Stoner: En vind og skæv genre

I Paul Thomas Andersons Inherent Vice kontaktes en privatdetektiv af en gammel flamme for at opspore en mand, der er forsvundet under mystiske omstændigheder.

Lyder det bekendt? Måske, men Inherent Vice er langt fra nogen konventionel kriminalfilm.

Filmatiseringen af kultforfatteren Thomas Pynchons roman fra 2009 er med sit excentriske persongalleri, hæsblæsende slapstick-humor og bevidst uigennemtrængelige plot historien om den kronisk stofpåvirkede Doc Sportellos underholdende strabadser i 1970’ernes Los Angeles.

Inherent Vice er altså i dobbelt forstand en ”skæv” film, og med sin stenede hovedperson, veloplagt spillet af Joaquin Phoenix, indskriver den sig fornemt på listen over mindeværdige stoner-film, der indeholder marijuana eller lignende euforiserende stoffer til stor fornøjelse for hovedpersonerne.

I det følgende tager vi dig med på en rejse gennem nogle af den brogede genres vigtigste værker, som sjældent tager sig selv alt for alvorligt.

Easy Rider (1969)

”En mand rejste ud for at finde Amerika, men kunne ikke finde det nogen steder.”

Det er ikke tilfældigt, at Easy Rider blev skabt på højden af den amerikanske værdikrise i kølvandet på Vietnamkrigen, borgerrets-urolighederne og mordene på Matin Luther King og Kennedy-brødrene.

Efter at have smuglet stoffer fra Mexico til Los Angeles drager de to moderne cowboys Wyatt (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) ud på en motorcykelodyssé på jagt efter friheden og den amerikanske drøm, hvilket blandt andet involverer indtagelsen af betydelige mængder pot og euforiserende stoffer.

Ud over at være et monument over 1960’ernes amerikanske modkultur er Easy Rider bemærkelsværdig for sin til tider stærkt stofpåvirkede tone. Måske ikke så overraskende, da det siden er kommet frem, at Hopper, Fonda og resten af filmens besætning også i virkeligheden tog rigeligt for sig under optagelserne.

Up in Smoke (1978)

Når komikerduoen Cheech & Chong ofte fremhæves som stoner-komediens åndelige fædre, skyldes det den serie på seks film, som det storrygede makkerpar nåede at indspille mellem 1978 og 1984.

Af disse regnes den første, Up in Smoke, af mange for at være den bedste.

Handlingen kan stå på bagsiden af et frimærke, det er noget med voldsomme pot-abstinenser, der driver duoen på en desperat jagt efter friske forsyninger. Det fører dem fra Los Angeles til syd for den mexicanske grænse, hvor de tæt forfulgt af politiet ender med at transportere en bil lavet af 100 procent pot tilbage over grænsen.

Undervejs bydes der på masser af lavkomik og potrygning, blandt andet da det går op for Chong, at indholdet i den joint, han lige har røget, hovedsageligt består af hundelort.

Hvor meget pot de to halvhjerner når at konsumere i løbet af filmen vides ikke.

Dazed and Confused (1996)

Efter sit store gennembrud med Slacker lavede Richard Linklater Dazed and Confused, en nostalgisk og underholdende skildring af en række unge skoleelevers sidste skoledag i Texas i 1976.

I indledningen forsøger en idrætslærer at få nogle af filmens hovedspersoner til at underskrive en erklæring, hvor de lover at holde sig fra alkohol og stoffer. Dog uden den store succes.

Både de og en stor del af filmens øvrige personer bruger nemlig resten af filmen på at ryge sig så skæve som overhovedet muligt. Undervejs får det en af karaktereren til at filosofere over følgende – sikkert for mange – overraskende, historiske faktum om den amerikanske landsfader, George Washingtons forhold til hash:

“Absolutely George toked weed, are you kiddin’ me, man? He grew fields of that stuff, man, that's what I’m talkin’ about. Fields.”

Half Baked (1998)

Syv år inden Dave Chappelle i 2005 trak sig tilbage fra rampelyset efter successen med Chappelle’s Show skabte han denne uomgængelige del af den amerikanske stoner-kanon.

I Half Baked får en gruppe slackere vendt op og ned på deres sorgløse tilværelse, da deres ven ved et uheld dræber en diabetisk politihest ved at fodre den med junk-food. For at undgå fængselsophold tvinges de til at skaffe 100.000 dollars til kaution, så de beslutter at stjæle hash fra det laboratorium, hvor Chappelles figur arbejder, for at sælge det videre.

