En verden af frie eksperimenter

Magtforhold på en avisredaktion, forelskelse i en rollespilsverden og ensomhed på YouTube er bare halvdelen af de kreative universer, som bliver fremmanet i midtvejsfilmene fra tiende årgang på Super16.

Alle seks film bliver vist i Empire Bio onsdag den 18. september, hvor man på tre tidspunkter vil kunne se dem i forskellige blokke.

Og der er et imponerende højt niveau i filmene fra uddannelsen, der var repræsenteret på årets Cannes-festival med Andrias Høgennis afgangsfilm Ikki illa meint.

”Når man fortæller folk i udlandet om den her forening, er de ved at falde bagover, fordi det er så unikt. Folk spørger: ’Hvad med jeres bestyrelse og lærere, hvem arrangerer jeres undervisning? Jamen, det gør vi selv!’ Og det er på mange måder et mirakel, at foreningen – der har tyve års jubilæum i år – stadig eksisterer og har vokset sig stærkere,” siger manuskriptforfatter Marianne Lentz, der har skrevet En flirt, som er instrueret af Zinnini Elkington og produceret af Lea Lykke.

De er gået over det normale format på højst en halv time og har lavet en film på 42 minutter om journalisten Eva, der kommer i tvivl om rigtigt og forkert efter et seksuelt møde med sin nye direktør.

Friheden til at eksperimentere er noget af det vigtigste for foreningen.

”Super16 er stærk, men også skrøbelig, fordi den kun eksisterer i kraft af medlemmerne. En dysfunktionel årgang kan svække foreningens fundament, så det har været vigtigt, at man med stolthed tager en ny årgang ind og giver det videre på en god måde,” fortsætter Marianne Lentz og henviser til, at det er den gamle årgang, der vælgerne eleverne på den nye årgang.

Hun suppleres af Kristian Håskjold, der sidste år vandt hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards for det sprælske parforholdsdrama Forever Now.

”Hvis noget ikke bliver gjort af os, så er det tydeligt for enhver. For så sker der bare ingenting,” fortæller instruktøren.

”Den dårlige samvittighed kommer sindssygt hurtigt frem, og det er god læring til at komme ud i en branche, hvor folk ikke går og fejer foran dig for at få dig frem i verden. Du har jo kun dig selv, og det lærer man meget på Super16.”

De fede fejl
I sin nye film Krokodilletårer – skrevet af Christina Øster og produceret af Andreas Bak – har Kristian Håskjold igen givet hovedrollen til Ferdinand Falsen Hiis, der spiller over for Frederikke Dahl Hansen i Forever Now.

Han spiller denne gang en ung, norsk mand, som kommer til Danmark for at besøge sin biologiske far. Det har været en nemmere film at lave end førsteårsfilmen En værdig mand, der også kan ses på Ekko Shortlist, fortæller instruktøren.

”Jeg synes personligt, at der har været et mindre pres. Der ligger en forventning om, at flest kigger på første- og tredjeårsfilmen. Man håber selvfølgelig, at nummer to også bliver god, men man kan altid fikse det med den sidste,” siger Kristian Håskjold med et grin.

Han får opbakning af Simon Mortensen, der har lavet Pinkies begravelse med manuskriptforfatter Malthe Jagd Miehe-Renard og producer Theis Nørgaard. Deres film lægger sig med voldelig komik ind i traditionen fra Anders Thomas Jensen og De skrigende halse.

”Første år på Super16 er man ret oppe og køre, fordi man er kommet ind og er blevet taget godt imod af den gamle årgang. Men fordi man befinder sig i en ny konstellation og skal levere på meget kort tid, opstår der naturligvis en masse skønhedsfejl i førsteårsfilmen. Nu har vi haft et større budget og mere tid omkring hele processen, men det var stadig fedt at begå de fejl sidste år, fordi man bare lærte utroligt meget af dem,” siger Simon Mortensen.

Kunsten at tage chancer
Med mere tid og flere penge til at realisere sit projekt stiger ambitionerne også, forklarer Glen Bay Grant.

Han har skrevet World of Content med Malthe Jagd Miehe-Renard, mens Anna Risgaard Dahl har produceret filmen om den unge mand Emil, der lever hele sit liv gennem sin kanal på YouTube, hvor han følger Frank og efterhånden mister sin virkelighedsforbindelse.

”På sin vis er alle film jo et form for eksperiment, hvor man skal tage et leap of faith på den ene eller anden måde. Vi fandt skuespillerne, før vi havde skrevet et manuskript, og på den måde blev historien meget organisk,” siger Glen Bay Grant og fortsætter:

”Jeg var ikke sikker på, at det ville virke, men nu ville jeg ikke se det som en chance at arbejde på samme måde med afgangsfilmen. Så der er stadig masser af plads og rum til at tage chancer.”

