Dag 3: End ikke Clooney redder dagen

I morges var der liv i gaderne i Neukölln, hvor jeg bor. Fulde folk var på vej hjem byen eller på vej videre til fest.

Det troede jeg også, at jeg var – i hvert fald af den film-agtige slags.

Men særligt dagens første film var noget af en party pooper.

Plat, tysk film
På grund af busproblemer fik jeg hverken tid til en bid brød eller – hvad der er værre – kaffe, så The Beloved Sisters tre timers makværk var noget af en udfordring.

Filmen handler om to meget smukke søstre, der begge elsker digteren Friedrich Schiller. Caroline og Charlotte har i deres ungdom svoret, at de vil dele alt – og det kommer også til at gælde Schiller.

Da Caroline allerede er gift, overtaler hun de to andre til at finde sammen. Det bliver selvfølgelig noget værre rod med jalousi og knalderi på kryds og tværs.

Filmens præmis om søstrenes hengivne kærlighed til hinanden og til Schiller bliver aldrig overbevisende etableret og dermed smuldrer hele historien.

Grim grafik
Søstrene – og deres mor – er alt for hysteriske, og Schiller er en forkølet vatpik.

Filmen er pæn, men ikke nær så flot som for eksempel En kongelig affære, men det værste, rent visuelt, er filmens eftertekster.

De kommer flyvende ind på lærredet i krasse 90’er-farver og ligner noget, der er lavet i et forældet Windows paint-program. Pinligt.

Det var dagens eneste konkurrencefilm, og hvis den vinder noget som helst, så fortjener juryen en afklapsning.

Ligegyldigt værk
Efter morgenens prøvelse satte jeg min lid til George Clooneys nyeste film. Som instruktør er han ret ustabil, men særlig hans debut, Confessions of a Dangerous Mind, ligger dette filmhjerte nær.

Man ak, The Monuments Men er et ligegyldigt værk.

Historien er interessant nok. En deling soldater med baggrund i kunsthistorie og arkitektur bliver sendt bag fjendens linje for at redde de kunstværker, som Hitler har stjålet til sit ”Hitlermuseum” i hjembyen Lintz.

Det kunne have været en kreativ og komisk pendant til Tarantinos Inglourious Basterds.

Filmen er baseret på en ægte historie, og for at det ikke skal være løgn, er den samtidig aktuel.

I november sidste år blev en nazi-skat, med værker af blandt andet Pablo Picasso og Henri Matisse, fundet i München.

Fragmenteret og forloren
Men end ikke Matt Damon, Bill Murray (igen), Cate Blanchett og Downton Abbeys Hugh Bonneville kan redde filmen med deres skuespil.

Historien er for fragmenteret, man når aldrig at holde af soldaterne, og kunstkærligheden føles forloren.

Som da der bliver fundet en forkullet ramme med et messingskilt: ”Pablo Picasso.” Det skal være så trist. Men så åbnes der en tønde med guld, som er taget fra mennesketænder!

Tak for at sætte tingene i perspektiv, men det undergraver filmens pointe om, at kunst er menneskeliv værd.

I <3 Clooney
Alligevel er der naturligvis run på dagens pressemøde med Clooney og co.

Salen bliver hurtigt lukket, så på storskærm er jeg vidne til pressefarcen. De kvindelige journalister har åbenbart glemt den professionelle hat derhjemme og har bare ”I <3 Clooney” på hjernen.

En af dem rejser sig faktisk op for bare at sige: ”Du er alle kvinders fantasi!” (jeg vil gerne påpege, at det ikke passer …!).

Heldigvis er Bill Murray også med til dette pressemøde, så han spørger bare: ”Hvem taler du om?” mens han med øjenbrynene oppe i panden kigger rundt på sine mandlige kollegaer og gestikulerer på sig selv.

The Monuments Men er uden for konkurrencen. Punktum.

Østberlins store biograf
Den sidste film befinder sig uden for Berlinale-trekantens varme undertryk.

Det tidligere Østberlins boulevard, Karl-Marx-Allee, er ”prydet” med store og kasseformede bygninger, der er skoleeksempler på den socialistiske nyklassicisme fra 1950’erne.

Det har sin egen, konforme skønhed.

På alleen ligger Kino International, der indtil murens fald i 1989 var premierebiografen. Bygningen er også i kasseformet beton, men indvendig særdeles smuk med teaktræspaneler og krystallysekroner.

Tegner med tusser
Det er jury-medlem Michel Gondrys dokumentarfilm Is the Man Who is Tall Happy?,der vises i de smukke omgivelser.

Han er en kreativ størrelse, som leger med stop-motion og klippe-klistrer i sine fabulerende spillefilm som Evigt solskin i et pletfrit sind.

I denne dokumentar har han med tusser tegnet en samtale med Noam Chomsky: lingvist, filosof, logiker og politisk aktivist med mere.

Den er dermed i samme familie som dokumentarfilmen Ryan, en computeranimeret samtale med tegneren Ryan Larkin.

Gebrokkent engelsk
Det er en flot og tankevækkende film, og det er en hjælp, at Chomskys ord bliver illustreret. For det er tale med et højt lix-tal, som man kan forvente det af en lingvist.

Gondry er heldigvis ikke bange for at udstille sig selv og stille dumme spørgsmål, men det er stadig en svær film at fordøje.

Efterfølgende fortæller instruktøren da også, at han har måttet se filmen ad flere gange, før han for alvor forstod indholdet. Og det hjalp ham, da der kom franske undertekster på, siger han på sit gebrokne engelsk.

En befriende ærlig udtalelse, og filmen godt være en joker i Panorama-konkurrencen, som den er en del af.