En verden af psykopater

Psykopater interesserer mig ikke. Heller ikke film med et psykopatisk sigte, for eksempel Polanskis Chok, David Lynch’ Vilde hjerter, det meste af Tarantino eller Coen-brødrenes No Country for Old Men.

Det diagnosticerbart sygelige interesserer mig ikke, dét, der kan afskrives som værende uden for normalområdet.

Men det psykopatiske træk i enhver vellykket dramatisk figur, de psykiatriske spor i ethvert vellykket drama, optager mig. Altså grænselinjen mellem et almindeligt menneske i hverdagen og det samme menneske fremstillet i dramatisk gengivelse.

Sådan skrev jeg til redaktøren af dette magasin, da jeg blev spurgt om at lave en artikel. Noget lignende sagde jeg til Thomas Vinterberg, da han i sin tid præsenterede mig for ideen til Festen. Incest interesserer mig ikke, sagde jeg.

Så begyndte vi på fortællingen om en fest i en stor familie med en hemmelighed. Den blev befolket med enkle, også graciøse personer, med psykopatiske træk. Fortællingen tvang os.

Og jeg tror i virkeligheden, at det var kravet om drama, der overtog fantasien. Selv de mindste bipersoner fik denne karakter. Manden, der hele tiden beklager sig, den gamle farmor, der synger I skovens dybe stille ro, mens ydmygelserne finder sted, eller farfaren, der ikke kan høre og derfor fortæller den samme sjofle, ydmygende historie igen og igen.

Konturen af et menneske
Vi behandler alle personer som en slags psykopater. Det er det dramatiskes væsen. Måske en forudsætning for al fortællings fremstilling af mennesket. I virkeligheden findes det hele der, men formløst.

Det er selektionen, der er den formende kraft. Det er først ved at koncentrere blikket, ved at udelukke, ved at se bort fra, ved at lade et helt felt af muligheder være glemt, ikke blande sig, være sporløse, at det sete bliver synligt.

Vi gør mennesket monomant, ensrettet, entydigt. Vi giver det psykopatens energi i overbevisningskraft over for omverdenen, vi giver det evnen til at tilrettelægge sin verden - også med psykopatens mangel på empati og overflod af charme, den gales hensynsløshed og enorme, men også flæbende selviskhed.

Det er simpelthen nødvendigt for at kunne opfylde den opgave, vi har. At fremstille netop dette menneske. Det er dér, vi har vores besættelse. Netop dette menneske. Derved kommer der noget monomant over fremstillingen.

Forfatteren Jan Sonnergaard har beskrevet mennesket som en tynd linje mellem kaos og orden. Derfor kan vi ikke åbne med en figur, der er "rund", mangesidig, omfattende, stærkt facetteret, "rig". Mennesket skal have en kontur.

Vi starter så at sige med at reducere mennesket til noget, der ligner dets psyko patiske skikkelse: én vilje, ét temperament, én lidenskab. Vi indstiller os på dets monomane udformning. Og så almindeliggør vi det i fortællingens løb, hvor det møder andre mennesker, andre situationer, andre scener. Men på en eller anden måde forbliver det psykopatiskeskelet tilbage. Det gør sig hele tiden gældende.

Psykopatisk trekløver
I forhold til den historiske virkelighed vil fiktionen altid have sin styrke i de hvide felter på landkortet.

Kong Ødipus er meget mere end den, der har slået sin far ihjel og besvangret sin mor. Men styrken i Sofokles’ drama - og i myten - er, at han ikke er mere end netop det, nemlig den, der har slået sin far ihjel og besvangret sin mor.

På samme måde er Flammen & Citronen ikke historien om to frihedskæmpere, som er medlemmer af en gruppe - og slet ikke om gruppens aktiviteter - men historien om to mænds likvideringer og deres skæbne som følge af denne specifikke aktivitet. Det er både dens styrke og i visses øjne dens svaghed.

Den samme enøjethed på karaktererne finder vi hos Lars von Trier. Det er ikke, at personerne i hans film, ikke mindst den seneste, Antichrist, har psykopatiske træk, et vist mål af insisterende galskab. Er manden, der forfører kvinden ind i hendes seksuelle helvede, ikke på sin behandlermåde psykopat?

I dette perspektiv bliver - i den anden ende af genreskalaen - også Olsen-bandens trekløver forståeligt og deres folkelige succes forklarlig. De tre personer er en udspaltning af den psykopatiske fenotype: den manipulerende Olsen, den flæbende Kjeld, den altid fjong Benny. Det er netop det folkeligt appellerende. Og det er genialiteten i Bahs & Ballings socialdemokratiske figurer, at de har et virkeligt fællesskab. De er tre sider af den samme type - psykopaten.

Måske er det også det hemmelige indhold i alle massebevægelser i virkelighedens verden. Massen er ikke en grå, uskyldig mængde. Massen er påtrængende og definitiv. Den har sine tydelige værdier. Og den insisterer på dem. Massen har ingen empati for andre masser eller massebevægelser. Den er endda ude af stand til at udstrække nogen empati for afvigere. Massen kan bedst forstås som psykopatisk.

Sådanne træk forstærkes af massebevægelsers ledere. Alle, der var i berøring med Hitler, taler om hans forførende væsen, hans hypnotiserende øjne. Lenin betog ved sine ildnende taler, en egenskab han delte med Hitler. Allerede nogle af de første afsnit i Koranen, hvor der står, at ingen må tvivle om noget i denne bog, er tydeligt en psykopatisk anordning.

Dramaets helte
Med det monomane blik kan vi overskue de "store" films karakterer. Vi kan finde de ensartede figurer og deres psykopatiske besættelse. Der er faktisk ikke andet tilgængeligt, undtagen i komedien. Komedien er fyldt med neurotiske afvigere, i moderne tid bedst repræsenteret af Woody Allen.

Men i forhold til denne opdeling - psykopat/neurotiker - kan heltene fordeles. Hovedparten læner sig mod det psyko patiske. Travis i Taxi Driver, Michael i The Godfather, alle Godards helte, Kurtz i Dommedag nu, fyrene i The Deer Hunter, heltene i Tarkovskijs Den yderste dom, Bess’ kæreste i Breaking the Waves - og Bess selv? Det mærkelige ved Bess er, at hun lider under psykopaten, men selv får maniske kvaliteter, som faktisk forfører hende ind i det psykopatiske. Dramaet er en verden af psykopater.

Måske må mennesket føres over i sin syge lige, fremmedgjorte form for at kunne optræde i en dramatisk historie. Måske har dramaet brug for psykopatens charme og utålelighed.

Hos Shakespeare behøver vi ikke gå til Richard III. Richard er ond. Derfor falder man over ham og giver ham som eksempel på psykopaten. Hamlet er ikke ond. Derfor frikender man ham.

Hamlet er oven i købet opfattet af nogen som en svag, viljeløs mand. Men de spor, han sætter sig, er bestemt psykopatens. Han kæreste bliver vanvittig og begår selvmord, hans mor fortvivlet, alle omkring ham ender med at dø. Hamlet er et almindeligt menneske, der blot er opsat på noget bestemt. Han forfølger sit mål.

Sådan er det med vores karakterer. De er smittet af deres egen, indre psykopat. Skelettet træder frem under huden.