En smule snyd og en masse genialitet
Dokumentarfilm har ingen høj status i Cannes, men Asif Kapadias værker er så banebrydende og emotionelt overvældende, at han ser ud til at have fået sit eget hjørne af festivalen uden for konkurrence.
For fire år siden trak han i Cannes tæppet væk under anmelderne og ændrede med et slag sangeren Amy Winehouses eftermæle.
Amy viskede billedet af den uansvarlige narkoman væk og erstattede det med et enestående talentfuldt og sårbart menneske, der blev udnyttet og svigtet af medierne og, ikke mindst, af sin kæreste og far.
Fem år forinden havde Kapadia med den lige så mesterlige Senna – om den brasilianske racerkører Ayrton Senna – præsenteret sit innovative greb. Det går i al sin enkelhed ud på at droppe talking heads-optagelser og i stedet lade kilderne tale på lydsiden, mens billedsiden udgøres af et overdådigt arkivmateriale.
Resultatet er, at man som publikum bliver opslugt af fortællingen i lige så høj grad som en spillefilm.
Lige til højrebenet
Asif Kapadia fortsætter grebet med Diego Maradona, hvor den 47-årige instruktør forsøger at score hattrick med en dokumentar om den argentinske fodboldspiller.
Den ligger lige til højrebenet, skulle man mene, men Maradona viser sig at være for stor en mundfuld.
For det første er han stadig i live, og selv om hans nedtur er smertefuld at overvære, er der trods alt ikke tale om en tragedie som med Amy og Senna, der henholdsvis drak og kørte sig ihjel.
For det andet er det yderst begrænset, hvor meget Maradona – der indimellem fortæller på lydsiden – giver af sig selv til filmen. Og for det tredje har Kapadia svært ved at beslutte sig for, hvad han egentlig vil sige om Maradona.
Er det historien om det gudbenådede fodboldtalent, der bliver ødelagt af berømmelsen og sine egne fans? Eller handler det om en skidt karl fra slummen i Buenos Aires, der bliver skudt op på stjernehimlen, men til sidst indhentes af fortidens skygger?
Beskyttet af mafiaen
Asif Kapadia fokuserer på Maradonas klubtid i Napoli, en af Italiens fattigste byer, men som takket være fodboldkongen vinder mesterskabet to gange.
Forgudelsen bliver dog til indædt had, da Maradona for Argentina slår Italien ud i VM-semifinalen i 1990 på hjemmebanen i Napoli. Og så tager Maradonas personlige nedtur for alvor fart.
Men igennem filmen løber der også en anden historie.
På Maradonas første pressemøde i Napoli går klubbens direktør amok på en journalist, der spørger til mafiaorganisationen Camorras rolle i forbindelse med købet af stjernen. Og vi ser flere billeder af Maradona i festligt lag med Camorra-bossen Luigi Giuliano, ligesom det nævnes, at Maradona er færdig i Napoli, da han mister mafiaens beskyttelse.
Hvilken tilknytning han egentlig havde til mafiaen, får vi dog ikke noget at vide om. Kapadia følger heller ikke op på Maradonas voldelige overfald på modstanderne i den spanske 1984-pokalfinale, som han ellers opsigtsvækkende viser i den indledende montage.
Til gengæld får Kapadia bundet en fin sløjfe på historien om Maradonas søn, som han i mange år afviste at være far til.
Guds hånd
Det er vel forståeligt, at Maradona ikke selv har haft lyst til at åbne sig om stofferne, de prostituerede og mafiaen. Men når heller ikke andre kan bidrage med andet end udsagn som: ”sød fyr, som tog hånd om alle andre, men forsøgte at klare sine problemer alene,” er det svært at engagere sig i hans skæbne.
Vi oplever ikke hans sjæl og trænger ikke ind i hans liv på samme måde, som vi gjorde med Amy Winehouse og Ayrton Senna.
Der er masser af arkivoptagelser fra Maradonas kampe med mange af hans mål og naturligvis verdensmesterskabet, som han med hjælp fra ”Guds hånd” sikrede Argentina i 1986.
”Den kamp siger alt om ham – en smule snyd og en masse genialitet,” som det bliver sagt.
Klippene er underholdende, men samtidig er det tankevækkende, hvor meget fodboldspillet i fart og finesse har udviklet sig siden Maradonas storhedstid.
Asif Kapadia vil gerne hylde Maradona som historiens store fodboldgud, men man sidder uvægerligt og tænker på, at der i vores egen tid er en anden troldmand fra Argentina, som hver uge udfører mirakler for øjnene af os. Navnet er Messi.
Trailer: Diego Maradona
Claus Christensen
Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for trettende år i træk Cannes-festivalen.
Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.
Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.
Årets festival løber fra 14. til 25. maj 2019.
Kommentarer