En stille revolution

Det er to afslappede, men eftertænksomme mænd som Ekko har sat stævne i Biografen Glorias hyggelige cafe, hvor tapetet er udsmykket med et kitschet efterårsbrunt skovparti fra væg til loft. At det netop er skoven, vi er omkranset af denne bidende kolde fredag formiddag, synes ligefrem skæbnebestemt. For i Man tænker sit spiller skoven og naturen en afgørende rolle både tematisk og visuelt.

Fredrik Wenzel og Henrik Hellströms debutfilm er en lille lyrisk fortælling om, hvorledes forstadskvarterenes indbyggere søger mod skoven og fortaber sig i dens natur. Inspirationen er hentet hos den store naturpoet Henry David Thoreau, hvorfra filmens åbningscitat er hentet: ´Det meste af det, som mine naboer synes er godt, bryder jeg mig dybest set ikke om. Og hvis jeg angrer noget som helst er det højst sandsynligt min gode opførsel’.

Men det til trods nægter Wenzel og Hellström at lade deres film kategorisere som naturlyrik.

”Vores film siger ikke, at man skal gå ud i skoven og blive ét med naturen. Filmen er snarere en længsel efter noget andet. Noget ikke-standardiseret. Kontakten med andre. Duften, følelsen. At være stille og lytte til andre. At røre en anden,” siger Fredrik Wenzel.

Forstadsmiljøet på spidsen
I Man tænker sit sætter Wenzel og Hellström det svenske forstadsmiljø med sine endeløse parcelhuse på spidsen. I episoder møder man vidt forskellige beboere fra samme vej, men naboskabet til trods mødes de utilpassede karakterer aldrig i filmen.

En russisk gæstearbejder, der ikke helt har tilpasset sig det regelrette forstadsliv, fisker med spyd i bækken, og hvis kvarterets fine fruer beklager sig, viser han sin bare røv. Alenefaren Jimmy er flyttet hjem til sine forældre, men har ikke fået nøgle til huset. I stedet vandrer han op og ned ad vængets fortove med sin baby på armen. Centralt for fortællingen står dog drengen Sebastian, der som filmens løbende fortællerstemme kommenterer handlingen, samtidig med han bevæger sig spøgelsesagtigt rundt i miljøet.

Det perfekte menneske
De to filmskabere er begge meget glade for den elleveårige Sebastian Eklund, der spiller Sebastian i filmen. Men de er også trætte af at skulle stå til regnskab over for journalister og forklare, hvad han er for én. Clashet mellem en elleveårig dreng, der ikke engang kan klæde sig selv på, men samtidig filosoferer vidtløftigt, forvirrer åbenlyst.

”Vores forelskelse og fascination af Sebastian går på, at han i vore øjne er det perfekte menneske,” forklarer Wenzel. ”Han er ikke rigtig tilpasset. Han er ikke designet. Det er jo for fanden ikke alle dem, der sad stille i skolen, der blev til noget, men derimod de andre.”

Mange journalister har fokuseret på Sebastians mentale tilstand og spurgt om han ligefrem er handicappet, og det irriterer åbenlyst Fredrik Wenzel: ”Det er uforskammet at sige sådan noget. Uanstændigt. Hvad er det for noget?”

Kliken fra Fakenberg
Wenzel, 32, og Hellström, 36, er begge spillefilmdebutanter, men har forskellig baggrund. Fredrik Wenzel har arbejdet både som manuskriptforfatter og kameramand, blandt andet på Farvel Falkenberg, som er barndomsvennen Jesper Ganslandts sørgmodige og poetiske farvel til hjemstavnen.

Henrik Hellström har studeret på Teaterhøjskolen i Malmö og instrueret både kortfilm og teaterstykker. Fælles for begge er tilhørsforholdet til området omkring den svenske kystby Falkenberg, hvor de begge er vokset op, og hvor Man tænker sit også er indspillet.

Området har stor betydning for begge filmens instruktører, og Hellström fortæller: ”I filmen er der ingen by, bare en række med huse. Lidt vand og naturen. Men jeg er vokset op der i husene, så man kan finde en bestemt betydning der. Jeg er knyttet dertil,” funderer han.

