Engangsknald og finanseventyr

Der er travlt på Potsdamer Platz.

Håndværkere fragter ting frem og tilbage, journalister henter morgenkaffe før dagens første visning, og efter at være holdt ude fra sidste års festivalplads er autografjægerne tilbage med filmplakater og notesblokke fremme for at tage imod kendisser.

Mens Sundance-festivalen giver et praj om tidens toner og vilkår på det amerikanske biografmarked, er Berlinalen årets første store lakmustest for, hvordan det går den europæiske filmindustri.

De første store handler er allerede tikket ind hos branchebladene fra det sideløbende European Film Market, der et par gader væk fra Potsdamer Platz afholdes samtidig med filmfestivalen.

Og at dømme efter årets alsidige program af små 200 film og serier fordelt på en håndfuld forskellige programmer, ligner det et spændende år med fokus på nye og glemte talenter.

Danske projekter
Ganske vist tæller hovedkonkurrencen både stjerneinstruktører som Christian Petzoldt og Margarethe von Trotta, foruden den oversete australier Rolf de Heer og den franske veteran Philippe Garrel.

Men også flere debutanter er med i kampen om årets Guldbjørn, og skuer man ud over programmet, finder man et interessant tværsnit af hele verdens filmkunst.

Vi har tidligere skrevet om årets kontingent af dansk-producerede film og serier, der blandt andet tæller Nikolaj Lie Kaas’ branchesatire Agent og Malene Chois debutfilm Stille liv.

Dem vil jeg glæde mig til at se!

Konfronterende og politisk
Til gengæld er der forsvindende lidt stjernestøv i årets Berlinale-program.

Festivalen har ligefrem overtaget et par af de mest markante amerikanske film fra Sundance: Brandon Cronenbergs satiriske syregyser Infinity Pool og Celine Songs smertende kærlighedsdrama Past Lives.

Sidstnævnte er endda udtaget til hovedkonkurrencen.

Hvad end det skyldes pandemien eller streamingrevolutionen, så har Berlinalen længe haft svært ved at tiltrække filmverdenens mest imødesete projekter. Til gengæld udmærker festivalen under Mariëtte Rissenbeek og Carlo Chatrians ledelse sig for sin politiske og humanistiske bevidsthed.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj holdt en livestreamet tale til åbningsgallaen onsdag aften. Publikum talte angiveligt halvdelen af den siddende tyske regering, så det var de rette at adressere.

Berlinalen har en ”konfronterende og politisk” profil, som årets jurypræsident, den amerikanske skuespiller Kristen Stewart, formulerede det under årets første pressemøde.

Hun sad ved siden af blandt andre den iranske skuespiller Golshifteh Farahani, den legendariske Hongkong-instruktør Johnnie To og de to tidligere års Guldbjørnevindere, rumænske Radu Jude og catalanske Carla Simón.

”Det at modarbejde sine fordomme og åbne op for noget nyt er årsagen til, at festivaler overhovedet eksisterer,” sagde Kristen Stewart til pressemødet. ”Det handler ikke bare om at fejre hinanden. Det handler om at finde nogen, der siger noget overraskende.”

For mange strenge
Det gør årets åbningsfilm, She Came to Me, i hvert fald. Men det er ikke nødvendigvis til dens fordel.

Tonen skøjter rundt mellem drama og komedie i historien om en frustreret operakomponist spillet af Peter Dinklage. Han løsner sin kreative forstoppelse med et engangsknald med en kaptajn på en bugserbåd (Marisa Tomei).

”Jeg er afhængig af kærlighed!” siger hun kælent i sin kahyt og nævner en passant, at hun har været i behandling for stalking.

Det kommer komponistens tidligere psykolog og nu hustru, spillet af Anne Hathaway, formentlig til at høre mere om, tænker man. Hun er selv på randen af sammenbrud og længes efter et simpelt nonneliv.

Sideløbende udforsker instruktør Rebecca Miller en tornet historie om komponistens stedsøns kæreste, hvis mor er den nye hushjælp, og hvis stedfar er en smålig racist, der indigneret modarbejder deres forhold.

Det er mange strenge at spille på. Og man bliver kun endnu mere multiplotforvirret af, at skuespillerne til tider føles, som om de spiller med i vidt forskellige film. Dramaet og komikken aftager og tager til nærmest fra scene til scene.

Anne Hathaway, der også har produceret filmen, kaldte den en ”operatisk romantisk komedie”, og det er måske problemet. Man ved ikke, om man skal grine, græde eller græmmes.

Biopic om smartphonens opfindere
Så er Matt Johnsons underholdende biopic BlackBerry, om den canadiske smartphonesucces, en bedre måde at tage hul på årets festivalprogram.

Instruktøren har tidligere lavet medrivende kontrafaktisk historieskrivning med mockumentaryen Operation Avalanche, hvor han selv spiller en filmskaber, der forfalsker månelandingen.

BlackBerry arver meget af den frenetiske og tidstypiske æstetik, men er ellers en mere konventionel affære.

Filmen opruller den autentiske historie om det canadiske mobiltelefoneventyr, der tog fart midt i 90’erne, da opfinderen Mike Lazaridis fandt en måde at koble mobiltelefoner på internettet.

Den første BlackBerry var revolutionerede, og banede vejen for den moderne smartphone – indtil den blev køer af banen af Apples iPhone.

Komikeren Jay Baruchel er fantastisk i rollen som det konfliktsky geni over for Glenn Howerton som den koleriske forretningsmand Jim Balsillie, der pisker ham over målstregen – og senere bruger lyssky midler for at føre virksomheden til en førerposition på verdensmarkedet.

Balsillie er en forrygende skiderik, og på den front viger Glenn Howerton ikke langt fra den rolle, han har spillet i atten år i komedieserien It’s Always Sunny in Philadelphia.

Men han passer perfekt i den underholdende op-og-nedturshistorie, der holder sig pænt inden for biopic-genrens konventioner, men alligevel gør historien levende med intelligens og humor.