Nyhed
19. feb. 2006 | 14:17

En Soap vinder sølvbjørn på Berlin

Priser til både Pernille Fischer Christensen og Niels Arden Oplev på årets Berlinale. Begge interviewes i det kommende EKKO.

Af Markus Bernsen

En Soap vandt hele to priser på årets filmfestival i Berlin. Som mange havde forventet, fik favoritten Pernille Fischer Christensen overrakt debutantprisen lørdag aften. Men kort tid efter var det en tydeligt overrasket dansk instruktør, der også modtog den prestigefyldte sølvbjørn — juryens andenpris — for kærlighedsdramaet med Trine Dyrholm og David Dencik i hovedrollerne.

Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskript til Fischer Christensens spillefilmsdebut, der blev lavet for mindre end en million euro, og handler om den svære kærlighed mellem singlepigen Charlotte og transseksuelle Veronica.

Soap-interview i EKKO
Samtidig vandt Niels Arden Oplevs Drømmen prisen for bedste børnefilm på Kinderfilmfest i Berlin. Hovedprisen gik i år til den bosniske debutant Jasmila Zbanic for Grbavica, der handler om en mor og datters kamp for at komme over den jugoslaviske borgerkrig.

I næste nummer af EKKO bringer vi et stort interview med Pernille Fischer Christensen, hvor Christian Braad Thomsen har talt med instruktøren. Vi har også talt med Niels Arden Oplev.

EKKO #32 er på gaden den 8. marts, og En Soap får dansk premiere den 7. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko