En strøm af filmatiseringer på vej
At film altid har ladet sig inspirere af bøger, lånt fra bøger og direkte baseret sig på bøger, er ingen hemmelighed.
Men 2017 bliver et rekordår for kunstarten at overføre historien i en bog til en film – i hvert fald, hvad angår mængden af danske film.
Hele ni filmatiseringer ser lige nu ud til at komme i danske biografer til næste år. Det fremgår af en undersøgelse, som formanden for Danske Biografer, Ekkos blogger Kim Pedersen, har foretaget.
Der bliver lavet 20-25 danske spillefilm på et år, så vi er altså oppe på, at næsten halvdelen af årets danske film har et bogforlæg. Med internationale film ser der lige nu ud til at komme 38 filmatiseringer i biograferne næste år.
En af de danske er Jacob Bitschs filmatisering af Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas breve. Unge Janus bliver lukket ud af den lukkede afdeling og begynder at lede efter Amina, hvis breve har holdt ham i gang under opholdet. Filmen får premiere den 9. marts.
Nye film på gamle bøger
I slutningen af 2014 skrev vi en lignende artikel, hvor tendensen for 2015 var, at det skortede på originale historier. I stedet var der mange fortsættelser og film baseret på andre forlæg.
Det er for så vidt samme historie i år, hvor der kommer fortsættelser i form af Rasmus Heides Alle for tre og Martin Miehe-Renards Far til fire – på toppen, men selvfølgelig også en ny omgang i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie.
Den hedder Journal 64 og forventes at få premiere i sidste tredjedel af 2017. Men også mange nye historier bliver oversat fra bog til film.
Filmatiseringerne tæller også bestselleren Du forsvinder af Christian Jungersen. Den bliver instrueret af Peter Schønau Fog, som har holdt en tiårig pause siden debutfilmen Kunsten at græde i kor fra 2007. Hans nye film har premiere 20. april.
Bogen Kunsten at græde i kor er skrevet af Erling Jepsen, der også har skrevet bogforlægget til Frygtelig lykkelig, som blev filmatiseret af Henrik Ruben Genz i 2008.
Til næste år kommer Genz med Gud taler ud, som handler om psykologen og familiefaren Uffe (Søren Malling), der er en selvbestaltet, almægtig gud. Den bygger på en roman af Jens Blendstrup og forventes at få premiere senere i 2017.
Rygstikkere og bitre fisser
Men også bøger, der bygger på mere eller mindre virkelige begivenheder, bliver filmatiseret.
Per Fly har i et godt stykke tid arbejdet udenlands på en film om den sande historie om danskeren Michael Soussan, der i 1996 fik arbejde i FN. Her blev han kastet ud i magtkampe, som han senere beskrev i bogen Backstabbing for beginners.
Filmen har internationale stjerner som Ben Kingsley og Jacqueline Bisset på rollelisten og forventes at få premiere i anden halvdel af 2017.
Imens arbejder Anne-Grethe Bjarup Riis på en filmatisering af svenske Maria Svelands bog Bitterfissen, hvor en kvinde forlader mand og barn, da hun får nok af familielivet.
Der er ikke lagt en premieredato fast endnu, men den forventes at komme ved udgangen af 2017.
Bjarne Reuters kidnapning
Endelig er der også noget for de små.
Bjarne Reuters børnebog Kidnapning, der udkom i 1976, handler om Bertram, som hvirvles ind i et kidnapningsforsøg. Den populære historie bliver af instruktør Frederik Meldal Nørgaard transformeret til en animationsfilm.
På familiefilm-fronten kommer også Jonas Elmers filmatisering af Kim Fupz Aakesons Jeg er William. Den handler om William, der flytter fra sin psykisk syge mor og hjem til onklen Nils, som har spillegæld og byens gangster på nakken.
Endelig er der Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Bogen er skrevet af Jakob Martin Strid, mens filmen instrueres af Philip Einstein Lipski og Jørgen Lerdam.
Der tages stadig forbehold for premieredatoerne, men de forventes at komme i biograferne sidst i 2017.
Biografpremierer i 2017
Danske filmatiseringer
Aminas breve (instr. Jacob Bitsch)
Roman af Jonas T. Bengtsson
Du forsvinder (instr. Peter Schønau Fog)
Roman af Christian Jungersen
Kidnapning (instr. Frederik Meldal Nørgård)
Roman af Bjarne Reuter
Backstabbing for Beginners (instr. Per Fly)
Bog af Michael Soussan
Gud taler ud (instr. Henrik Ruben Genz)
Roman af Jens Blendstrup
Journal 64 (instr. uoplyst)
Roman af Jussi Adler-Olsen
Jeg er William (instr. Jonas Elmer)
Roman af Kim Fupz Aakeson
Den utrolige historie om den kæmpestore pære (instr. Philip Einstein Lipski)
Bog af Jakob Martin Strid
Bitterfissen (instr. Anne-Grethe Bjarup Riis)
Roman af Maria Sveland
Udenlandske filmatiseringer
Natdyr (instr. Tom Ford)
Romanen Tony and Susan af Austin Wright
Lev om natten (instr. Ben Affelct)
Roman af Dennis Lehane
Silence (instr. Martin Scorsese)
Roman af Shûdaku Endô
The Hiden Figures (instr. Theodore Melfi)
Roman af Margot Lee Shetterly
Fifty Shades – i mørket (instr. James Foley)
Roman af E.L. James
Lion (instr. Garth Davis)
Bogen A Long Way From Home af Saroo Brierley
En amerikansk drøm (instr. Ewan McGregor)
Roman af Philip Roth
A Dog’s Purpose (instr. Lasse Halström)
Roman af Bruce Cameron
Thank You For Your Service (instr. Jason Hall)
Bog af David Finkel
Hunter Killer (instr. Donovan Marsh)
Roman Firing Point af George Wallace og Don Keith
The Sense of an Ending (instr. Ritesh Batra)
Roman af Julian Barnes
Dyrene i Hakkebakkeskoven (instr. Rasmus A. Sivertsen)
Bog af Thorbjørn Egner
Wonder (instr. Stephen Chbosky)
Bog af R.J. Palacio
Mal de Pierres (instr. Nicole Garcia)
Roman af Milena Agus
Captain Underpant (instr. Rob Letterman)
Bog af Dav Pilkey
Tulip Fever (instr. Justin Chadwick)
Roman af Deborah Moggach
Det mørke tårn (instr. Nikolaj Arcel)
Roman af Stephen King
HHhH (instr. Cédric Jimenez)
Roman af Laurent Binet
It (instr. Andrés Mucshietti)
Roman af Stephen King
Victoria and Ardul (instr. Stephen Frears)
Romanen Victoria & Abdul: The True Story of the Queen's Closest Confidant af Shrabani Basu
The Snowman (instr. Tomas Alfredson)
Roman af Jo Nesbø
The Mountain Between Us (instr. Hany Abu-Assad)
Roman af Charles Martin
Red Sparrow (instr. Francis Lawrence)
Roman af Jason Matthews
The Irishman (instr. Martin Scorsese)
Bogen I Heard You Paint Houses af Charles Brandt
Mord i Orientekspressen (instr. Kenneth Branagh)
Roman af Agatha Christie
Stronger (instr. David Gordon Green)
Roman af Jeff Bauman
Let It Snow (instr. Luke Snellin)
Roman af David Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle
Paddington 2 (instr. Paul King)
Roman af Michael Bond
Ferdinand (instr. Carlos Saldanha)
Bog af Munro Leaf
Kommentarer