Lån os din krop
Personligt tilhørsforhold spiller også ind, når det kommer til filmens skuespillere. Hvis man da kan kalde dem det. For alle roller i Man tænker sit udfyldes af instruktørduoens venner og bekendte, blandt andet den centrale rolle som den sært akavede Jimmy, der filmen igennem render rundt med en baby (i øvrigt sin egen) på armen. Han spilles af Jörgen Svensson, som Wenzel stiftede bekendtskab med under optagelserne til den tidligere omtalte Farvel Falkenberg.

Og sådan kan man fortsætte.

Men Wenzel og Hellström vil hverken kalde dem skuespillere eller amatører. ”De er ikke amatører og heller ikke skuespillere. Amatører er dem, der måske gerne vil være skuespillere. Dem i filmen har ’lånt’ deres kroppe og alt, hvad dertil hører, ud til os, og disse sætter vi så ind i situationen og framer dem i billeder,” siger Hellström.

Hvorfor må man ikke være dum?
Filmens titel Man tænker sit ligger i sin åbne natur op til diskussion. De to instruktører forklarer titelvalget som et modsvar til, at alt skal kunne forklares og forstås.

”Hvorfor skal man forstå alt hele tiden? Det er mærkeligt at tilværelsen er sådan indrettet,” lyder det retoriske svar fra Hellström.

Sebastian-karakteren og hele polemikken omkring ham kommer på banen igen. ”Man skal altid forstå spillereglerne. Hvorfor må man ikke være dum? Løbe rundt som et barn og ikke forstå noget som helst. Være nysgerrig. Men i vores kultur klassificeres man som idiot, hvis man er sådan,” siger Fredrik Wenzel.

Svensk opblomstring
Svensk film oplever i øjeblikket en opblomstring. Herhjemme har vi senest kunnet opleve nye navne som Ruben Östlund og Tomas Alfredson, hvis film har høstet både anmelderroser og gode publikumstal.

Alfredsons Lad den rette komme ind blandede blodig vampyrisme med socialrealistisk ungdomsdrama, mens Ruben Östlunds De ufrivillige landede et sted mellem landsmændene Roy Anderssons statiske tableauæstetik og den noget yngre Lukas Moodyssons kradse samfundskommentarer.

Men hvor skal man placere instruktørduoen i denne sammenhæng?

”Man gør det, man gør. Jeg gør det, jeg gør,” siger Hellström. ”Vi har lavet den film, vi selv har længtes efter at se.”

En særlig tone
Når man spørger nærmere ind til specifikke inspirationskilder blandt landsmændene, er den eneste der bliver nævnt veteranen Jan Troell, hvis gennembrud ligger tilbage i start-70’erne med Udvandrerne og Nybyggerne, og som forrige år vendte tilbage med den fine og stilfærdige Maria Larssons evige øjeblik.

”Jeg kan rigtig godt lide Jan Troell, måske fordi han også er fotograf og fotograferer sine egne film,” siger Wenzel.

Hellström er mere tilbageholdende og ikke så meget for at bekende sig til bestemte instruktører.

”På afstand synes jeg, de har gjort det godt. Men de ligger meget langt fra mit eget liv generationsmæssigt. De eksisterer som begreber, eller har gjort det i al fald frem til nu. Men der er en specifikt svensk tone, som de har været med til at skabe,” lyder det fra Hellström.

Revolutionen der løb ud i sandet
Når talen falder på instruktøren Roy Andersson er Wenzel og Hellström både imponerede og kritiske. På den ene side roser de den snart 70-årige Andersson for hans konsekvente og særegne stil, som blandt andet kan ses i Sange fra anden sal og Du levende.

”Han har kæmpet med at forfine sit udtryk og sit håndværk. Det har jeg enorm respekt for,” mener Hellström, hvorpå Wenzel fortsætter: ”Andersson behersker sit udtryk virkelig godt. Men hvis han nu tog og skyllede det hele ned i toilettet, så tror jeg det ville blive en kick-ass film! Men der er ikke revolution i ham mere.”

En stille revolution fornemmer man dog spire hos de to instruktører, hvis debutfilm har sin helt egen tone og liv. Man tænker sit har også allerede høstet anmelderroser både hjemme i det svenske, i den internationale presse og i Ekko, hvor anmelder Thure Munkholm kvitterer med fem stjerner i seneste nummer.