En ubekvem sandhed

Det var et næsten enigt folketing, der i 2002 besluttede at sende danske styrker til Afghanistan. Sammen med amerikanerne skulle der føres krig mod terror, men det var en udtrykkelig forudsætning, at det skulle ske i overensstemmelse med Geneve-konventionen. Kort tid efter udtalte præsident Bush imidlertid, at amerikanerne ville forbeholde sig ret til kun at følge konventionen i det omfang, de fandt det hensigtsmæssigt.

Denne ændring af forudsætningerne for den danske deltagelse blev dog ikke taget op i Folketinget, og efterfølgende fastholdt regeringen, at den danske deltagelse var i overensstemmelse med Geneve-konventionen. Disse modstridende forhold blev først bragt frem i Christoffer Guldbrandsens tv-dokumentar Den hemmelige krig, som afslørede, at der bag den militære indsats lå en anden dagsorden skjult.

Filmen, der vakte stor debat i det krigsførende Danmark, blev mødt med vrede og afvisning fra regeringens side. Dens journalistiske faglighed blev beklikket, men ved en efterfølgende undersøgelse frikendt. Filmen blev vist fire gange i december 2006 og er ikke siden blevet genudsendt.

— Christoffer Guldbrandsen, hvad var det, der vakte din interesse for det danske engagement i Afghanistan?

”Jeg fandt ud af, at det reelle mandat, som de danske styrker var sendt til Afghanistan med, var at udslette og nedkæmpe Al-Qaeda og Taliban. Og jeg syntes, at det var så radikalt et skift fra den type opgaver, vi ellers havde haft. Anders Fogh Rasmussen sagde, at det primært var humanitære opgaver, som de danske styrker skulle udføre. Men for første gang siden 1864 var vi nu med i en angrebskrig.”

— Og det der med, at det drejede sig om at udslette og nedkæmpe. Hvor fandt du den passus?

”Den var formuleret, mener jeg, i det beslutningsforslag, der blev vedtaget december 2001 i Folketinget. I forarbejdet faldt vi så over, at der stod, at ’formålet med udsendelsen af de danske specialstyrker er at opfylde hovedmissionens formål’. Og hovedmissionens formål var, stod der så, at ’nedkæmpe og udslette Al-Qaeda og Taliban’. Det var helt åbenlyst. Beslutningen blev taget på under 24 timer. Alt det her skete utrolig hurtigt og lemfældigt.”

”Da vi lavede filmen, var der en folkelig konsensus om, at de danske styrker var ude at dele tavlesvampe ud og grave brønde. Men vi fik ligesom slået fast, at de også laver noget andet.”

— Beslutningen kom som reaktion på 11. september, der mildest talt var krigsførelse i strid med konventionerne. Er det ikke tænkeligt, at et politisk flertal ville mene, at det i denne særlige situation kunne være nødvendigt undertiden at afvige fra Genevekonventionens bestemmelser?

”Det var et folketingsflertal, der besluttede, at konventionerne ikke måtte fraviges. Da USA besluttede, at fangerne fra Afghanistan kunne tortureres, sendes til Guantánamo og i yderste konsekvens henrettes, lukkede den danske regering øjnene og fortsatte med at udlevere fanger til amerikanerne. Vores undersøgelse og film dokumenterer, at Folketingets beslutning blev tilsidesat. Den fortæller om en regering, der handlede i strid med flertallets afgørelse.”

”Hvis der havde været en folketingsbeslutning om, at ja, Danmark må godt udlevere fanger til tortur, Guantánamo og dødsstraf, ville det i den kontekst have været uproblematisk, men det var ikke situationen.”

— Hvor lang var filmprojektets udviklingsproces?

”Ret lang, halvandet til to år. Lov om forvaltning siger, at du skal have svar på din aktindsigtsbegæring efter ti dage. Der går præcis ti dage, nogle gange elleve eller tolv, så får du svar. Det svar er så: ’Vi beklager, at vi ikke har kunnet besvare din aktindsigt inden for tidsfristen. Vi vil vende tilbage senere. Og så går der en måned, halve år, hele år.”

”De fleste danskere er ytringsfrihedsfundamentalister. Men det paradoksale ved den debat er, at vi ikke har haft nogen debat om informationsfrihed, sådan som i USA, hvor ytringsfrihed og retten til aktindsigt hænger sammen.”

