En skuespiller træder frem

”Det var så vildt, at det aldrig vil kunne laves på andre måder end lige netop den her,” sagde én af mine følgesvende, da vi missede med øjnene i slutningen af marts sidste år.

Vi var netop trådt ud efter små tre timer i selskab med Cate Blanchett i et 30 gange 10 meter stort rum, hvor tretten kortfilm baseret på en bred vifte af verdenshistoriens utallige manifester blev udrullet for vores øjne.

Der var en stiltiende nikken til påstanden iblandt os alle.

Manifesto var en vild og utøjlelig oplevelse som udstilling. Det hele føltes som om, at den Oscar-vindende Blanchett havde tænkt sig at overgå sin elektriske rolle som Bob Dylan i I’m Not There fra 2007 ved at spille alt. Simpelthen alt.

De mange kortfilm havde helt forskellige indgange til verden, og med deres enkle handlingsforløb blev man som beskuer holdt fast i en grad, så man glemte tid og sted.

Fra Marx til von Trier
I udstillingen, der bestod af en bunke storskærme, blev Blanchett testet helt ud i hjørnerne af sit skuespil. Filmene var koordineret, så hun på samme tid på alle skærmene vendte sig mod publikum og fremsagde det manifest, hun spillede ud fra.

De manifester, må man sige, spændte vidt. Fra Karl Marx’ kommunisme til Manuel Maples Arces stridentisme. Fra Dziga Vertovs cinéma vérité-forløberi til Dogme 95.

Alt var udført legende let og med begsort humor. Men også med en smerte i alle hovedrollerne, der beviste, at yderligtgående manifester kan være gode nok som megafoner, men at verden nu stadig drives frem af løsningsorienteret dialog inde på samfundets midte.

Blanchetts roller var outsidere. Nogle mere tydeligt end andre, men alle besad de evnen til at ville noget radikalt anderledes med sig selv og den verden, de betrådte fjerlet via skuespillerens mesterlige ageren.

Og så til filmen…
Derfor var selve konstruktionen også det, der fik alle i den lille gruppe, som jeg var en del af den eftermiddag på Berlins eksperimenterende kunstmuseum Hamburger Bahnhof, til at nikke. For det her var noget unikt, og det ville aldrig kunne laves på andre måder.

Troede vi.

For nu kommer manden bag udstillingen, Julian Rosefeldt, minsandten galopperende med en spillefilm, der basalt set er et sammenklip af kortfilmene. Det er fuldstændig ulogisk, at det kan fungere. Men det gør det faktisk langt hen ad vejen.

Rosefeldt er nemlig en eminent klipper, og ved at lade Cate Blanchett træde endnu mere frem i front af historierne, formår instruktøren at gøre filmen mere tilgængelig – men også mindre underfundig – end udstillingen i Berlin var.

Ikke desto mindre har de amerikanske filmmagasiner lagt sig fladt ned for Blanchetts og Rosefeldts filmfødder. Variety kalder eksempelvis filmen for ”kunstfilm i sin mest ægte form”, mens The Wrap konstaterer, at Cate Blanchett nærmest æder kameraet med sit skuespil.

Herhjemme har Ekkos anmelder været lidt mere forbeholden og lagt vægt på, at Manifesto har problemer med at hænge sammen som en helhed.

Tyvstålet fra Godard
Både amerikanerne og danskeren har ret.

For der er tilført ganske lidt i transformationen fra udstilling til film. En enkelt af filmens historier er klippet midt over, så den starter og næsten afslutter Manifesto, mens andre kommer i små bidder og nogle blot spilles i deres helhed.

Samtidig har Rosefeldt stort set valgt at fjerne de øjeblikke, hvor kortfilmenes hovedperson vender sig imod publikum og fremsiger manifestet. Det tilfører en lethed, som ikke var til stede i udstillingen.

Men Cate Blanchett spiller altså stadig alle sine uforglemmelige roller. Hun giver den som hjemløs, børshaj, kranfører og forsker på en fremtidsfabrik.

Og skuespilleren bliver kun bedre og bedre, som filmen skrider frem. Hun spiller en kvinde, der holder tale ved en begravelse, for kort efter at agere husmor, punker, gallerist, koreograf, dukkefører, nyhedsoplæser og live-reporter samt børnehaveklasselærer (og derudover har Blanchett også en række voice-overs).

Hver eneste rolle er delikat udført med dobbelte betydninger. Den hjemløse er eksempelvis den kommunistiske stemme, der brøler på al magt til proletariatet oppe fra et betonbygningstag, hvor duerne flyver om ørerne på ham, mens begravelsestaleren er dadaisten, som erklærer kunstens død.

Kortfilmene virkede i kunstudstillingens mørke mere alvorlige, men i filmsprogets flakkende skær fremstår de i langt højere grad morsomme. Især den sidste film om børnehaveklasselæreren er uhyre elegant rent humoristisk, fordi de mindreårige undervises i dogmemanifestet, som om det er en del af livets pensum for seksårige.

Samtidig nikker billederne til Jim Jarmusch’ tanke om, at man kan stjæle fra hvem man vil, så længe man tager deres visioner et nyt sted hen. Den tanke har Jarmusch i øvrigt tyvstjålet fra Jean-Luc Godard!

Overstrålende skuespil
Dette er imidlertid kun et rigtig godt eksempel på, at filmversionen af Manifesto faktisk formår at få de mange manifester til at stå endnu tydeligere frem.

Man skulle spidse både ører og øjne for at opdage de op imod 50 mere eller mindre filosofiske skrifter om kunst og verdenens tilstand på udstillingens næsten tre timer. Hvor man både kunne læse og se så meget, man ville, igen og igen, er der er en anden lethed over spillefilmens kun 94 minutter.

Og hvor det var teksten, der blev omsluttende og udfordrende i udstillingen på Hamburger Bahnhof, så er det Cate Blanchett, der brager ud i hovedet på én i filmversionen.

Skuespilleren står tilbage som den store oplevelse i Manifesto – fuldstændig som hun gjorde, da man havde set I’m Not There.

Nødvendighedens kunst
Alligevel er det mest fascinerende ved, at udstillingen er blevet lavet om til en spillefilm, at pointen ender med at blive den samme.

For når man får kylet alle disse kunstnerisk bearbejdede manifester i hovedet over længere tid, bliver man kritisk indstillet. Dels over for, hvad de vil os alle sammen, men også over for, om verdens beslutninger inde på midten altid er de rigtige. Er nødvendighedens valg nødvendigvis bedre end vilde idéer og afvigende indfald?

En politiker ville uden tøven svare ja. En kunstner ville formentlig svare, at der er brug for kunstens tanker og yderligheder, for at man kan råbe verden op.

Både via udstillingen og gennem spillefilmen på det store lærred formår Julian Rosefeldt og Cate Blanchett at brøle nye tanker ud i hovedet på én.

Og så må man jo selv vurdere, hvad man skal gøre med dem.