Super16: Ensom midt i en familie

Ensomhed.

Det er vel nok et af de mest gennemtærskede emner i moderne filmkunst, men holdet bag En værdig mand på den nye Super16-årgang giver det en originalt drejning.

Erik – spillet af Trols Lyby – er nemlig ensom midt i sin egen familie. På overfladen er alt lutter idyl, men Erik føler sig ikke set og hørt. At han som bager har nattearbejde og sover om dagen, forværrer kun hans fremmedgjorthed. Erik synker længere og længere ned i depressionen.

”Det er en idé, jeg længe gerne har villet arbejde med. Det voksede ud af min onkels historie,” fortæller instruktør Kristian Håskjold og fortsætter:

”Som barn kom jeg rigtigt meget i hans hus, og jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne snakke med ham. Han havde et hårdt arbejdsliv og arbejdede om natten, men det var også, som om han altid var lidt fraværende.

Powerteam
Vi befinder os i kantinen i Filmhuset i Wildersgade på Christianshavn, hvor Super16 har kontor. Kristian Håskjold sidder sammen med producer Caroline Steenberg Dam, mens manuskriptforfatter Marianne Lentz er med over Skype fra Japan, hvor hun holder ferie.

De tre er noget af et powerteam.

Kristian Håskjold er allerede en gammel kending på Ekko Shortlist. Hans Reception fra 2013, om en receptionist på hårdt arbejde med en tyranniserende gæst, ligger på en fornem 31. plads ud af 750 film. Pinde & Pistoler indbragte ham klippeprisen ved Ekko Shortlist Awards 2016, og lige nu er Forever Now ved at køre sig i stilling til Ekko Shortlist Awards 2018. Han er derudover også næstformand for årgang #10.

Marianne Lentz har arbejdet som journalist og anmelder, blandt andet for Ekko, men efter to års manusuddannelse på Syddansk Universitet har hun taget skridtet til den kreative del af branchen.

Caroline Steenberg Dam er formand for årgang #10, uddannet skuespiller, har arbejdet som produktionsassistent på DR’s Bedrag, som producerassistent på Creative Alliance og arbejder nu freelance, mens hun har sin egen virksomhed Firebrand Productions, som En værdig mand er produceret gennem.

”Hvordan viser man en ensom mand, der egentlig ikke burde være ensom? Det var en interessant udfordring. For at illustrere de forskellige lag i psyken kunne vi bevæge os ud over socialrealismen og gøre filmen en smule magisk-realistisk, og det tændte mig,” siger Caroline Steenberg Dam.

Marianne Lentz var tiltrukket af historien.

”Jeg blev ved med at vende tilbage til billedet af bageren, der står alene i sit bageri. Jeg blev meget rørt af historien – altså det at være følelsesmæssigt afkoblet fra sin egen familie,” siger manuskriptforfatteren, mens Kristian Håskjold supplerer.

”Mange af de mænd, jeg havde kontakt med i min barndom, havde svært ved at udtrykke deres tanker og følelser. Så for mit vedkommende føles historien som et portræt af den midaldrende arbejdermand, der som følge af manglende evne til at kommunikere ender i et sammenbrud,” forklarer instruktøren.

Usynligt spøgelse
For at komme dybere i historien tog trekløveret på udviklingstur til Vordingborg, hvor de over nogle dage lærte hinanden at kende og fik idéer til filmen.

”På turen fik vi skabt en meget klar retning for filmen, men vi havde ikke fundet frem til scenerne. Det arbejde overlod jeg til Kristian og Marianne,” fortæller Caroline Steenberg Dam.

”Kristian og jeg mødtes meget i udviklingsfasen. Vi tog også på researchtur til en bager, hvilket var enormt givende,” siger Marianne Lentz. ”Vi spurgte helt konkret ind til deres søvnmønster og opdagede hvor lidt de egentlig sov. Det slog mig, hvor hårdt et job det er.”

I filmen ser vi i tableauer, hvordan Erik er som et usynligt spøgelse i sit eget hjem – til børnefødselsdagen og i sengen med konen.

”Ensomhed er noget meget personligt. Det er næsten noget, Erik holder skjult for sin familie, fordi det er meget svært at tale om,” siger Caroline Steenberg Dam.

”Ingen i familien er klar over, hvor svært han har det. Filmen skildrer optakten til hans sammenbrud, hvor det endelig går op for hans kone og børn, at han ikke har det godt. Det svære var at finde vendepunktet,” siger Kristian Håskjold.

Radio som bedste ven
Den store udfordring var at skabe en udvikling hos hovedkarakteren Erik, fortæller Marianne Lentz.

