Dag 3: En tur i Rubens spiral

Cannes er kaos.

Sikkerhedsforanstaltningerne er skruet gevaldigt i vejret. Hver eneste brødkrumme vendes og drejes i ens taske, inden man bliver lukket ind i det forjættede biografland.

Det tager evigheder, og det betyder, at man skal møde meget tidligere op til filmene i år.

Denne aften er Ekko-reporteren Nicki og jeg så optaget af at opdatere hjemmesiden, at vi har glemt tiden. Der er ”kun” 45 minutter til næste film, og det er oven i købet den set med danske øjne vigtigste film på hele festivalen:

Ruben Östlunds svenske The Square med danske Claes Bang i en altdominerende hovedrolle.

Vi styrter ud af døren, og på halvdelen af vejen til festivalpalæet opdager jeg, at jeg har glemt halsbåndet med mit pressekort!

Uden det kommer man ingen vegne på festivalen. Om man går i swingerklub med præsident Macron eller – som jeg – har drukket øl til den lyse morgen med Gaspar Noé på Andy’s Bar, så eksisterer man i festivalens øjne ikke uden et kort.

Frizone af omsorg
Mens jeg løber tilbage efter kortet, stiller Nicki sig op i køen. Eller køerne, for den ellers disciplinerede køkultur er i år endt i totalt kaos, fordi festivalen tilsyneladende ikke har taget højde for det forhøjede sikkerhedsberedskab.

Da jeg ankommer, starter vi på at flette de to køer sammen til én, men en kvindelig kritiker begynder at brokke sig højlydt. Hun mener, at vi har snydt os til en bedre plads i køen, og da hun bag os øjner festivalens allermindste kritiker, indiske Pragya, tager hun Pragyas hånd og viser hende frem for de andre kritikere som et uskyldigt offer for vores darwinistiske adfærd.

Den akavede situation kunne have været en scene i The Square. Filmen har sin titel fra en kunstinstallation med en frizone, hvor tillid og omsorg råder. Hvis man får brug for hjælp og træder inden for The Square, som er en firkant på jorden, skal mennesker udenfor hjælpe én.

Et billede på idealet om det humanistiske samfund, og det var vel det, den vrede kritiker forsøger at stable på benene: en frizone af omsorg.

Den svenske instruktør ville også have elsket fortsættelsen. Kritikerens brokkerier fortsatte i en uendelighed, og på et tidspunkt fik hun tilmed gjort vores opførsel til typisk for mandekønnet. Ironisk nok forcerede en ung kvinde øjeblikket efter afspærringen og kom dermed forrest i køen.

Den onde spiral
Det er netop iagttagelse af menneskelig adfærd, som er Ruben Östlunds originale bidrag til den moderne filmkunst.

I sin mesterlige kortfilm Händelse vid bank (udgivet på Ekko-dvd #23) er han inspireret af et autentisk bankrøveri, som han selv overværede. I en tolv minutter lang optagelse viser Östlund, hvordan mennesker paralyseret står og glor på et bankrøveri, som var det en amerikansk actionfilm.

I den lige så fremragende spillefilm Force Majeure udløser en lavine på et skisportssted en større familiekrise, da faren griber sin mobiltelefon og bringer sig selv i sikkerhed frem for at tage hånd om børnene, som moren efterlades alene med i snekaosset.

The Square starter sjovt nok med, at museumslederen Christian (en overbevisende Claes Bang), der kunne være en ældre, fraskilt udgave af faren fra Force Majeure, mister netop sin mobiltelefon (og pung). Han tror, at han på en offentlig plads heroisk hjælper en kvinde, som bliver jagtet af en voldelig kæreste, men det viser sig at være et fupnummer udført af lommetyve, der snupper hans ejendele.

Jeg vil lave kaos med dig
Via en app sporer han telefonen til en boligblok i en forstad til Stockholm, og sammen med sin assistent (danske Christopher Læssø) smider han en seddel ind gennem samtlige brevsprækker, hvori der står: ”Vi ved, det er dig – afleverer varerne!”

Östlund filmer Christians commando raid i boligblokken som en gyserfilm, og den smarte plan giver da også voldsomt bagslag, da en forurettet noget tid senere dukker op i Christians fine opgang, fordi hans forældre er overbevist om, at det er ham, som har begået tyveriet.

Drengen kræver en undskyldning, for ”ellers vil jeg lave kaos med dig”, som han udtrykker det.

Det ligner en tankevækkende analyse af terrorismens grobund. Som da USA efter 11. september hævnede sig kollektivt ved at invadere Irak og derved skabte nye fjender, der ”vil lave kaos” med terroraktioner.

Meget apropos bliver Bernadotte-statuen i starten af filmen revet ned, ligesom Saddam Hussein-statuen blev det i Irak. Filmen foregår i en ubestemt fremtid, hvor monarkiet er afskaffet, og kongeslottet omdannet til filmens museum: X-Royal.

Og den onde spiral visualiserer fotograf Fredrik Wenzel flot med et drejende kamera, der filmer ned i en trappeskakt.

Holder på kondomet
Brevet til boligblokken er ikke den eneste strategi, der slår fejl i The Square.

To unge, hippe pr-folk finder The Square-udstillingen umulig at sælge for andre end ”kulturtanter”, fordi den ikke rummer nogen konflikter. Gode råd er dyre. Noget i retning af Ice Bucket Challenge bliver foreslået, men hvad var det egentlig, at den reklamerede for?

Pr-folkene ender med at lave en video, hvor et barn (og en kat, naturligvis) bliver sprængt i luften. Videoen bliver et øjeblikkelig hit på YouTube, men snart må Christian konstatere, at ikke al omtale er god omtale.

Mediesatiren er ikke til at tage fejl af, og lige så veloplagt spidder Ruben Östlund den elitære kunstverden, der er fyldt med tågesnak og idiotiske koncepter – som den udstilling af grusbunker, rengøringsmanden forståeligt nok forveksler med affald.

Men også vort hykleriske forhold til gadetiggerne bliver udstillet, ligesom vores mangel på tillid til hinanden. Og især i en hylemorsom one night stand-scene genoptager Östlund sit nådesløse blik på forholdet mellem mand og kvinde: Christian tør ikke give sit fyldte kondom fra sig, af frygt for at journalisten Anne (Elisabeth Moss) vil misbruge det!

Skræmmende hovedscene
Inspirationen fra Roy Andersson er tydelig, hvad angår opstillingen af tableauer og den absurde humor. Men Östlund er mere politisk og samfundsaktuel end sin mentor, og han elsker at skrælle den civiliserede fernis af det moderne velfærdsmenneske.

Et abelignende menneske bliver sluppet løs under en fin museumsmiddag, og det er både skræmmende at se, hvordan gæsterne kultiveret forsøger at lægge bånd på sig selv, men også, hvad der sker, når de endelig slipper drifterne løs.

Det kunne godt have været filmens slutscene, og filmen taber i den sidste halve time højde. Den to timer og 22 minutter lange version, som blev vist i Cannes, kunne den danske klipper Jacob Secher Schulsinger med fordel gøre kortere.

Det vil kun styrke filmen, også selv om det betyder, at nogle darlings må dræbes (dog helst ikke den komisk-pinlige scene, hvor en tilhører med Tourette’s under en artist talk bliver ved at med at afbryde: ”Vis dine patter”).

Elisabeth Moss har gode scener, men hendes journalistkarakter er mere flagrende. Om den kan reddes på klippebordet, er nok mere tvivlsomt.

The Square sidder ikke i skabet som Force Majeure, men den cementerer alligevel, at Ruben Östlund er en af Europas mest originale instruktører lige nu.