Interview
04. okt. 2019 | 14:07

Mød dansk films to tossehoveder

Foto | Claus Nygaard Petersen
Normalt er det stjernerne i Hollywood, der får taget billeder med et Ekko-magasin i hænderne, men denne gang har Steen Rasmussen (tv.) og Michael Wikke fået æren.

”Landets filmfolk bør finde på deres egne historier frem for at efterligne amerikanerne,” siger Wikke & Rasmussen, der efter tretten år er tilbage i biograferne med Gooseboy.

Af Claus Nygaard Petersen

”Vi er en del af undergrunden, et eller andet sted. For vi er ikke specielt anerkendte i dansk films store palads.”

Steen Rasmussen filosoferer over sit og Michael Wikkes slægtskab med den danske filmscenes undergrund.

”Når vi laver noget, har det en signatur. Der er mange instruktører, som er meget teknisk dygtige til at springe fra den ene verden til den anden. De laver en krimiserie og hopper derpå til et periodedrama eller noget andet. Dér tror jeg man vil sige, at vi har tone – en stil – i det, vi laver,” siger Michael Wikke.

Makkerparret har været sammen i 35 år. I 1984 startede de deres eget selskab Græsted Film & Fjernsyn og begyndte af lave tv på Danmarks Radio i monopol-dagene.

Nu er de aktuelle med den musikalske komedie Gooseboy om drengen Viggos eventyr med den jysktalende gås Nissemand. Ligesom med deres julekalender Julestjerner fra 2012 har de valgt at lægge det økonomiske aspekt til side.

”I Julestjerner prøvede vi for første gang det med ikke selv at være producenter og nøjes med at stå for det kreative arbejde. Det frigjorde så utroligt megen energi,” fortæller Michael Wikke.

”Fordi vi fik den rigtige producent,” supplerer hans legekammerat om samarbejdet med SF Studios.

Møder morgen og aften
Den forrige spillefilm, Der var engang en dreng fra 2006, producerede makkerparret selv. De startede ofte dagen med et møde for at vende, hvad der var råd til, og hvad der skulle skæres. Og så et møde mere om aftenen.

”Det dræner én rigtig meget. Du bliver rigtig træt af det, fordi du har så mange bolde i luften, og du skulle helst også lave en film, som fungerer,” siger Michael Wikke.

Med Gooseboy har de for første gang fået støttet på den såkaldte markedsordning, så forventningen fra Det Danske Filminstitut er, at filmen kommer til at sælge en masse billetter.

Processen med at få økonomien på plads er i det hele taget blevet markant anderledes siden spillefilmdebuten Russian Pizza Blues. Det var også et incitament til at få assistance.

”Michael og jeg er muligvis nogle store tossehoveder i forhold til at finde på, men vi har 35 års erfaring i selv at være producenter. Vi har selv produceret alle vores film undtagen den her. For der var aldrig nogen, som ville producere det vi lavede,” siger Steen Rasmussen og griner.

”Men hele finansieringssystemet er blevet så komplekst, så vi valgte at arbejde sammen med SF Studios, hvor vi kender nogle folk, som har været med os i mange år.”

Autentisk gås
Tre år er gået siden duoen fik idéen til Gooseboy. Inspirationen kommer fra Selma Lagerlöfs Nils Holgersens fantastiske rejse. Men frem for at lave en 1:1-filmatisering valgte makkerparret at tage essensen og indsætte det i deres eget velkendte koncept – ”no time, nowhere” – hvor både tid og sted er uspecificeret.

Det er forklaringen på, hvorfor alt fra ældre mennesker til småbørn flokkes til billetlugerne, når der er premiere på Wikke & Rasmussens film, mener filmskaberne selv.

”Vi laver ikke film om verden, som den er eller ser ud. Vi laver film om, hvordan verden kunne se ud, og hvordan den kunne blive,” siger Steen Rasmussen.

I deres nye filmer drengen Viggo meget optaget af virtual reality-spillet Gooseboy. I stedet for at bruge en virkelighedstro VR-brille valgte makkerparret en mere karikeret version med fuld gåsehoved-maske. Til gengæld endte de med at bruge en virkelig gås, selv om de både talte med VFX-firmaer i New Zealand og animatronic-dukkemagere i Hollywood.

”Hvis gåsen skal være repræsentant for den virkelige natur, nytter det ikke, at vi har en kunstig gås gående rundt,” siger Michael Wikke.

En gammel jas
Wikke & Rasmussen tænker meget over alle aspekter af deres arbejde. Sjældent er noget tilfældigt. De fleste roller bliver skrevet med en specifik skuespiller i tankerne.

Derfor ser vi Ulrich Thomsen brillere med sin bedste politiinspektør Clouseau-imitation, og Nicolas Bro giver den som førsteelskeren med det pudsige navn Viggo Mortensen.

”Viggo Mortensen har tigget os om en rolle i årevis. Og vi har ikke rigtigt kunne finde noget, der passede. Så det endte med, at vi fik lov til at få hans navn i stedet for. På den måde er han med alligevel,” siger Steen Rasmussen med et glimt i øjet.

Men en enkelt gang blev de taget på sengen i forbindelse med Gooseboy. I en scene siger Viggo ”gammel jas” til Nissemand. Parret kommer frem til, at det må være deres lyddesigner – Hans Møller – som har lagt en lille reference ind til forfatteren Thomas Winding og hans bog om hunden Mester.

”Vi ved meget præcist, hvad vi vil, og hvad vi ikke vil. Men vi sammensætter et hold og skaber et fællesskab af nogle af de ypperste filmfolk i det her land. Og så lader vi alle byde ind,” forklarer Michael Wikke.

”Fordi de ved, hvad det er, vi vil lave, så er de sporet så meget ind, at de kommer med ting, som vi ikke engang selv kunne finde på,” tilføjer Steen Rasmussen.

Dum fantasy
Modet til at udfordre den gængse mainstreamfortælling er et kendetegn for Wikke & Rasmussen.

Da de i 1997 lavede Hannibal & Jerry, takkede femten af landets største biografer nej til at vise filmen, fordi de ikke forstod den. Men de kom på andre tanker, da P3 begyndte at spille sangen Brug dit hjerte som telefon som ugens uundgåelige.

Wikke & Rasmussen mener, at danske filmskabere skal finde på originale idéer frem for at efterligne Hollywood.

”Man skal ikke forsøge sig med at lave noget, som amerikanerne har 45 milliarder dollars til at lave,” siger Steen Rasmussen.

”De der danske fantasy-film har ikke en chance. Det gør amerikanerne meget bedre. Det er dumt at forsøge, for vi kan slet ikke være med der.”

Trailer: Gooseboy

Kommentarer

Michael Wikke

Født 1959 i København.

Uddannet journalist.

Mødte Steen Rasmussen på DR.

I 1983 stiftede de filmselskabet Græsted Film & Fjernsyn.

Sammen fik de succes med tv-serier om figurer som Brødrene Bisp samt film som Hannibal & Jerry

Steen Rasmussen

Født 1949 i Rødovre.

Uddannet skolelærer.

Tidligere forsanger i bandet Hvalsø-spillemændene.

Blev senere ansat i DR’s børne- og ungdomsafdeling.

Aktuel i biografen med komedien Gooseboy.

© Filmmagasinet Ekko