facon.
   
"Livet har ikke noget plot — hvorfor skal film eller fiktion så?" spurgte Jarmusch engang i et interview, og som et svar på sit eget spørgsmål har han skabt sin helt egen type billedbevægelser, hvor kameraet roligt ruller gennem et landskab eller en gade til tonerne af musik. Det er ren stemning, ren impressionisme. På sin vis er det altid søndag i Jarmusch' univers. Ingen orker at hidse sig op over et drama.
 
Musik har heller ikke noget plot. Det har sjældent et drama, en spændingskurve og en handling — med mindre teksten bidrager med det. Det er en langt mere abstrakt, frit associerende og lineær udtryksform. Når Jarmusch starter på arbejdet med en ny film — undskyld, et nyt stykke musik — hører han en helvedes bunke musik, mens hans udtænker sine hovedfigurer og den stemning, filmen skal have. Først derefter nedfælder han et løst struktureret manuskript. Sådan arbejder en musiker, ikke en filminstruktør.
   
Rødderne til den nu 52-årige Jarmusch' forhold til film og musik ligger i 1970'ernes New York'ske punkscene. Da grupper som Talking Heads og Television spillede på New Yorks legendariske rockklubber, sad en ung Jarmusch og lappede tidens gør-hvad-du-finder-rigtigt-og-gør-det-fremfor-alt-selv-filosofi i sig. Han hang ud i musikmiljøet og spillede selv med i punkbandet The Del-Byzanteens. Men under inspiration fra instruktører som Buster Keaton, Carl Th. Dreyer, Robert Bresson, Jean-Luc Godard, François Truffaut og Yasujiro Ozu kom han ind på filmlinjen på Tisch School of Arts i New York — uden at have skudt en eneste film.
   
Her begyndte han at lave musik, så at sige, og gennem hele sin karriere har han brugt musikere som John Lurie, Tom Waits, Iggy Pop, Rufus Thomas, Screamin Jay Hawkins, Richard Edson og Joe Strummer til at udfylde rollerne i sine film, hvilket naturligvis giver mere end god mening.
   
"Musik er min største inspiration," forklarede Jarmusch til netsiden www.indiewire.com forrige år. Og han fortsatte: "Alle kulturer har musik. For mig er det den mest umiddelbare udtryksform. Jeg opfatter film som et musikalsk udtryk, og jeg behandler det på den måde (...) Når jeg klipper film, bliver billedernes rytme til et stykke musik."
   
Jim Jarmusch er ikke filminstruktør, men musiker. Punktum. Basta.