”Det er faktisk vildt svært at skildre en passiv mand. For hvordan gør man det spændende? Hvordan gør man det dynamisk? Vi var nødt til at finde noget, som han efterstræbte. Det skulle ikke løse hans problemer, men han skulle selv tro på det,” siger manuskriptforfatteren.

Kristian Håskjold fik den idé, at Erik forsøger at komme igennem til et radioprogram, hvor lytterne skal fortælle en vittighed og kan blive ”Ugens joker”.

”Min onkel lyttede altid til Giro 413, og vi lyttede til Nattevagten på Radio24syv. Eriks bedste ven er radioen, som taler til ham. Det er jo envejskommunikation, og det er meget symbolsk for hans liv,” siger Kristian Håskjold.

”Erik vil igennem i radioprogrammet og fortælle sin vittighed. Det er hans drivkraft, men det løser selvfølgelig ikke hans ensomhed. Det indser han først bagefter. Det er forskellen på det, han ønsker, og det, han egentlig har behov for,” forklarer Marianne Lentz.

Maskefald
Vi ser Erik i hjemmet og i bageriet. Ubønhørligt bevæger vi os frem mod hans totale sammenbrud. Det er filmens store scene, hvor Troels Lyby ifører sig en ansigtsmaske af dej og sætter sig ind til middagsbordet. En malplaceret, grotesk happening, tror konen og børnene, indtil de hører Eriks gråd inde bag masken.

”Vi var godt klar over, at vi skulle have et håb i en ellers tung historie. Vi har både hentet inspiration hos en kunstner, der arbejder med dej, og fra en hybridfilm om Batman-skuddramaet, hvor gerningsmanden foran spejlet tager forskellige masker på,” siger Marianne Lentz.

”Når Erik tager masken på, er det en desperat handling, et råb om hjælp. Men vi har undervejs i filmen bygget op til det ved at vise, hvordan han i mindre skala bryder med sociale normer – for eksempel når han bliver ved med at synge en fødselsdagssang.”

– Det kan minde om Mogens Rukovs tanker om den skandaløse historie, der kan ses i hans og Vinterbergs Festen?

”Ja, familiens reaktion i vores film ligner jo også familiens i Festen. Langt hen ad vejen lader de også som ingenting. Man vil bare gøre ekstremt meget for at bevare en positiv orden. Sådan er vi mennesker nok,” siger Marianne Lentz.

Kristian Håskjold nikker.

”Vi satte meget tid af til den her scene, fordi vi vidste, at vi ikke havde en film, hvis scenen ikke virkede. Det var svært teknisk at lave den dér dejmaske, så den ikke faldt fra hinanden, men det var også svært at skabe en opbygning, så scenen blev troværdig. Scenen skulle have den lange varighed, der gør, at det føles meget pinagtigt,” siger instruktøren.

Faste rummer, frit spil
Selv om En værdig mand er optaget med et statisk kamera og nogle skarpe rammer om scenerne, har Kristian Håskjold givet plads til, at skuespillerne kunne improvisere.

”Tidligere kunne jeg ikke vurdere, om spillet var godt, fordi replikkerne var nogle, jeg havde skrevet. Men det indså jeg først, da jeg lavede Forever Now, hvor jeg begyndte at arbejde med improvisation. Det er nødt til at være autentisk, før man tror på det,” siger instruktøren, der oplevede at instruere børn som den største udfordring.

”Jeg har ikke arbejdet med børneskuespillere før, og det er svært, for de har en anden drivkraft og vilje, end voksne har. Og i fødselsdagsscenen skulle vi have styr på tretten forskellige mennesker i samme billede. Det var virkelig en udfordring.”

Caroline Steenberg Dam var helt enig i, at de skulle arbejde med improvisation.

”Jeg hader film, hvor man kan mærke, at der bliver sagt replikker. Og jeg har arbejdet meget med impro. Vi planlagde at have meget tid, så der var råderum til at bevæge os rundt og tage scenerne om for at finde ud af, hvad der fungerede. Vi afprøvede forskellige versioner af scenerne: en sur, en gladere og så videre. Vi havde meget materiale at vælge imellem i efterarbejdet.”

Filmholdet fik lov til at bruge en bagerbolig i Lejre, som de indrettede efter scenerne i filmen. Produceren Caroline Steenberg Dam har gjort sig en vigtig erfaring.

”Der er aldrig tid nok. Vi havde helgarderet os, men alligevel er der altid tidsfaktoren. Jeg har lært, at man inden optagelserne simpelthen bare skal snakke, til man får kvalme. For det betyder, at vi ved, hvad der skal ske, og at vi er enige og hurtigt kan skifte gear. Derfor blev det nogle fede optagelser – trods tidspresset.”