cannes 2023
23. maj 2023 | 15:49

En sexdukke dømmer ikke nogen

Foto | Thomas Dyrholm

Norske Stein (Jan Gunnar Røise) oplever i Norwegian Offspring langt om længe intimitet, da han på et bordel er sammen med en sexdukke.

”Jeg har talt med mange, der har oplevet afsky fra en sexarbejder, som de var sammen med,” siger instruktøren bag Filmskole-afgangsfilmen Norwegian Offspring, der er udtaget til Cannes-festivalen.

Af Nicki Bruun

Norske Stein rejser i Norwegian Offspring til Danmark i håbet om at have sex med en kvinde og gøre hende gravid.

Steins mor er ganske vist også lige død i Danmark, så han skal deltage i begravelsen. Men det første lader til at være hans primære mål.

Det lykkes ham dog ikke.

Erektionen svigter i mødet med kvinden. I stedet opsøger Stein en sexarbejder. Hun afbryder dog deres møde, da han giver udtryk for sit kontroversielle syn på seksuel lavalder og kvinders overgreb på drenge.

Til sidst finder han forløsningen med en sexdukke på et bordel, hvor en ægte kvinde agerer dukkens stemme.

For instruktør Marlene Emilie Lyngstad startede arbejdet med Norwegian Offspring, da hun til sexmesse i Valbyhallen mødte en mand, der arbejder med at sælge og udleje sexdukker.

Senere tog hun på Europa-tur til sexdukke-bordeller, hvor hun fik et indblik i det særlige fænomen fra både de ansattes og kundernes perspektiv.

”Det gik op for mig, at der er rigtigt mange, som kommer dertil for at have nogen at snakke med. Nogle vil udleve en fantasi, mens andre bare har enormt svært ved ægte, fysisk nærvær. Det at komme ind og ikke blive bedømt af et andet menneske, bliver næsten en slags moderne skriftestol,” siger 26-årige Marlene Emilie Lyngstad.

”Selvfølgelig kan man spørge sig selv, hvorfor de gør det med en dukke. Men jeg tror, det handler om, at man i et fysisk møde med et andet mennesker bliver konfronteret med sig selv på en eller anden måde. Jeg har talt med mange mænd, der har oplevet en sexarbejders afsky. Dukken dømmer ikke nogen!”

Substitut for intimitet
På årets Cannes-festival bliver der vist et par film med dansk co-produktion. Men Norwegian Offspring er den eneste rent danske film i spil på verdens førende festival, selv om Marlene Emilie Lyngstad er født og opvokset i Norge.

Hun blev i 2019 optaget på Den Danske Filmskole, hvor hun om lidt er uddannet instruktør med afgangsfilmen Norwegian Offspring.

Dener blevet udvalgt blandt 2000 kortfilm, der er blevet indsendt fra filmskoler over hele verden. De seksten udvalgte dyster om at vinde prisen, der foruden hæderen giver en pengepræmie på 15.000 euro, svarende til omkring 110.000 kroner.

Men Marlene Emilie Lyngstad var ikke sikker på, at filmholdets produktion var klar til at møde et publikum, da de sendte filmen ind til Cannes-festivalens skoleprogram La Cinef.

”Filmen var ikke helt færdig, og jeg var virkelig i tvivl, om vi skulle gøre det. Jeg følte ikke, at den var klar til at blive set, men så fik vi hurtigt svar om, at den var med,” fortæller instruktøren.

”Svaret kom fra en kvinde, der skrev: ’Hej, jeg har set din film. Den er på!’ Jeg tænkte, at nogen prøvede at lave grin med mig,” fortsætter Marlene Emilie Lyngstad med et grin.

Den var dog god nok, selv om Norwegian Offspring med en spilletid på 44 minutter er den længste i konkurrencen. Instruktøren har da også et stort sigte med filmen.