Udfordret af producer
Der er for nylig blevet optaget en ny årgang på Super16, som er udvalgt at den nuværende årgang. Det er bare et af de mange aspekter ved at drive sin egen forening.

”Super16 er jo et sted, hvor man må gøre op med sig selv, hvad man vil lære. At have gået fra en førsteårsfilm, hvor vi bare kastede os ud i det, til på midtvejsfilmen at kunne skrue op for nogle knapper eller gå i dybden med nogle ting, som man vil udfordres på inden afgangsfilmen, har været vigtigt for mig,” siger Hannah Elbke.

Hendes midtvejsfilm Bleed er skrevet af Henrik Binger og produceret af Caroline Steenberg Dam. Den handler om unge Ea, der er forelsket i bedstevennen Simon, som hun inviterer ind i sin rollespilsverden.

Henrik Binger har også sammen med instruktør Jacob Krzystztof Glogowski skrevet manuskript til Et tårn af to, som er produceret af Johannes Rothaus Nørregaard.

”Jeg var ret bange for at lave den her film. Formatet er et kammerspil, der er to karakterer, og det er det. De er begge med i stort set hver eneste scene, så det føltes som et ret nøgent projekt,” fortæller Jacob Krzystztof Glogowski, der blev udfordret af sin producer.

”Hans mål var at få mig til at tænke over dem, jeg ville vise filmen til. Det var jo provokerende ad helvedes til,” siger instruktøren.

”Det var et es, som han havde i ærmet, hvis der var noget, han ikke brød sig så meget om: ’Jacob, hvad med publikum?’ Det har heldigvis lært mig at træde ud af mit eget hoved og komme lidt mere ned på jorden, så filmen blev en mere kollektiv proces.”

Intet alternativ
Super16 er ganske ofte – ikke mindst i Ekkos spalter – blevet kaldt en alternativ filmuddannelse. Men det vil de gerne væk fra.

”Før i tiden hed det, at vi var den alternative filmuddannelse, men det er noget bullshit, for vi er vores egen filmuddannelse. Vi er ikke et alternativ til Filmskolen, ligesom Filmskolen ikke er et alternativ til Super16,” siger Glen Bay Grant.

”Når jeg er sammen med folk, kalder jeg Super16 en filmskole. Det er ikke Filmskolen, men det er én filmskole. Jeg har også en rigtigt god ven, der kalder os en kursusuddannelse,” siger Jacob Krzystztof Glogowski til stor latter rundt om bordet.

På Den Danske Filmskole har der den seneste tid været store protester fra eleverne, fordi rektor Vinca Wiedemann har indført forandringer i strukturen. Det er blevet gjort topstyret og uden tilstrækkelig information, men ændringer er ifølge folkene på altid foranderlige Super16 mest af det gode.

”Filmskolen er jo i en lidt mærkelig situation lige nu. Ledelsen har ønsket at ændre en masse ting derude, hvilket som udgangspunkt kan være en god idé. Idéen om forandring er noget, vi også omfavner på Super 16,” siger Simon Mortensen.

”Men i modsætning til fremgangsmåden i vores forening, har hele processen været mørkelagt, hvilket jeg personligt mener er usundt. Deres problemer opstår, fordi der ikke er en kollektiv ånd omkring ændringerne. Ledelsen har forsøgt en masse omvæltninger, men ikke inkluderet folk ordentligt i det.”

Et brand med respekt
Tiende årgang på Super16 er allerede i gang med at udvikle deres afgangsfilm, som bliver det primære visitkort, når de til næste år er færdige og for alvor skal lave film til branchen.

”Vi vidste fra starten, at det var tre år, så jeg har forsøgt at gøre mig en masse erfaringer, som har guidet mig den rigtige vej,” siger Hannah Elbke.

”Jeg har lige været instruktørassistent på et stort set, og det har været fedt at prøve, mens jeg forsøger at finde min egen stemme. Den vil jeg nok altid udvikle, men om et år skal vi nok være klar til at komme ud og lave en masse.”

”Der er også noget sørgmodigt i, at vi allerede om et år skal videre, for det er gået så stærkt. Der er et trygt rum, hvor man kan eksperimentere med sine film. Det skal man selvfølgelig blive ved med, men det er noget andet ude på den anden side,” tilføjer Glen Bay Grant, der ligesom de andre mærker respekten for Super16.

Sådan har det også været for Kristian Håskjold, der ved siden af Super16 blandt andet har arbejdet som klipper på Anders Matthesens vildt succesfulde animationskomedie Ternet Ninja.

”Jeg har kunnet mærke, at folks behandling af mig i branchen har ændret sig af at gå på Super16. Så jeg tror da, at brandet gør en forskel.”