En superheltefilm til nuet

Hvis Hollywood bør tage én ting med sig fra 2017, så er det, at repræsentation sælger.

Den første kvindelige superheltefilm i et årti, Wonder Woman, tjente 822 millioner dollars globalt, og Get Out, der omhandler racisme, er den bedst indtjenende gyserfilm nogensinde.

Med Black Panther i biograferne har vi nu set, hvad der sker, når den form for momentum kombineres med Disneys Marvel Cinematic Universe, verdens mest succesfulde franchise.

Det er den superheltefilm, der i åbningsweekenden har tjent næstmest, kun slået af The Avengers.

Black Panther har ramt en nerve ikke blot i USA, men over hele verden, og dens gigantiske succes er næppe tilfældig. Ryan Cooglers exceptionelle superheltefilm er nemlig højst aktuel.

Frygten kommer snigende
Vores helt T’Challa overtager tronen i det skjulte afrikanske rige Wakanda efter farens død. Et højteknologisk samfund, hvor sympatiske borgere lever i fred og harmoni med respekt for hinanden.

Men frygten for at miste sig selv i mødet med omverdenen har fået landet til at isolere sig i stedet for at dele ud af sin viden og sine ressourcer.

Det er en problematik, der for alvor er blusset op i vestlige samfund de sidste mange år.

I USA vil præsident Trump bygge mur mellem Mexico og det forjættede land, europæiske lande melder sig ud af kontinentets fællesskab, og politikere forsøger konstant at overgå hinanden med argumenter om, at flygtninge ikke er vores medmenneskelige ansvar.

Hvordan bevarer vi vores værdier og det, som vi har skabt, når vi bliver presset udefra?

T’Challa befinder sig hurtigt ved en lignende skillevej. Hvordan skal han kunne se sig selv i øjnene, når hans land vender det blinde øje til verdens lidelser?

Sort dominans
Størstedelen af holdet bag Black Panther er sorte.

Et forrygende stjernespækket cast giver den gas foran kameraet, heriblandt Chadwick Boseman, Michael B. Jordan, Oscar-vinderen Lupita Nyong’o og Oscar-nominerede Daniel Kaluuya.

Men også bag skærmen er de sorte dominerende. Filmen er skrevet af Joe Robert Cole og instrueret af Ryan Coogler, der debuterede med dramaet Fruitvale Station, som er baseret på en tragisk begivenhed, hvor en ung sort familiefar blev skudt af politiet.

Men den samfundsmæssige relevans stopper ikke her.

T’Challa er omgivet af seje, handlekraftige kvinder. De kan selvfølgelig klare deres egne kampe og behøver ingen mand til at redde dem. Wakandas teknologiske udvikling er T’Challas lillesøster Shuri ansvarlig for.

Det er på høje tid og kunne ikke passe bedre ind med Time’s Up-bevægelsen, som i disse dage ikke bare sætter fokus på sexchikane, men også på underrepræsentation og ulighed i filmbranchen.

Blade viste vejen
Selv om det er blevet populært at kalde Black Panther den første sorte superheltefilm, er der enkelttilfælde før den. I 1997 så vi film som Steel og Spawn, men det var først med Blade fra 1998, at sorte superheltefilm for alvor blev sat på kortet.

Hovedrolleindehaveren Wesley Snipes havde allerede i 1992 villet lave en Black Panther-film, der desværre aldrig blev til noget.

Men Blade var ikke nogen skidt substitut. Med sin rå stil og slå-på-tæven action viste den, at Marvel-film kunne være andet end dårlige tv-produktioner.

Den blev på mange måder startskuddet på superhelte-æraen i 00’erne med film som X-Men, Sam Raimis Spiderman og endelig Iron Man, den første film i Disneys Marvel-serie.

Hjælpeløs kattekvinde
Men mens Hollywood i 00’erne gladeligt tog ved lære af stilen i Blade, viste de ikke megen interesse for at lave flere sorte superheltefilm.

Den håndfuld, som blev produceret, var ikke noget at skrive hjem om. Selv om Catwoman var den første superheltefilm med en sort kvindelig hovedrolleindehaver, bliver den i dag husket som en af 00’ernes værste film.

Wesley Snipes fortsatte som Blade i en udmærket efterfølger, men den afsluttende Blade Trinity er miserabel. Og i slutningen af sin storhedstid var Will Smith superhelt i den originale, men middelmådige superheltefilm Hancock.

Problemet med filmene var, at til trods for superheltenes hudfarve var de henvendt til den samme målgruppe som Transformers, Ringenes herre og Pirates of the Caribbean: hvide teenagedrenge.

Så i Catwoman er Patience (nej, hun hedder ikke engang Selina Kyle!) en hjælpeløs tumpe, imens kameraet kører sin lange, klamme tunge op og ned ad hendes halvnøgne krop. Og i Blade Trinity er Wesley Snipes omringet af de to hvideste stjerner, som kunne graves frem: Ryan Reynolds og Jessica Biel.

At Black Panther er en sort superheltefilm, gør den ikke i sig selv unik. Den er – sammen med Blade – unik, fordi den faktisk giver en stemme til den sorte minoritet.

Militært oprør
Den stemme er særligt båret af lejesoldaten Erik Killmonger, som bliver helt eminent skildret af det 31-årige kæmpetalent Michael B. Jordan. Med charme og karisma stjæler han hver en scene, han medvirker i.

Det er ikke uden grund, at Erik Killmonger bredt anerkendes, som den mest interessante Marvel-skurk til dato.

Michael B. Jordans skurk vil starte et væbnet oprør mod kolonimagterne ved at bruge Wakandas teknologi imod dem. Dermed vil han hævne slaveriet af den afrikanske befolkning.

Han kan minde om borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X og den militante oprørsgruppe De sorte pantere, der advokerede for et voldeligt oprør i 70’erne.

Men ironisk nok er Erik Killmongers had til den hvide mand præget af vestlig kultur.

Da CIA-agenten Everett Ross får øje på Killmonger, genkender han ham straks og bekræfter, at de har haft ham på lønsedlen masser af gange. Det er med andre ord de imperialistiske idealer og arbejdsmetoder fra Vesten, Killmonger er inspireret af.

”Solen vil aldrig gå ned bag horisonten i Wakandas nye imperium,” brøler han blodrusende.

Sympatisk skurk
Men selv om Erik Killmonger står bag grufulde handlinger, har vi forståelse for hans valg. Han er opslugt af vrede og svigt.

”Det var befriende at udtrykke en frustration, som mange mennesker måske føler,” udtaler Michael B. Jordan i et interview.

Erik Killmonger vil bevæbne og beskytte sine egne, som så længe har været udsat for undertrykkelse. Så selv om hans midler og metode er voldelige, har han en pointe og en drøm, som vi alle kan sætte os ind i. Hans karakter er mere trist end ond.

Selv om det ville være det letteste i verden at reducere Black Panther til endnu en superheltefilm – men denne gang med sorte skuespillere – er der nuancer på spil, som vi ganske enkelt ikke er vant til at se i genren.

Hvis du ser længere end mændene i panterdragter og sci-fi-legetøj, finder du en film, som spejler den komplicerede virkelighed, vi selv lever i.