Michael Keaton: En stjerne genopstår

I Alejandro González Iñárritus Birdman spiller Michael Keaton en falleret skuespiller ved navn Riggan Thomson, der mange år efter storhedstiden som superhelten Birdman forsøger at stable et comeback på benene med sin egen teateropsætning af Raymond Carvers What We Talk About When We Talk About Love.

Umiddelbart er det svært ikke at hæfte sig ved de åbenlyse paralleller til Keatons egen livshistorie og karriereforløb. Ligesom sin filmfigur har den 63-årige skuespiller en fortid som superhelt, og efter en periode som en af Hollywoods hotteste stjerner har han været ude af rampelyset i længere tid.

Men her stopper sammenligningen.

I modsætning til den neurotiske Riggan skyldes Keatons situation nemlig snarere en selvvalgt retræte end en traumatisk nedtur.

Alejandro González Iñárritus har da også i interview efter interview understreget, at filmen primært handler om ham selv og hans kunstneriske identitetskrise.

Og at han valgte Keaton til rollen, simpelthen fordi som han formulerede det til Entertainment Weekly: ”Michael er en mester i at veksle mellem tonearter og følelser, hvilket var essentielt, fordi denne film mere var et stykke jazzmusik end end noget i 4/4.”

Tager navneforandring
I Birdman giver Keaton adskillige prøver på det alsidige talent, der har kendetegnet hans imponerende, men også noget ujævne karriere.

Men faktisk hedder Michael Keaton slet ikke Michael Keaton. Han kom til verden i Pennsylvania i 1951 som Michael John Douglas.

Men efterhånden som hans karriere kom i gang, først som standup-komiker i New York og siden med en række småroller i forskellige, kortlivede sitcoms, blev han tvunget til at skifte navn.

Så da manden med de karakteristisk buede bryn og den farlige udstråling lurende lige under overfladen i 1982 gjorde sin entré på det store lærred, var det – angiveligt som en hyldest til stumfilmkomikeren Buster Keaton – under navnet Michael Keaton.

Her leverede han en mindeværdig og tyggegummityggende entré til tonerne af Rolling Stones’ Jumpin’ Jack Flash i rollen som den øretæveindbydende, men charmerende Bill ”Blaze” Blazejowski, der starter en prostitutionsservice fra et lighus i Ron Howards debutfilm Night Shift.

Manisk djævleuddriver
Filmen blev Keatons store gennembrud, og i de kommende år indspillede han flere lette komedier, der var med til at cementere hans ry som et af Hollywoods nye, helt store komiske talenter.

Ganske vist nåede han både at takke nej til hovedroller i Splash og Ghostbusters og blive fyret få dage inde i optagelserne til Woody Allens Den røde rose fra Cairo.

Men med rollen som kynisk kokainmisbruger på afvænning i Clean and Sober i 1988 beviste Keaton, at han var mere end en klassisk funny man.

Alligevel var det en helt anden film fra samme år, der fik størst betydning: Tim Burtons morbide og lårklaskende morsomme Beetlejuice. Her leverede Keaton en uforglemmelig præstation som vanvittig og manisk ”bio-djævleuddriver”.

50.000 rasende fanbreve
Siden fik Tim Burton jobbet som instruktør af Warner Brothers’ ambitiøse genoplivning af Batman, og til de flestes overraskelse pegede han på Keaton til rollen som den kappeklædte hævner.

Reaktionen udeblev ikke. I den følgende periode blev filmselskabet bombarderet med 50.000 breve fra Batman-fans, der rasede over castingen af en komiker til rollen som deres elskede superhelt.

Men Burton havde set rigtigt.

Batman endte som en gigantisk succes, og med sin gnistrende intense og karismatiske præstation i hovedrollen formåede Keaton at lukke munden eftertrykkeligt på kritikerne.

Gjort af et andet stof
Året efter beviste Michael Keaton, at han var gjort af et anderledes stof end mange af kollegerne på Hollywoods A-liste. Han accepterede rollen som en psykopatisk lejer, der forvandler Melanie Griffith og Matthew Modines liv til et mareridt i John Schlesingers En fremmed flytter ind fra 1990.

Siden tog han endnu en tur i Batman-dragten i Batman Returns fra 1992. Filmen var en del mørkere end sin forgænger og formåede ikke at indfrie de kommercielle forventninger.

Warner Brothers annoncerede derfor, at deres lukrative franchise i fremtiden skulle gøres lysere og mere familievenligt. Det fik Keaton – trods udsigten til en fed lønningscheck på femten millioner dollars – til at forlade serien sammen med Burton.

I stedet valgte han at takke ja til en mindre rolle i Kenneth Branaghs filmatisering af Shakespeares Stort ståhej for ingenting.

Fluefiskeri og udendørs glæder
Senere vendte han tilbage til komediegenren i Speechwriters og ikke mindst Harold Ramis’ Multiplicity om en familiefar, der vælger at lade sig klone. Og ret usædvanligt spillede han den samme birolle som FBI-agent i de to Elmore Leonard-filmatiseringer Out of Sight og Jackie Brown.

På det tidspunkt var hans stjerne begyndt at dale.

Selv har Michael Keaton udtalt, at han simpelthen mistede motivationen. Han blev træt af at ”høre sin egen stemme”. I stedet trak han sig mere og mere tilbage til sin ranch i Montana for at hellige sig familien og sin store interesse for fluefiskning og andre udendørs glæder.

Indimellem kunne han stadig ses i mindre, ikke specielt succesfulde film som Jack Frost og A Shot at Glory. I 2002 spillede han hovedrollen i HBO’s miniserie om CNN’s fødsel Live fra Bagdad, inden han blandt andet lagde stemme til et par Pixar-film og spillede Lindsay Lohans far i Herbie Reloaded.

Blandt kuriositeterne kan det også nævnes, at Michael Keaton i denne periode blev tilbudt Matthew Fox’ rolle i Lost.

Tredje akt
Men selv om han stadig formåede at brænde igennem – som i instruktørdebuten The Merry Gentlemen fra 2008 og biroller i b-film som remaket af Robocop og Need for Speed – var de fleste enige om, at Keaton havde sin bedste tid bag sig.

Det har Birdman dog ændret godt og grundigt på.

Med sin virtuose præstation er Michael Keaton gået fra relativ obskuritet til pludselig at stå som en af årets helt store Oscar-favoritter.

Meget tyder i det hele taget på, at Keaton efter mere end 40 film fordelt på tre årtier har genvundet glæden ved at spille skuespil. Passer det, er vi nok mange, som glæder os til at følge hans karrieres overraskende, men særdeles velkomne tredje akt.