”Når jeg udvikler film, er jeg meget optaget af at se på de ting, som jeg i første omgang opfatter som lidt ubehagelige. Jeg var meget interesseret i det fænomen, at vi i vores samfund omgiver os med rigtigt mange substitutter for nærvær og intimitet. Eksempelvis i form af iPads til små børn,” siger Marlene Emilie Lyngstad.

”Mit projekt er at vise værdigheden i de sårbare, intime øjeblikke, som hovedpersonen oplever.”

Tidens sex-fjendtlighed
Norwegian Offspring tog for alvor sin form, da Marlene Emilie Lyngstad kom i kontakt med sin landsmand Eivind Berge.

Han driver datinghjemmesiden FertileDating.com, hvor fokus er på reproduktion. Han har også en engelsksproget blog, der slår sig op på at være et modsvar til tidens sex-fjendtlighed. Her kommer Berge med mange af de samme kontroversielle synspunkter, som Stein gør i filmen.

Instruktøren besøgte manden i Bergen. Og de begyndte at lære hinanden at kende gennem iscenesatte improvisationer, som Marlene Emilie Lyngstad kalder ”dates”.

Længe var det tanken, at Eivind Berge skulle spille hovedrollen i Norwegian Offspring, men den endte med at gå til den etablerede skuespiller Jan Gunnar Røise, der har medvirket i både norske og internationale film og serier.

Mens Stein og Eivind er meget forskellige, er alle filmens replikker sagt af den virkelige mand, fortæller instruktøren.

”Selvfølgelig har han en ideologi, som jeg synes er meget ubehagelig at høre om, fordi den er langt væk fra min egen,” siger Marlene Emilie Lyngstad.

”Men jeg så i ham også et meget ægte ønske om at nå ud til andre mennesker og få et barn, som filmen handler om. Det fascinerende ved ham er, at han har noget menneskefjendtligt over sig, samtidig med at han har et dybfølt ønske om menneskelig kontakt.”

Menneskeligt ikke at få rejsning
Marlene Emilie Lyngstad er født i Oslo og var fjorten år gammel, da Anders Breivik den 22. juli 2011 begik massedrabet på 69 unge på Utøya.

Hun har brugt mange år på at bearbejde de følelser, der opstod, da hun hørte nyheden om, at mange af hendes jævnaldrende helt meningsløst var blevet dræbt. Norwegian Offspring ligger i forlængelse af hendes mission om at forstå det ubehagelige.

”Inden filmen havde jeg en lidt idealistisk tanke om, at alle egentlig bare har brug for at blive set – og så vil verdens ondskab forsvinde,” fortæller Marlene Emilie Lyngstad.

”Jeg tror desværre ikke længere, at verden er sådan. For nogle kan det være for sent at blive set. Men jeg har fundet ud af, at der findes noget terapeutisk i at omdanne det til kunst. Min opgave er måske ikke at ændre virkeligheden.”

Til gengæld føler instruktøren, at hendes møde med Eivind Berge i det små har ændret manden, som optræder i en scene til sidst i Norwegian Offspring. Mens han står i badet, fortæller Berge under rulleteksterne, at han er meget anderledes end Stein, som han anser for svag, fordi han ikke har sex med de ægte kvinder.

”Eivind har stadig sine holdninger, men han forstår, at han har mere at bidrage med. Han ser filmen som et kunstværk og er optaget af, at han ikke er som Stein. Han mener, at han kunne have haft sex med kvinderne,” siger instruktøren.

”Mit svar til ham er, at det er meget menneskeligt ikke at kunne få rejsning i en situation, hvor man ikke føler intimitet.”

Scene: Norwegian Offspring

Kommentarer

Marlene Emilie Lyngstad

Født 1997 i Oslo, Norge.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2023.

Afgangsfilmen Norwegian Offspring er udtaget til kortfilmkonkurrencen på Cannes-festivalen.

Filmen får verdenspremiere den 25. maj.

© Filmmagasinet Ekko