”Mens vi har kæmpet for ytringsfriheden, er adgangen til information blevet sværere herhjemme. Vi har lige haft en kommission til at undersøge adgangen til information og aktindsigt, og resultatet peger i retning af endnu mere lukkethed. I realiteten er det meget svært at få indsigt i oplysninger, der kan være belastende for en myndighed. Papirer kan blive forlagt eller destrueret, uden at det får konsekvenser.”

Den første whistleblower
— Afghanistan er vel kun et påskud for dig. Du kunne lige så vel have fundet alle mulige andre ting, som viste, at når det kommer til stykket, så lyver magthaverne glad og gerne?

”Nej, sådan kan man ikke stille det op. Journalisten Nils Giversen og jeg lavede i sidste ende filmen, fordi det var der, vores undersøgelser førte os hen. At Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen var villige til at gå så vidt i deres spin, fandt vi først ud af langt henne i processen.”

”Hvad der i høj grad ansporede os, var historien om den danske tolk, som havde klaget over de ting, han havde været vidne til, og efterfølgende var blevet hjemsendt. Vores problem var, at vi talte med hans advokat, som fortalte os, hvad han havde hørt om afhøringerne. Men det, han fortalte, måtte vi ikke bruge. Den eneste grund til, at jeg kan fortælle det her nu, er, at advokaten er afgået ved døden. Og han fortalte om alle de forskellige mishandlinger, som tolken havde berettet om.”

”Advokaten fortalte os også, at under auditørundersøgelsen kom der to amerikanere op for at afhøre tolken, fordi de skulle finde ud af, hvem det var, der havde forestået de her mishandlinger, herunder også likvidering af en fange under en operation. Og vi fandt også ud af, hvilken operation det sandsynligvis var, og det stemte sådan set også sammen, men vi kunne ikke få det belyst sikkert nok til, at vi kunne tage det med i filmen.”

— Men din dagsorden var vildledningen i det danske system?

”Nej, at filmen endte med at handle om vildledning af Folketinget, var et resultat af processen. Tolken er væsentlig, fordi han er den første whistleblower, globalt set, der siger: ’Den er gal. Vi behandler ikke de her folk okay.’ Og som så går til sine foresatte.”

”Det vi prøvede at dokumentere var, at danskerne udleverede fanger, selv om de vidste, at fangerne risikerede dødsstraf og tortur. De gjorde det i lodret modstrid med den beslutning, som Folketinget havde truffet. Det er det, vores undersøgelser viste.”

”For mig at se er det interessante, hvordan magtstrukturerne reagerer. Hvordan der sker et langsomt skred. Når man giver køb på ét princip, og reglerne begynder at blive uklare, så begynder det hele gradvis at skride. Det er det, filmen handler om.”

”Når man oven i det lægger en historisk svag opposition og en meget svag og kriseramt presse, midt i en voldsom forandringsproces med nye medier og færre midler, og et regeringsapparat, der bruger enorme ressourcer på at kommunikere og fremstille deres synspunkter - ja, så har man en virkelig problematisk situation. Så har man en forskydning af magtbalancen og en magtkonstellation, som er interessant at studere.”

I lommen på systemet
— Hvordan reagerede systemet på dit angreb?

”Det var ikke et angreb, og det var ikke sådan, at vi satte os for at afsløre, at magthaverne lyver. Når det er sagt, var systemet i vores tilfælde især Forsvarsministeriet - eller for at være præcis forsvarsminister Søren Gade og hans personlige rådgiver Jacob Winther. Alene i Forsvarsministeriet arbejdede der femten mand på at miskreditere filmen og dens oplysninger. Til premieren sad der adskillige mænd i uniformer med lygter og noterede. Og da filmen var slut, gik forskellige spindoktorer og kommunikationsmedarbejdere fra Forsvarsministeriet og Statsministeriet rundt og talte med journalister og fortalte om alt det, der efter deres mening var i vejen med filmen.”

”Når der er tale om spin, foregår det i det skjulte. Men vi oplevede, at en række journalister var påfaldende lydhøre over for Gade og Winthers synspunkter. Så meget, at der var tale om en usund relation.”

— Hvad mener du med ’usund relation’?

