Nyhed
05. dec. 2014 | 15:18 - Opdateret 08. dec. 2014 | 10:46

Endnu en julekalender går til filmen

Foto | Per Arnesen
Lars Hjortshøj kan endnu engang ses som smådoven julemand, når spin-off-filmen Emma og Nicolas får premiere i efteråret 2015.

Lars Hjortshøj og Camilla Bendix spiller næste år igen julemanden og hans kone i en spillefilm, der er baseret på to populære TV 2-julekalendere.

Af Thomas Borgstrup

Pyrus har prøvet det. Det samme har Jesus og de nordiske guder. Nu er det julemandens tur til at få en spillefilm baseret på en tv-julekalender.

Deluca Films kommende spillefilm, der har arbejdstitlen Emma & Nicolas, er nemlig baseret på karakterer fra to julede tv-serier, Ludvig & Julemanden og Tvillingerne & Julemanden fra henholdsvis 2011 og 2012.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Instruktøren bliver Søren Frellesen, der også instruerede halvdelen af afsnittene af Ludvig & Julemanden. Og de fleste af forfatterne derfra vender tilbage, Jenny Lund Madsen, Philip Lazebnik samt Uffe Rørbæk, som senest kunne opleves foran kameraet i Jonas Elmers Det andet liv.

Det vil også fortsat være Lars Hjortshøj, der spiller julemanden Nicolas, mens Camilla Bendix gentager rollen som hans kone, Julie. Det forlyder, at de får nyt selskab af blandt andre Mille Dinesen fra Rita og Caspar Phillipson fra Antboy-filmene.

Pyrus tog springet først
Det er efterhånden blevet lidt af en tradition, at julekalendere fra TV 2 lever videre på det store lærred.

I 2000 var den charmerende hiphop-nisse Pyrus den første karakter fra en julekalender, der tog springet ind i biografmørket. Pyrus på pletten solgte det, der for en børnefilm er ganske hæderlige 121.000 billetter, og det var nok til at starte en lille trend.

I december 2003 dominerede den enormt populære Jesus & Josefine tv-skærmene, og det kom derfor heller ikke som den store overraskelse, da spillefilmen Oskar & Josefine var klar til biografpremiere allerede i februar 2005 – perfekt timet til skolernes vinterferie.

Den film solgte mere end 250.000 billetter.

Et næsten sikkert hit
Op til efterårsferien i 2007 var det så blevet 2005-julekalenderen Jul i Valhals tur til at få en spinoff i biografen. Resultatet, Guldhornene, blev også denne gang en succes med et billetsalg på godt 254.000.

Både Oskar & Josefine, Guldhornene og deres respektive kalenderforlæg er produceret af Cosmo Film.

Deluca Film har ikke tidligere produceret spillefilm. Men med to populære tv-serier i publikums friske erindring og i lyset af de seneste julekalenderfilms solide billetsalg lyder Emma & Nicolas som et næsten sikkert hit.

Optagelserne begynder i Viborg i slutningen af januar, og filmen får efter planen premiere til oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko