En succes der kan blive større

Den rumænske film Katalin Varga vandt CPH:PIX’ hovedpris, New Talent Grand Prix, i aftes ved den afsluttende prisuddeling i Glyptoteket.

Den flotte film af instruktøren Peter Strickland, om en mors rejse gennem Transsylvanien for at konfrontere voldtægtsmanden, som er far til hendes barn, vandt foran et stærkt felt.

Et felt, der viste, at CPH:PIX havde valgt rigtigt ved at satse på debuterende instruktører.

Katalin Varga blev allerede præmieret ved filmfestivalen i Berlin i februar, hvor den modtog en sølvbjørn til Gábor Erdély og Tamás Székely for musik og lyd, og Ekkos Peter Tudvad kaldte den da et ”ominøst-dramatisk mesterværk”.

Mere berigende end Berlin
Det er et forståeligt valg, men sigende for konkurrenceprogrammets styrke kunne både den norske Nord og den tyske Without You I’am Nothing sagtens have vundet, uden at nogen burde have fået det galt i halsen.

Selvom det er utænkeligt at konkurrere med bjørnen i Berlin, så har der faktisk været flere berigende filmoplevelser i dette konkurrencefelt end de seneste års pauvre hovedprogrammer i Berlin.

Norske vildmarkstosser
Ud over vinderen har de mest spændende film været roadmovies og kammerspil.

Rune Denstad Langlos Nord, med tydelig signatur fra forfatteren Erlend Loe, som har skrevet manuskriptet, er en roadmovie på snescooter og ski i de norske fjelde.

Livet har ramt skiløberen Jomar i hovedet med en cocktail af panikangst og depression, som har reduceret dagsaktiviteten til en passion for Discovery-programmer og finsprit.

Men så får han nys om, at han har en søn oppe nordpå og begiver sig af sted på en rejse i krop og sind. Rejsen akkompagneres af norsk country og krydres med norske vildmarkstosser. Det er en elskelig film, som varmt kan anbefales.

Festen i bjergene
Without You I’m Nothing eller Bergfest, som den hedder på originalsproget i en homage til Thomas Vinterbergs Festen, er et maskulint drama mellem far og søn og deres kærester, hvoraf farens er yngst.

Fanget i en bjerghytte nær den østrigske grænse spændes de flossede familiebånd til det yderste, og filmen bæres ikke mindst hjem af meget stærke skuespilpræstationer.

Dansk kammerspilmester
Den svenske Guidance forsøgte sig også med et kammerspil i vildmarken og bød ligesom Bergfest på stærke manderoller. Nemlig to fortabte skæbner, en ung og en gammel, der føres sammen i et sært uforløst drama.

Guidance vidner om svensk films store skuespillertalentmasse, men udsteder ingen garantier for, at vi kommer til at høre mere til instruktøren Johan Jonason.

Det gør danske Heidi Maria Faissts Velsignelsen derimod. Filmen, der er aktuel i biograferne, handler om en ung mors fødselsdepression. Og den er oppe på et niveau, hvor man ikke længere bør omtale den debuterende instruktør som lovende, men som fuldt udfoldet kammerspilsmester.

Små katastrofer
En festival er altid en ujævn rejse, og den første udgave af CPH:PIX havde også sine faldgruber.

For eksempel var den koreanske konkurrencefilm Crush and Blush, om en hysterisk lærerindes besættelse af en kollega, en pinefuld oplevelse.

Det er let at se, at filmen er udvalgt, fordi mesterinstruktøren Chan-wook Park har hjulpet med manuskriptet, men man kunne godt forvente lidt mere is i maven hos festivalen. Ligesom de kunne have sparet publikum for Julie Delpys pinlige kostumefilm The Countess, der blev vist i serien ”European Voices”.

To små katastrofer som disse, der lokker folk i biografen og straffer dem i to timer, er med til at stadfæste et billede af filmfestivaler som sære på en kedelig måde. Synd og skam at spille falske ”sikre kort”, når man faktisk har så flot et program.

Gårsdagens stemmer
Det er ikke lykkes CPH:PIX at blive talk of town som CPH:DOX og NatFilm.

Ærgerligt, for de skæve NatFilm-agtige indslag som gyserfilm i Glyptoteket og multikunst-film af Peter Greenaway, og festlige CPH:DOX-agtige arrangementer som Laibach i Marmorkirken og stand-up show med ”The Pope of Trash”, John Waters, fortjener al den opmærksomhed, de kan få.

Og dog … for Greenaway og Waters er gårsdagens stemmer.

I årets program har man savnet de nye provacateurs, dem der skiller vandene, og man har savnet film med større hype-potentiale (en undtagelse var Hannes Stoehrs Berlin Calling om Berlins natteliv og med DJ’en Paul Kalkbrenner i hovedrollen).

Lav en festivalavis
Men det er ikke kun et spørgsmål om film, men om modet til at lancere de skæve navne. At stå ved det, man har, i stedet for at lade filmserierne bære sløvt vinklede navne som ”The Belgian Boom”, ”European Voices”, ”Asian Connection” og ”Latin Zone”.

Et mere konkret forslag ville være at lave en festivalavis med daglige nyheder, interviews, anmeldelser og et anmelderpanel, der bidrog til oplevelsen og spredte budskabet, som vi ser det ved filmfestivalen i Berlin eller på Roskilde Festival.

Alt i alt har tvangsægteskabet mellem den mislykkede, pompøse CIFF og den kultdyrkende publikumsfestival NatFilm dog vist sig som en positiv overraskelse på programsiden.

Det er blevet til et NatFilms-program med masser af skæve indslag og øjenåbnere, men nu krydret med en vellykket ”CIFF”-hovedkonkurrence, som gør festivalen til mere end en publikumsfestival.

Nu skal CPH:PIX så bare overbevise publikum om, at de stadig er inviteret.