En uforlignelig rejse med Pasolini

Kærlighed, skilsmisse, homoseksualitet, prostitution, æresbegreber og seksuelle tabuer – alle emner, som epoker og klasser har anlagt forskellige syn på igennem historien. 

Netop disse emner tog den italienske instruktør og samfundstænker, Pier Paolo Pasolini (1922-1975), op i en film fra 1964, det vil sige få år inden den seksuelle revolution. 

Love Meetings (Comizi d’amore) – der kan ses på YouTube – står i dag tilbage som et stykke historie og sociologi. 

Det fungerer som et vindue ind til en særlig tidslomme i 60’ernes Italien og viser underklassens, middelklassens og overklassens syn på seksualitet.

Paradokser i underklassen
Love Meetings er en af de første italienske cinéma vérité-film, hvor målet er at bringe tilskueren ind i den realistiske virkelighed igennem samtaler og holdningsbaserede interviews.

Pasolini, der er kendt for den episke Matthæusevangeliet og den kontroversielle Salò eller de 120 dage i Sodoma, har i et af sine mindre kendte værker placeret sig i journalistens sko. 

Han rejser rundt i Italien for at besøge alt fra det rige og frigjorte Milano i nord til det fattige og moralsk forstokkede Palermo i syd. 

Vi tages med på en undersøgelse, der vækker mindelser om Alfred Kinsey, som studerede menneskets seksuelle adfærd. Én ting står soleklart i Pasolinis film: Seksualitet og synet på tabuer afgøres i meget høj grad af økonomisk baggrund. 

Det vrimler med paradokser i opfattelsen af moral i underklassen. 

Mange mænd fra Syditalien lader sig hellere forarge over en frigjort kvinde end et æresdrab. De betragter en prostitueret kvinde som uhæderlig, hvorimod en mand, der går til en prostitueret, er helt normal. Og det er kun kvinder, der ikke må have sex før ægteskabet. 

Mændene opfatter det som tilsvarende unaturligt, at kvinder tager alene i biografen eller på café. Kvinden kan navigere på måder: som pige inden for det jomfrulige felt og som kvinde inden for det moderlige felt.

Balancens kunst
Med Love Meetings ønskede Pasolini at repræsentere hele det socioøkonomiske spektrum og få et bredt udsnit af italienerne i tale.

Tidligt måtte han dog sande, at filmen ikke havde potentiale til at blive så repræsentativ, som han have håbet på.

Middelklassen var så godt som umulig at få i tale, og det giver på sin vis mening. For både underklassen og overklassen er veldefineret. 

De har allerede været oppe i buffeten for at fylde tallerkenerne op med det, der tilkom dem, og de har allerede sat sig ned for at spise – på deres veldefinerede plads. 

Imens står middelklassen stadig og fumler for at finde sit rette bord, mens de forsøger at balancere tallerkenen for ikke at smide rønnebærene og skysovsen på gulvet. 

Det er nemlig en balancens kunst. 

Middelklassens sociale position er bevægelig, idet man både kan stige og falde. Kun hvis man formår at holde sig på den sikre linje, som socialitetens smalle sti er, kan man avancere. 

Det er simpelthen ikke prisen værd at fucke up. Derfor holder de mund eller siger det sikre. Angsten for at bryde sociale koder og tabuer er for stor. 

Det rene hjerte
Den syditalienske underklasse lider under det, Nietzsche kaldte for slavemoral. Nemlig en moral, der sætter det ydmyge og barmhjertige før det livsduelige og glædelige. 

I Calibrien er den økonomiske velstand ringe, men naturligvis ønsker indbyggerne som alle andre mennesker at blive opfattet som værdifulde. Faktisk helst som overlegne. 

Ved at gøre moral og renhed til den højeste værdi kan de hæve sig over dem, der ”kun” har materiel værdi. For hvad er en fyldt pengepung i forhold til hjertets renhed?

Når man ikke kan være rigere end de andre, kan man være bedre. Ved at stadfæste en hård moral, der består i at underlægge kvinden en række renheds- og æresbegreber, som tilsyneladende ikke gælder for lovgiverne selv, altså mændene, bliver de mere ærefulde. 

For kvinden er en skat, som der siges i filmen. Mere objektiviserende kan det næsten ikke blive. 

Frygten for at leve livet
Den danske forfatter Hans Kirk (Fiskerne) interesserede sig for religion og moral i Danmark. Han konkluderede, at materiel velstand afgjorde, om man blev grundtvigianer eller tilsluttede sig Indre Mission. 

Grundtvigianismen opstod ud af den fede muld i Midtjylland, hvor bønderne stadig kæmpede for at opnå politisk magt. På samme tid voksede Indre Mission sig ud af det meget lidt frigjorte miljø på Vestkysten. 

Hans Kirk opfattede moral som den klareste afspejling af samfundsforholdene: ”Under hårde livsbetingelser vil der skabes en streng moral. (…) Men i de moralske dogmer, som indremissionen opstiller, stikker underklassemoralen tydeligt igennem …” 

Her kan man ikke andet end finde identitet i den moral, som man gør til en norm: ”Underklassen sætter sin livsanskuelse op mod de andre stænders og gør den til religiøs norm.” 

Kirk benævnte det for en frygt for at leve livet, og det interessante er, hvor tæt Pasolini og Kirks analyser kommer hinanden nær. 

At se Love Meetings er som at tage med Pasolini på en uforlignelig rejse i 1960’ernes Italien. Det er som at dykke ned i en tidslomme af ærlige kommentarer fra ægte mennesker, der befinder sig i en brydningstid.

Efter den seksuelle revolution var verden på godt og ondt ændret for altid.