Shortlist: Én video, tyve instruktører

”Standing On My Own.”

Sådan lyder det gentagne gange fra en Ida Wenøes lyse kvindestemme i Noah Rosanes nye sang af samme navn. Det er på mange måder det, han gør med sit helt eget musikvideokoncept. Og så alligevel ikke.

Standing On My Own er anden sang efter debuten Dragonfly, som Noah Rosanes har udgivet under navnet The Ball and the Wall. Det er også anden sang, hvor han får hjælp af – hold nu fast – tyve instruktører til at lave den tilhørende musikvideo, som bobler på Ekko Shortlist.

”Idéen med dette projekt er, at jeg til hver sang samarbejder med en ny solist og laver en video, der deles op i ti-sekunders bidder. Så det er faktisk et musik/video-projekt. Det er det i hvert fald blevet til,” siger Noah Rosanes.

Løbende nøgen ude i skoven, begravet i båndsalat og stående bag en flok cheerleadere, der danser i slowmotion. I så forskelligartede billeder optræder Noah Rosanes i musikvideoen til Standing On My Own. Og det er ifølge Noah Rosanes lige præcis det, der er meningen med den anderledes tilgang.

”Konceptet underholder fra start til slut. Det er dets største force, fordi du som seer hele tiden bliver holdt til ilden, fordi man aldrig ved, hvad der sker,” forklarer han.

Musikvideoer er kedelige
Vi møder Noah Rosanes i hans lille studie i Valby, der er plastret til med gamle vinyler og svulstige møbler. Med sig har han to af de instruktører, der har hjulpet ham med at lave den særegne musikvideo: Mathias Broe og Hannah Elbke.

”Da jeg skulle lave musikvideoen til Dragonfly, så jeg en masse musikvideoer. Mange musikvideoer er kedelige. Måske har de en vildt god idé, men efter to minutter har man fanget pointen, og det sidste halvandet minut sidder man og keder sig,” siger Noah Rosanes.

Derfor fik han en idé: Hvad med at dele sangen op i små bidder af ti sekunder og lade forskellige kunstnere komme med hver deres fortolkning af sangen.

Små tre måneder efter havde Noah Rosanes samlet sig en hær af unge, talentfulde kunstnere. Oplægget var simpelt: I har ti sekunder – I kan gøre, hvad I vil!

”Det var en mulighed for at vise forskellige kunstarter og forskellige udtryk. Ved Dragonfly var det helt åbent: grafikere, designere, animationskunstnere og dansere. Alt!”

”Med Standing On My Own tænkte jeg, at det kunne være sjovt at holde fast i idéen. Men for at skærpe konceptet er det denne gang kun med filminstruktører og med én gennemgående figur: mig, da det jo er mit projekt,” siger Noah Rosanes.

– Var den Dragonfly da for rodet?

”Nej, men hvis jeg bare gør det samme bliver det jo kedeligt. Det her var for at give det et andet udtryk.”

– Men tyve instruktører. Var du ikke bange for, at det blev alt for usammenhængende?

”Nej, jo mere usammenhængende, jo bedre. Det bliver det kun mere interessant af!”

Hver sin fortolkning
For instruktør Mathias Broe var det netop det åbne og uforpligtende oplæg, der vakte hans interesse.

”At fortælle en historie på ti sekunder bundet fast til én karakter var en sjov udfordring. Det virkede meget lige til, men det var jo pisse svært, da det kom til stykket,” siger Mathias Broe og griner.

I sin videobid har han filmet en kvinder, der overgrebsagtigt klynger Noah Rosanes op ad en rude.

”Jeg ville gerne udfordre Noah. Da Noah ringede til mig, tænkte jeg: ’Hvad fanden er han for en egotripper!’ Men så lærte jeg ham jo at kende og kunne godt forstå konceptet.”

”I forhold til teksten kunne jeg godt tænke mig at bytte rundt på rollerne. Det kan godt være, at det er Noah, der er hovedkarakteren, men i min videobid er det ham, der er underdanig. Det var det, jeg fik ud af teksten,” siger Mathias Broe.

Hannah Elbke har sammen med sin medinstruktør Freja Sofie Kirk givet sangen et helt andet billedligt skær.

I hendes klip står Noah Rosanes bag tre cheerleader-piger, der danser i slow motion på en græsplæne. Først med ens velkoreograferede fagter, men efter få sekunder smider en af pigerne pom pom’erne og danser selv.

”Vi lagde meget vægt på teksten i Standing On My Own. Det ville vi gerne få ned i ti sekunder. Derfor cheerleaderne, som symboliserer det stramme og kontrollerede, den vej man skal gå. Men en af dem stikker ud, går sine egne veje og skejer ud.”

Skal åbne sangen
For Noah Rosanes har musikvideoen givet Standing On My Own et spændende præg.

”Der jo sjovt at se, hvor mange forskellige retninger det samme oplæg kan ende med.”

”Nogle gange har en sang en eller anden overjordisk atmosfære omkring sig. Så bliver der lavet en video, hvor der sidder et band og spiller, og det fjerner al mystik. Her håber jeg, at der sker det omvendte: At det løfter musikken og åbner sangen,” siger Noah Rosanes.

De tyve instruktører har ikke fået en rød reje for deres bidrag. Drivkraften ligger et helt andet sted hos de involverede. Måske har den manglende økonomi ligefrem været en fordel?

”For mig er det vigtig, at der var fuldstændigt frie rammer. Ingen krav til kvaliteten. På den måde kommer det ikke til at virke som bestillingsarbejde, men nærmere et fælles projekt,” siger Mathias Broe.

Noah Rosanes supplerer.

”Det er blandt andet deraf, idéen opstod. Det er ikke så fedt at spørge én person, om han vil lave en hel musikvideo gratis. Nu kan jeg spørge: ’Hey, kunne det ikke være sjovt at lave ti sekunder i det her fælles eksperiment?’

Vil ikke have verdens bedste producer
De tyve instruktører er alle forholdsvis uprøvede kræfter på den store scene. Og det er der ifølge Noah Rosanes en idé med.

”Jeg vil gerne give nogle unge, uetablerede instruktører muligheden for at vise sig frem. Det tænder mig mere at finde nogle selv end bare at vælge dem, som allerede har slået igennem,” siger han.

”Jeg tror heller ikke, at videoen var blevet federe af, at jeg kunne betale de tyve bedste instruktører i Danmark. Så var den nok blevet mere klinisk og mindre rå,” fortsætter han.

Noah Rosanes er endnu ikke i gang med sin tredje single, men én ting er sikkert: Videokonceptet fortsætter. Det er bare spørgsmålet, hvilken retning det nu skal tage.

”Jeg har nogle idéer til, hvad jeg kan gøre med den næste. Men et skridt ad gangen. Næste skridt kunne for eksempel være at invitere folk fra andre lande. Da jeg lavede Dragonfly, foregik alt jo alligevel over mail, så hvorfor ikke bare spørge nogen fra den anden side af verden næste gang?”