Nekrolog
04. juni 2023 | 21:20

En overset ener er død

Foto | Nordisk Film

Som Carl Mørcks sammenbidte plageånd, politimester Jacobsen, løfter Henrik Noél Olesen klichéen på en bøs politimand til et troværdigt portræt i Marco effekten.

Henrik Noél Olesen brændte igennem i mindre roller, hvad end han spillede sammenbidt politimester eller bedårende narkohandler.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Selv om han aldrig blev nogen stor stjerne, kender de fleste nok Henrik Noél Olesen og hans karismatiske ansigt.

Skuespilleren har en lang række roller i danske film og serier på cv’et. Ligegyldigt hvad eller hvem han spillede, brændte han altid igennem på lærredet eller skærmen. Han forenede en markant maskulinitet og en lige så stor følsomhed.

Nu er Henrik Noél Olesens lys brændt ud. Han døde den 2. marts, oplyser kilder tæt på skuespilleren til Filmmagasinet Ekko.

Han blev kun 55 år gammel.

Mørke og humor
Henrik Noél Olesen er især kendt for at spille dystre og bistre mænd på forskellige sider af loven i film som Vores mand i Amerika, Kongekabale, Så længe jeg lever, Retfærdighedens ryttere og Skyggen i mit øje.

I Afdeling Q-filmen Marco effekten fra 2021 spiller han Carl Mørcks sammenbidte plageånd, politimester Jacobsen. Her lykkes han med sin intense fremtoning at gøre klichéen på en bøs politimand til et troværdigt portræt.

Men der var flere sider af skuespilleren.

Han blev Robert-nomineret for sin birolle i anden sæson af DR-komedieserien Ditte & Louise. I både serien og den efterfølgende film spiller han den bedårende narkohandler Arnold, der gerne vil spise sundt og er glad for ”banke-banke-på”-vittigheder.

I Pia Bovins børnefilm Kald mig bare Aksel fra 2002 er han overbevisende i rollen som en racistisk far fra ghettoen.

I den populære julekalender Jul i Valhal fra 2005 spiller han tordenguden Thor.

Henrik Noél Olesen gentog i 2007 rollen som den storskæggede gud i familiefilmen Guldhornene, hvor han bruger sin komiske timing til at skildre Thor på udebane i menneskernes verden.

Værd at nævne er også hans lille rolle som bandelederen Fede-Carsten i Frederikke Aspöcks komediedrama De frivillige. Her fik skuespilleren mulighed for at forene det mørke, som var hans filmiske kendetegn, med den humor, der også strømmede igennem ham.

Uimodståeligt usikker
Blandt kolleger var han kendt for sin kompromisløshed.

”Hvis du mødte dårligt forberedt op, så fik du det at vide. Han var ikke konfliktsky. Men hvis du leverede, kunne du ikke finde én, der var federe at spille sammen med,” husker en kollega.

En instruktør fortæller, at skuespilleren sørgede for, at dem, han spillede sammen med, blev virkelig gode. Og så var han vennernes ven. Han slap alt, hvad han havde i hænderne, hvis man havde behov for hans hjælp.

Henrik Noél Olesen blev uddannet skuespiller på Odense Teater i 1997. I årene efter havde han små gæsteoptrædener i store serier som Strisser på Samsø, Taxa og Rejseholdet.

Senere fik han roller i serierne Bedrag, Kriger og Alfa, hvor det også var hans evne til at gestalte skumle og skulende mænd, der blev udnyttet.

Starten af karrieren bød på roller i flere afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Han medvirker i Niels Nørløv Hansens Gottlieb, Dagur Káris Lost Weekend og Rúnar Rúnarssons Anna, der er på Ekko Shortlist.

Henrik Noél Olesen spiller en sjælden hovedrolle i Mikkel Serups afgangskortfilm Frunk fra 2003.

Her er skuespilleren totalt uimodståelig som usikre Frank Munk, der er forelsket i Christine Albeck Børges nabokvinde, som han dog ikke tør tale med.

Det er en charmerende præstation, og gennem skuespillerens store indlevelse mærker man hovedpersonens dirrende følelsesliv.

Ensomhedens smerte
På teatret fik Henrik Noél Olesen mulighed for at spille nogle af de større roller, som sjældent tilfaldt ham i film og serier.

Op gennem 00’erne kunne skuespilleren opleves i blandt andet Drengene i skyggen på Edison, Faust er død på Kaleidoskop, Angst æder sjæle op og i dramatiseringen af romanserien Familien Gregersen på Aarhus Teater.

I 2017 overtog han hovedrollen som ptsd-ramt soldaterveteran i stykket Cellen. Her tænker soldaten tilbage på sin udsendelse i Mellemøsten, der har martret ham psykisk.

”Jeg er interesseret i teater, der bryder tabuer, fordi jeg som menneske er optaget af at nedbryde angsten for at tale om det, der gør ondt,” sagde Henrik Noél Olesen i en pressemeddelelse for opsætningen.

”Det er voldsomt at sætte sig ind i disse tilstande af ptsd. Det er hårdt arbejde, fordi man skal ned i sig selv og finde den smerte, som ensomheden og isolationen fører med sig.”

Henrik Noél Olesen kunne senest opleves på det store lærred i Kagefabrikken, der er en filmatisering af Christian Lollikes teaterstykke af samme navn. Skuespilleren har en lille, men vigtig rolle som bageren ØB. Han gør modstand, da titlens kagefabrik skifter kurs og satser på salg til den muslimske verden.

Mange år forinden havde Olesen medvirket i Lollikes teaterstykke Service selvmord, hvor han sammen med andre skuespillere agerede mennesker, der havde besluttet sig for at tage livet af sig.

Godmodigt eksplosiv
Mens han desværre ikke kommer til at medvirke i film og serier fremover, har Henrik Noél Olesen roller i to produktioner, der endnu ikke har fået premiere.

Han skal efter planen gentage sin rolle som politimester Jacobsen i den kommende Afdeling Q-film Den grænseløse, som har premiere til næste år. Og så spiller han ifølge IMDb en rolle som slagter i et enkelt afsnit af Viaplay-serien Kald mig far, der ventes sidst på sommeren.

Hvor stor hans rolle er i de to, vides i skrivende stund ikke.

I teaterleksikonnet står der, at Henrik Noél Olesen ”udstråler en blanding af noget godmodigt-tungt og noget eksplosivt, der balancerer fint mellem Holberg-tjenere og brutale ægtemænd”.

De samme stærke følelser rumsterede i skuespilleren, der var et meget privat menneske. Opmærksomhed i medierne higede han ikke efter, og han fik aldrig den hovedrolle i en spillefilm eller serie, han fortjente.

Ikke desto mindre efterlader han et dybt indtryk hos publikum og de mange skuespillere og branchefolk, der efter hans død samledes på et værtshus på Frederiksberg Allé for at mindes deres elskede kollega.

Kommentarer

Ekko #93

Dar Salim er på forsiden i det aktuelle nummer af Ekko.

For første gang fortæller stjernen om udfordringerne ved at være brun i dansk film.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko