En tisbobles rejse

At have eller ikke have: en atmosfærisk samling af svævende urin!

Det har været en af de utallige udfordringer for skaberne bag den kommende 3D-komedie Rejsen til Saturn. Den vandige forekomst stammer fra Claus Deleurans 70'er-tegneserieforlæg, en gakket beretning om et rumskib fyldt med ærkedanske øldrikkende døgenigte, som sendes ud i universet for at udvinde naturressourcer - og som undervejs får øjnene op for den manglende tyngdekrafts underfundigheder.
   
Efter en times (!) toiletbesøg præsenterer en af astronauterne stolt tisboblen for sine kollegaer, som hurtigt lukker den ud af rumskibet med det resultat, at den plasker ud over et angrebslystent rumuhyre.
   
Instruktøren Craig Frank bladrer igennem episoden i Deleurans hæfte.
   
"Faktisk er tiskuglen en meget lille del af tegneserien, men når jeg snakker med de danskere, der læste den i 70'erne, er det noget af det, de husker. Det er en kultagtig ting, der indfanger tegneseriens fladpandehumor og uskyldige begejstring. Jeg har fra start kæmpet meget for, at den skulle med filmen," siger Craig Frank.

Vejen mod splattet
Bevaret er den, men i en ny rolle. I spillefilmen er det ikke et rummonster, der får astronauternes løjer at føle, men i stedet deres leder, den strenge Basra-krigsveteran Arne Skrydsbøl. Kuglen bliver genstand for et muntert ballonspil blandt besætningsmedlemmerne, indtil lederen sætter en brat stopper for legen, så ikke alle involverede dufter af lavendel bagefter.  
   
Vejen mod det endelige splat har været lang og kompliceret. Tre gange blev tisboble-scenen storyboardet, og fem gange blev scenens animatic, der er en slags filmet udgave af storyboardet, lavet om. Omkring en uge tog det at animere den 30 sekunder lange sekvens, og dertil kommer en periode med effekter, korrektioner og trimning. Og så var scenen i øvrigt utroligt tæt på at blive droppet langt henne i processen, da den i de første forsøg enten blev for lang eller for svag.
   
Som med mange andre elementer i filmen kunne Craig Frank og hans to medinstruktører, Torbjørn Christoffersen og Kresten V. Andersen, ikke blot overføre tegneserieforlægget slavisk.
   
"I tegneserien er tisboblen bare en lille joke i forbifarten, og Deleuran vender aldrig tilbage til den igen. På film kan det virke malplaceret. Vi har lagt vægt på, at episoden skulle gavne historien, og nu tjener den til at styrke besætningens sammenhold over for Arne Skrydsbøl," fortæller Craig Frank.

Rumskib med Trabant-motor
Den sidste finpudsning af sekvensen mangler i skrivende stund stadig. På lige fod med halvrustne biler, der forvandler sig til kamprobotter, eller en korporlig dyst mellem dinosaurer og kæmpeaber, kan et urinopkog sende enhver special effects-afdeling på overarbejde.
   
"Kuglen bliver på et tidspunkt ramt, og der dannes en masse småpartikler, og det kan teknisk være meget vanskeligt at kontrollere. Kuglerne skal bøje og strække sig på en bestemt måde, og når de støder ind i noget, skal objektet blive vådt. Det har vi brugt lang tid på. Når man laver animation, opbygger man en illusion, og lige så snart tisboblen reagerer mærkeligt, brydes publikums indlevelse. Pludselig ser folk bare et stykke teknik."
   
En vigtig del af illusionen har været at opbygge et rumskib, der mere ligner en ubåd fra Anden Verdenskrig end et højteknologisk fartøj. Craig Frank nikker genkendende til sammenligningen.
   
"Når du kigger rundt i rumskibet, er der heller ikke fladskærme, mobiltelefoner og den slags. Vi var glade for tegneseriens 70'er-teknologi og det 50'er-design med en masse buttede former, som Deleuran selv var inspireret af - blandt andet Ed Woods Planet 9 from Outer Space. Desuden er det en pointe i historien, at det ikke er den nyeste teknologi. De her uprofessionelle danske fulderikker skal rejse helt til Saturn i et rumskib, der kunne være drevet af en Trabant-motor."

Et grønligt skær
Filmholdet har i store træk holdt fast i Deleurans design af rumskibet, men et smugkig i tisboblesekvensen viser, at andre af forlæggets stiltræk er blevet ændret markant. Tegneseriefigurernes store hoveder og relativt små kroppe er forvandlet til mere normale størrelsesforhold allerede fra et tidligt storyboard.
   
"Deleurans menneskeproportioner er meget smølfeagtige, og havde vi beholdt det, var hele filmen blevet mere barnlig. Det havde fået filmen til at ligne noget til 5-6-årige, og vi går efter de 12-30-årige."
   
På et andet punkt har instruktørerne været nødsaget til at gå deres helt egne veje i forhold til tegneserien. Deleurans sort-hvide farver er i filmen blevet omsat til stærke blå-grønne nuancer.
   
"I starten havde vi nogle meget blålige toner, men det grønne i rumdragterne gav en militærlignende atmosfære. Vi ville også gerne adskille os fra andre science fiction-film som Soderberghs Solaris, der er blå hele vejen igennem. Det grønne er lidt mere unikt, og selv tisboblen har fået et grønligt skær."
   
Urinsquash
Alle boblebesværlighederne oprinder fra rumskibets forsyningsmand Ole, en noget ucharmerende type med bildæk, svedig undertrøje og svulstige tatoveringer.

Fornøjet kommer han ud fra det lille hus med resultatet af besøget hængende foran sig, mens han taler med Simon Juhls begejstrede stemme.
   
"Simon har været den af vores stemmer, der har improviseret mest. I scenen her spiller han eksempelvis stangtennis med boblen, og pludselig udbrød han i lydstudiet: 'Håårh, det er urinsquash!' Det var sejt. Vi har derfor animeret figurens bevægelser efter Simons improvisationer, og på den måde har komikken udviklet sig løbende siden de første manuskriptudkast og storyboards," fortæller Craig Frank.
  
Hvordan man spiller urinsquash - og om filmholdet i tide får den kultiske kugle til at stå troværdigt frem - kan læserne se her i efteråret. Saturn-mandskabet landede i biograferne den 26. september.