En pressefotograf går til filmen

Muskler og blodårer spændes til bristepunktet i slowmotion, når bodybuilderne poserer i Mirror.

10. pladsen på denne uges Ekko Shortlist er en ordløs dokumentar på ni minutter. Instruktøren Joachim Ladefoged kalder selv filmen en ”visuel fortælling” om jagten på den perfekte krop. 

Mirror er 43-årige Joachim Ladefogeds debutfilm, men han har mere end tyve års erfaring i at fortælle historier gennem billeder.

Karrieren som pressefotograf startede herhjemme på dagbladet Politiken. Siden er han rykket udenlands og har høstet stribevis af internationale priser for sit arbejde på blandt andet The New York Times Magazine, The New Yorker, National Geographic, TIME og Newsweek. 

Mange lag i billederne
Han har også flere udgivelser i bæltet. Over seks år tog han portrætter af bodybuildere i hele norden til fotobogen Mirrors. Ideen om at udvide projektet med en kortfilm opstod først, da han en dag skulle fotografere deltagerne til DM i bodybuilding. 

”Mens jeg stod og ventede på, at folk skulle komme ud backstage og få taget portræt, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at lave en video. Så tog jeg mit gamle videokamera med. Lige pludselig stod jeg og filmede, mens de var ved at klæde om, og på selve optagelserne kan man høre mig sige ’Wow’. Det var simpelthen så vildt, hvad der skete,” husker Joachim Ladefoged ivrigt.

”Men det skal ses, for at man kan forstå det. Der var så mange lag i optagelserne,” tilføjer han. 

Til Mirror har Joachim Ladefoged blandt andre brugt filmfotografen Kasper Tuxen. Og der er væsentlige forskelle på at arbejde med fotoapparat og filmkameraet, understreger han. 

”Stillbillederne har den fordel frem for motion, at man har tid til at fordybe sig i billedet. Det er svært at gøre med film. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg kunne køre det i slowmotion, så fik man tid til virkelig at kigge på billederne. Så tænkte jeg straks: ’Fuck mand, det her det kan noget.’” 

Udfordrende samarbejde
– Hvad har været den største udfordring ved at arbejde med levende billeder?

”Det var en øjenåbner for mig, at det at lave film ikke er et one man show, som når man er fotograf. Jeg er jo vant til at sidde ved computeren selv og arbejde med mine billeder. På filmen fik jeg en fantastisk dygtig klipper på. Men det at skulle sidde ved siden af ham – jeg var ved at rive mit hår ud af hovedet. Det med ikke at have fingrene nede i det selv,” siger han med et grin. 

– Hvad er det ved bodybuilding kulturen, som fascinerer dig?

”Det interesserer mig egentlig ikke, hvem der er den bedste bodybuilder. Jeg er interesseret i kropskulturen, narcissismen og voyeurismen,” siger han og fortsætter:

”Det handler jo enormt meget om ’hvordan ser jeg ud’, og de står og kigger sig i spejlet hele tiden. Jeg synes, det er enormt fascinerende at se på. De smører sig ind i bruncreme, til musklerne glinser, de går på diæter og tømmer deres krop for væske.” 

Dopede bodybuildere
Den ekstreme kropdyrkelse fører ofte en ekstrem konkurrencekultur med sig. Joachim Ladefoged husker, at man et år opdagede tolv dopede deltagere til DM i bodybuilding. 

– Var der nogle medvirkende i filmen, der indrømmede, at de tog doping?

”Ja, det var der. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, fordi der blev peget på nogle mennesker, som både havde noget med rockere, kriminalitet, drugs og prostitution at gøre.” 

Men instruktøren gjorde sig umage for ikke at pege fordømmende fingre af sine medvirkende. 

”Jeg valgte ikke at gå ind og tage stilling. Jeg gik ind til det med lige dele fascination og gru uden at hænge dem ud. Fordi det er så fascinerende. De er fokuserede ligesom alle andre, der går op i deres sport.” 

Passion for sport
Den indædte kærlighed til sport er en ting, som Joachim Ladefoged deler med sine medvirkende. Men i mange år har en gigtsygdom forhindret ham i at udleve interessen. 

”Min store drøm var jo at blive fodboldspiller. Så fik jeg gigt som trettenårig og kom til at sidde i kørestol. Og så fik jeg et kamera i hånden og begyndte at fotografere. Jeg elsker sport, og det er også, derfor jeg cykler så meget, som jeg gør i dag.” 

For fem år siden fik han en knæoperation, som gjorde det muligt for ham at cykle. Og det har han gjort med stor passion lige siden.

”Nogle gange må jeg huske mig selv på: ’Du er altså ikke cykelrytter, du er fotograf.’”

”Jeg havde ikke dyrket sport i 22 år, og så fandt jeg ud af, at jeg kunne cykle. Og så går jeg bare all in. Sådan er jeg som type.” 

”Der er jo mange folk, der har det sådan med andre ting. Og lige i det her tilfælde er det bodybuilding. Der er jo sikkert mange, der tænker: ’De er jo sindssyge de der cykelryttere og de der bodybuildere.’ Men jeg forstår dem godt.” 

Tunge filmkameraer
– Hvad skal der ske fremover? Skal du lave flere film?

”Jeg vil enormt gerne lave flere film. Jeg har faktisk lige fotograferet min første reklamefilm her den anden dag. Men jeg vil helst være instruktør og få lov til at bestemme lidt mere.” 

Joachim Ladefoged har dog også en lavpraktisk grund til at vælge instruktørstolen frem for filmkameraet. 

”Jeg er jo en lille cykelmyg, jeg vejer kun 60 kilo. Og du har jo set, hvor store de her filmkameraer er. De drenge, der filmede for mig, var jo nærmest bodybuildere. De styrketrænede for at kunne bære de kameraer. Jeg prøvede at løfte dem – det var jo vanvittigt.”