En stjerne fødes i nyt Ekko
”Det er en af de sjældne film, der fanger dig fra første sekund og derfra kun bliver bedre for hver scene. Inden for et par minutter ved man, at man har at gøre med en ægte filmskaber.”
Rosen er til Bradley Cooper og hans instruktørdebut A Star Is Born. Ordene stammer fra en anmeldelse i mediet Talkhouse, som ved en fejl kom til at udgive, før embargoen bliver løftet, når filmen får gallapremiere på Venedig-festivalen i morgen.
I det nye nummer af Ekko – på gaden lørdag 1. september – snakker vi med Bradley Cooper, som fortæller om rejsen med sin i spænding ventede film, der har ham selv og sangstjernen Lady Gaga i hovedrollerne som musikere.
”Jeg anede ikke, hvem Lady Gaga var,” afslører skuespilleren og instruktøren, som dog vidste, at hun var den rette til hans film, da han så hende optræde ved et velgørenhedsarrangement. Hun krævede til gengæld, at de skulle synge live i filmen, og derfor gik Cooper i benhård træning for at være troværdig som countrystjernen Jackson Maine.
Læs også, hvordan rockbandet Metallica og ikke mindst den danske trommeslager Lars Ulrich hjalp Cooper med at finde det helt rigtige perspektiv i den musikalske kærlighedshistorie.
Blandt de bedste nogensinde
Den præmature anmeldelse af A Star Is Born kalder også filmen for ”den mest imponerende instruktørdebut af en skuespiller siden Robert Redfords Ordinary People – måske siden Charles Laughtons The Night of the Hunter”.
Det er store ord.
Familiedramaet Ordinary People fra 1980 vandt fire Oscars, deriblandt for bedste film og instruktør, mens noir-krimidramaet The Night of the Hunter fra 1955 af mange betragtes blandt verdens allerbedste film.
Men hyldesten er ikke ubegrundet, mener Ekkos blogger Kim Pedersen, der har set A Star Is Born som en af meget få i Danmark.
I hans anmeldelse, der bliver bragt i morgen, placerer han filmen blandt mesterværker som The Godfather II, Fagre voksne verden og Hal Ashbys bedste film. Samtidig spår han, at en stjerneregn af Oscar-nomineringer vil drysse ned over filmen.
A Star Is Born får dansk biografpremiere den 6. december, men vores interview med Bradley Cooper kan læses i det nye nummer, som kan bestilles eller købes i udvalgte butikker.
Kommentarer