”At der var en slags gensidig afhængighed, som betød, at journalistikken i nogle tilfælde fik slagside og ensidigt tog Gade og Winthers parti.”

— Det skal du vel sige. Det var jo dig, de kritiserede?

”Hvis det bare handlede om forløbet omkring Den hemmelige krig, kunne jeg spørge mig selv, om jeg ikke bare følte mig forfulgt. Men min påstand er, at der i dag er en situation, hvor medierne er blevet meget afhængige af Forsvarsministeriet og Forsvarets velvilje for at kunne få mest mulig adgang til at dække krigene i Irak og Afghanistan og derfor ender i situationer, hvor journalistikken bliver spillet af banen af spin.”

— Man får noget til gengæld, når man samarbejder med magthaverne?

”Det er ikke sådan, at nogle journalister bliver helt udelukket, men der er nogle, der får særlige godbidder. Det kunne vi se, da vores film kom ud. De, der fik godbidderne, var også dem, der var hårde ved vores film. Godbidderne gavner avisen og fremmer journalistens egen karriere, men samtidig kommer journalisten i lommen på systemet. For man skriver ikke meget kritiske artikler om dem, man får godbidder af.”

Søren Gade søger dækning
— Kan du nævne et tilfælde, hvor det er sket?

”TV 2 er et godt eksempel på kompleksiteten. TV 2 har som udgangspunkt bedrevet seriøs og kritisk journalistik om både Irak og Afghanistan. Men samarbejdet med Forsvarsministeriet er tæt og i mindst et tilfælde, jeg kender til, for tæt.”

”I 2007 er de danske styrker ved at blive trukket ud af Irak, fordi sikkerhedssituationen ifølge regeringen er blevet så god, at irakerne nu selv kan tage over. Men situationen i den danske lejr bærer præg af alt andet end sikkerhed. Her er raketangreb fra oprørerne ved at blive en daglig oplevelse, og situationen harmonerer meget dårligt med regeringens spin.”

”Den 25. april er TV 2’s Rasmus Tantholdt sammen med Søren Gade på besøg i den danske lejr. Under optagelserne bliver lejren angrebet, og forsvarsministeren må søge ly under et bord. Tantholdt griber chancen og interviewer Søren Gade, mens han ligger på gulvet. Indslaget er et kommunikationsmareridt, der signalerer alt andet end handlekraft.”

”Dagen efter flyver de hjem sammen. Få timer efter de er landet, ringer Gades rådgiver, Jacob Winther, til Tantholdt. Han har nogle stærkt fortrolige oplysninger, som han gerne vil dele med TV 2. Winther fortæller, at Søren Gade har besluttet, at der skal sendes jægersoldater til den danske lejr for at sætte en stopper for oprørernes angreb. Oplysningerne er hemmelige. Dagen efter bliver de i fortrolighed forelagt Det Udenrigspolitiske Nævn, hvis medlemmer er pålagt tavshedspligt.”

”TV 2 venter med at bringe historien til efter nævnsmødet. Klokken 21.16 bliver oplysningerne om jægersoldaternes mission til breaking news på TV 2’s hjemmeside, og Ritzau kører dem som citat fra TV 2.”

— Nyheden vækker røre?

”Ja, i de følgende dage raser politikere og lederskribenter over, at soldaternes liv er blevet bragt i fare af den uansvarlige og efter alt at dømme strafbare læk. Jægerkorpsets egen chef, Henrik Friis, går på TV 2 News og slår fast, at hans folks sikkerhed er blevet kompromitteret, og han minder om, at det ikke er længe siden, at danske soldater har mistet livet i Irak. I medierne kan man læse, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller antager, at lækken kommer fra medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn.”

”TV 2 ved, det ikke er rigtigt. De ved, at lækken er målrettet spin fra Forsvarsministeriet, og de ved, at Jacob Winther står bag. De ved, at virkeligheden er en anden end den, der bliver fremstillet, men de vurderer, at det er vigtigere at beskytte deres kilde, i det her tilfælde forsvarsministerens personlige rådgiver.”

”Problematikken er blevet endnu mere speget efter sagen om Jægerbogen. For hvem var blandt de jægersoldater, hvis liv dengang angivelig blev bragt i fare af Forsvarsministeriets spin? Selvsamme Thomas Rathsack, som i dag af Søren Gade og Forsvarets top er blevet fyret, miskrediteret og sigtet for at have brudt sin tavshedspligt.”

