Nyhed
19. feb. 2019 | 15:14

Endnu en dronning til snigpremiere

Foto | Rolf Konow
Trine Dyrholm spiller i Dronningen den succesfulde advokat Anne, der øjensynligt er lykkeligt gift, men alligevel indleder en affære med sin syttenårige stedsøn.

Skuespilstjernen Trine Dyrholm vil ligesom instruktør May el-Toukhy være til stede ved Ekkos snigpremiere på Dronningen. Ganske få billetter tilbage!

Af Nicki Bruun

Ekkos snigpremiere på årets mest imødesete danske film, Dronningen, er næsten udsolgt.

I skrivende stund er der blot seksten billetter tilbage af visningen den 18. marts i Dagmar Teatret. Og der er al mulig grund til at sikre sig en af de sidste!

Trine Dyrholm vil nemlig være til stede og fortælle om sin rolle i filmen, hvor hun spiller en midaldrende kvinde, der indleder en affære med sin syttenårige stedsøn.

Dermed bliver der mulighed for at møde hele to danske filmdronninger ved visningen, hvor også instruktøren vil være og svare på spørgsmål.

May el-Toukhy stod bag en fornøjelig og dybfølt debut med Lang historie kort fra 2015. Nu har hun kørt sig i stilling til at blive Danmarks førende filmskaber, der ifølge Ekkos udsendte på Sundance-festivalen, hvor filmen fik verdenspremiere, kan overgå både Susanne Bier og Lone Scherfig.

Prisfestens dronning
Trine Dyrholm har uden tvivl fortjent titlen som dansk films skuespildronning.

Siden debuten i 90’erne har hun leveret forrygende præstationer i film som En soap (2006), Den skaldede frisør (2012) og Kollektivet (2016), som hun vandt en Sølvbjørn i Berlin for.

Det er dog med Dronningen, at Dyrholm for alvor indtager sin plads på tronen.

Både internationale anmeldere og Ekkos udsendte i Sundance har kaldt hendes rolle som advokaten Anne den største bedrift i skuespillerens karriere. Det siger ikke så lidt, da Trine Dyrholm indtil videre har vundet syv priser ved både Bodil- og Robert-uddelingerne.

Du kan nå at købe en af de sidste billetter her.

Trailer: Dronningen

Kommentarer

Ekko-snigpremiere

Ekko inviterer til snigpremiere på May el-Toukhys Dronningen med Trine Dyrholm i hovedrollen.

Instruktøren og hovedrolleindehaveren svarer efter filmen på spørgsmål fra publikum.

Afholdes 18. marts kl. 18.30 i Dagmar Teatret i København.

Køb billet.

© Filmmagasinet Ekko