I starten går alt efter planen, men så får den lokale storpusher nys om projektet. Det bliver starten på en række vanvittige optrin, hvor blandt andet Gratefull Dead-sangeren Jerry Garcias spøgelse spiller en større rolle.

Forvirret? Måske ikke så mærkeligt. For som en hashpåvirket biografgæst efter sigende engang udtalte: Half Baked er den eneste film, hvor jeg har følt mig mere skæv, da jeg kom ud af biografen, end da jeg gik ind.

Meget passende byder filmen på cameos af Willie Nelson, Jon Stewart og Snoop Doggy Dog.

The Big Lebowski (1998)

Egentlig vil han bare bowle med vennerne og ryge fede, mens han slapper af til tonerne af yndlingsbandet Creedence Clearwater Revival.

Men da hans lejlighed invaderes af to gorillaer, som først dypper hans hoved i toiletkummen og dernæst overtisser hans elskede gulvtæppe, må Jeffrey Lebowski, bedre kendt som The Dude, træde i karakter.

Jagten på oprejsning bliver dog langt fra nem. Inden den kronisk pot-omtågede The Dude får set sig om, står han midt i et speget plot, der involverer en afhugget tå, tyske nihilister, vaginakunstnere og en mystisk pornoproducent, der behandler ”genstande som kvinder”.

Coen-brødrenes The Big Lebowski er stoner-filmen over dem alle, en elsket kult-favorit, der dyrkes af fans ved særlige festivaler over hele verden og ligefrem har givet inspiration til sin helt egen filosofi: dudeism.

Filmen er også det helt oplagte referencepunkt for Inherent Vice. Og kan bare ses igen og igen …

Fear and Loathing in Las Vegas (1998)

”Vi var i nærheden af Barstow i udkanten af ørkenen, da stofferne begyndte at virke.”

Sådan lyder den efterhånden legendariske intro til Hunter S. Thompsons bog Fear and Loathing in Las Vegas fra 1971.

Gonzo-klassikeren blev i mange år opfattet som umulig at filmatisere, men i 1998 lykkedes det for Terry Gilliam med Johnny Depp og Benicio Del Toro i hovedrollerne som Raoul Duke og Dr. Gonzo, der udstyret med et helt laboratorium af stoffer i bagagerummet drager til Las Vegas.

Her udvikler det, der officielt skulle være en tur for at dække et motorcykelløb, sig snart til en hysterisk morsom og dybt foruroligende rejse ind i mareridtsudgaven af den amerikanske drøm – ikke mindst, da tømmermændene og paranoiaen gør sit indtog.

Fear and Loathing in Las Vegas, der er blevet kaldt ”det tætteste man kommer på et syretrip i en mainstream-film”, fik dårlige anmeldelser, da den kom ud, men har siden udviklet sig til en decideret kultklassiker.

American High (2004)

Hvad gør man, når man efter at tømt indholdet på sin velvoksne bong pludselig overmandes af en gevaldig omgang ”fråderen”?

Det presserende spørgsmål danner udgangspunktet for den ultra-platte komedie American High. For filmens to hovedpersoner Harold (John Cho) og Kumar (Kal Penn) er svaret enkelt: De drager en tur ud i natten for at kunne amokspise på deres foretrukne burgerbar, White Castle.

Desværre udvikler rejsen sig noget anderledes end forventet, ikke mindst, da makkerparret samler en blaffer op. Blafferen viser sig at være ingen ringere end årets Oscar-vært Neil Patrick Harris i en karikeret udgave af sig selv.

American High er ikke ligefrem en film, der inviterer til dybsindige analyser, men er man til blandingen af cannabis og pruttevitser, går man ikke forgæves.

Pineapple Express (2008)

Før de udløste en storpolitisk krise med The Interview, indspillede James Franco og Seth Rogen i 2008 komedien Pineapple Express.

Her spiller makkerparret de to elskelige pothoveder Dale (Rogen) og Saul (Franco), som ernærer sig som henholdsvis hashpusher og stævningsmand, når de ikke ryger en sand paddehattesky af cannabis.

Da Dale overværer et mord, tvinges de imidlertid på flugt. Det bliver starten på en række både (van)vittige og voldelige begivenheder.

Pineapple Express er instrueret af den respekterede indie-instruktør David Gordon Green, som to år senere instruerede endnu en stoner-film, Your Highness fra 2011.

Den amerikanske kritiker Roger Ebert var begejstret for Pineapple Express, men følte sig alligevel nødsaget til at vedhæfte en lille advarsel. Den lød: ”Vær opmærksom på, at dette er en entusiastisk pro-pot film.”