Journalister sidder på hænderne
— Det er en alvorlig påstand, som du fremsætter her. Kan du dokumentere den?

”Jeg kender til forløbet fra kilder tæt på processen. Det paradoksale er, at der er mange, som kender historien. Der sidder journalister på TV 2, Politiken og DR, der alle ville kunne fortælle den samme historie. Men de vil ikke. Enten fordi de ikke vil kompromittere deres kilder, eller fordi de er bekymrede for konsekvenserne. Jeg lærte om forløbet, lige efter det skete for snart tre år siden. Jeg har også selv siddet på hænderne. Billedet er nuanceret. Jeg forstår godt ræsonnementet bag TV 2’s håndtering, og min faglige respekt for Rasmus Tantholdt er sådan set uændret. Jeg synes ikke, at han har gjort noget forkert.”

— Hvad har det med Den hemmelige krig at gøre?

”Jeg ser det som et udtryk for den samme usunde kultur. Det handler om relationen mellem medierne og Forsvarsministeriet - en relation, der i sidste ende ikke er i læserne og seernes interesse. Det handler om, at spin vinder over journalistik.”

”Og så er det slående, at det er de samme personer, som går igen i sagerne. Det er Søren Gade og Jacob Winther, og det er de samme journalister. I forløbet om Den hemmelige krig var det især Nyhedsavisens Simon Andersen, der førte an i kampagnen mod filmen, en kampagne, der i slående grad var i overensstemmelse med Forsvarsministeriets spin. Selvsamme Simon Andersen, som Forsvaret valgte at lække den arabiske oversættelse af Jægerbogen til. Og som blev ved med at hævde, at han havde set den på internettet - også efter, at Forsvaret havde indrømmet, at de selv havde fabrikeret den.”

Spindoktor: C’est la guerre
— Har du overvejet at følge op på Den hemmelige krig?

”I sidste uge snakkede jeg med Jægerbogens forlægger og sagde, at jeg egentlig fortrød, at jeg ikke havde lavet en to’er og en tre’er og var blevet ved. Men så fremførte han det synspunkt, at der kører mange vrede mænd rundt på de jyske landeveje, og mange af dem har givetvis ret, men der er ingen, som gider lytte til dem. Man kan ikke holde deres skrigeri ud. Den situation vil jeg meget nødig ende i.”

— Nogle år forinden lavede du en portrætfilm om statsministeren, Fogh bag facaden. Har du haft lejlighed til at snakke med Anders Fogh Rasmussen om Den hemmelige krig?

”Ja, vi mødte hinanden sidste sommer, tror jeg, på en café i Paris, hvor vi også vendte sagen, og det var ret åbenlyst, at vi ikke kunne opnå nogen form for konsensus om, hvad der var foregået. Han er jo af natur relativt usentimental.”

— Man kunne godt forestille sig, at han ville sige, at sådan er den pragmatiske situation?

”Givetvis, men så langt kom vi ikke. Men jeg mødte en af de rigtig slemme spindoktorer, der var undskyldende og grinende sagde: ’C’est la guerre.’”

”Men der er da også lykkelige fortællinger i den her sag. Statsministeren gik ud og sagde, at DR havde et troværdighedsproblem, hvilket er et voldsomt pres på en offentlig tv-station, som er fuldstændig afhængig af det siddende flertal. Da presset var allerstørst, havde vi en række møder med generaldirektør Kenneth Plummer, hvor vi skulle redegøre for alle de her forhold. Her oplevede vi en entydig opbakning. Han gik til det yderste for at støtte os. Der har været tidligere sager, hvor de har bøjet sig meget hurtigt. På den måde var der et lille lys i mørket.”

— Man kan vel også se Den hemmelige krig som en film, der lægger sig i forlængelse af den hæderkronede DR-tradition for kontroversiel, dybdeborende dokumentar?

”Det er den tradition, der er fraværende i dag. Nu drejer programmerne sig om folk, der er blevet snydt af forsikringsselskaber eller bilforhandlere. Det er sådan set også fint nok, men hele den besværlige udfordring af magten er borte.”