Engle i hurtig bevægelse

En dansk films engelske titel bliver ikke altid brugt. Den er et potentiale, som kun forløses, hvis filmen får succes og bliver solgt på det internationale marked. Det kan sagtens ske for Ole Christian Madsens filmatisering af Jakob Ejersbos roman Nordkraft, som på engelsk har fået titlen Angels in Fast Motion.

Men uanset hvad der sker, er den engelske titel mere end et navn i et arkiv. Den er et meget konkret udtryk for den abstrakte følelse, der fik Ole Christian Madsen til at sætte sig ned og skrive et manuskript, da han blev færdig med at læse Nordkraft.
 
Mens bogens og filmens danske titel peger i nordlig retning, mod Aalborg og provinsbyens underverden, leder den engelske titel tankerne hen på de personer, som befinder sig i den verden. De hedder Maria, Allan og Steso, og det var dem — mere end miljøet — der ramte Ole Christian Madsen, mens han læste.
 
"De er nogle yndige og uskyldige væsener," siger han. "De bevæger sig hele tiden meget, meget tæt på kanten af en afgrund, og de falder hele tiden ned." Deraf titlen. Yndige og uskyldige engle i hurtig bevægelse — ud over afgrunden.
 
Maria, Allan og Steso er udspaltninger af det samme menneske, mener Ole Christian Madsen. Maria er drevet af følelser, Allan af drifter og Steso af hovedet. Hver er de hovedperson i en af bogens tre dele, som foregår med to års mellemrum i Aalborg i første halvdel af 90'erne —  med tilbageblik til sidste halvdel af 80'erne.
 
Maria har et dårligt forhold til pusherkæresten Asger. Allan har været til søs og kommer tilbage for at få et nyt liv uden stoffer. Og Steso er en intellektuel stofmisbruger, som må vælge mellem stofferne og kærligheden. De tre karakterer er eksponenter for en historie, der handler om menneskets søgen efter identitet og kærlighed.
 
Eklektisk metode
Ole Christian Madsen har bevaret bogens tre dele, men han har flyttet handlingen frem til i dag og ladet de tre historier foregå samtidigt og på kun fem dage. Rollerne som Maria, Allan, Steso og de øvrige karakterer er besat med nye skuespillere, som er unge nok til at afspejle den uskyldighed, som Ole Christian Madsen blev ramt af, da han fik personerne beskrevet i bogen.
 
Derfor får Signe Egholm Olsen, Claus Riis Østergaard, Thomas Corneliussen, Signe Vaupel, Pernille Vallentin Brandt og Rudi Køhnke spillefilmdebut i Nordkraft, som også har de mere kendte Thure Lindhardt (Edderkoppen og Her i nærheden) og Farshad Kholgi (Pizza King og Nikolaj og Julie) på rollelisten.
 
Visuelt er Nordkraft en markant film, hvis mange temposkift og psykedeliske visualitet leder tankerne tilbage til Danny Boyles ti år gamle Trainspotting, som også skildrer en gruppe unge mennesker på stoffer. Ole Christian Madsen mener dog ikke, at den film har været afgørende for Nordkrafts visuelle stil. Han nævner en såkaldt eklektisk metode, hvor han og filmens fotograf, Jørgen Johansson, har arbejdet med flere forskellige stilretninger. Af den grund traf de et utraditionelt valg.
 
"Vi besluttede, at vi ikke ville have noget koncept for, hvordan vi optog scenerne. Vi ville have, at alt skulle være muligt. Når vi arbejdede med en scene, kunne vi sige, at pulsen her skal være sådan og sådan — selv om vi tidligere havde gjort noget helt andet," siger Ole Christian Madsen og nævner som eksempel en scene fra starten af filmen, hvor skuespilleren selv bærer kameraet, mens hun løber.
 
En anden afgørende inspiration var den amerikanske fotograf Nan Goldin. "I 30 år har hun fotograferet sine venner og bekendtes bohemeliv i Soho, New York — mennesker, der har den samme kamp som personerne i Nordkraft. Hendes måde at fotografere på blev retningsgivende for filmens øvrige æstetik. I hver scene ville jeg gerne have en form for Nan Goldin-situation. Farverne og lyset er bygget op omkring hendes måde at fotografere på. Det er det greb, der gør, at filmen skiller sig rigtig meget ud," siger Ole Christian Madsen.
 
En del til fælles
Der er ingen forestillinger i Palladium-biografen denne formiddag. Jakob Ejersbo og Ole Christian Madsen sidder i det, der ellers ville have været en tom foyer, hvis ikke DR2 havde stillet udstyr op for at optage et interview om Nordkraft. Bagefter følger dette interview og fotoseancen på Christiania, hvor filmens første scene foregår.
 
Formiddagens program bliver forsinket, da DR2 får problemer med lyden. Jakob Ejersbo og Ole Christian Madsen virker afslappede. De griner ofte og taler om virkningen af kaffe. Det ser ud, som om de har kendt hinanden meget længe, men de har først mødt hinanden i forbindelse med dette filmprojekt.
 
Alligevel har de en del tilfælles. De er begge født i sidste halvdel af 1960'erne og blev færdige med deres uddannelse som 27-årige — Ole Christian Madsen på Filmskolens instruktørlinje og Jakob Ejersbo på Danmarks Journalisthøjskole. De var også begge midt i 30'erne, da de fik deres gennembrud. Ole Christian Madsen skabte tv-dramaet Edderkoppen (2000) om efterkrigstidens København samt den prisvindende dogmefilm En kærlighedshistorie (2001). Jakob Ejersbo skrev bestselleren Nordkraft, som udkom i 2002 og gav ham boghandlerprisen De Gyldne Laurbær.
 
Ole Christian Madsen og Jakob Ejersbo har også det tilfælles, at de kender mennesker, der ligner karaktererne i Nordkraft. Jakob Ejersbo befandt sig i udkanten af Aalborgs stofmiljø i slutningen af 80'erne, og det var med det udgangspunkt, at han lod Maria, Allan, Steso og resten af bogens karakterer opstå i sin bevidsthed mere end ti år senere.
 
"Det var et miljø med en masse forvirrede unge mennesker, som ikke vidste, hvad de ville med deres liv. De kunne ikke finde en retning. De ting, de burde give sig i kast med, virkede enormt kedelige og besværlige for dem. De ville have, at der skulle ske noget vildt, spændende og uventet. Det er noget, jeg også selv har oplevet i meget høj grad," siger Ejersbo. Og da Ole Christian Madsen læste om Maria, Allan og Steso, mindede de ham om mennesker, han selv havde mødt i sit eget liv. "Jeg kendte dem," siger han. "Jeg kendte Maria som det her ensomme menneske på jagt efter noget, der giver mening. Jeg har mødt mennesker, der har oplevet et stort fald i deres liv og måttet begynde forfra. Jeg har selv oplevet at være i en situation, hvor jeg måtte begynde forfra," siger han.
 
Misbrug eller parcelhus
Nordkrafts karakterer står i en konflikt: De ønsker hverken at fortsætte misbruget eller leve det borgerlige liv, som de ser som det eneste alternativ.
 
"Deres problem er, at de vil væk fra deres baggrund og det borgerlige miljø, og samtidig vil de gerne ind i noget, der ligner — men uden alle de ting, deres forældre har repræsenteret," siger Ole Christian Madsen.
 
"Det er okay at tilbringe en del af sin ungdom med den slåskamp," siger Jakob Ejersbo. "Det er næsten lidt trist, hvis man ikke gør det, for så får man ikke taget stilling til, hvad man vil. Men det er ynkeligt at blive hængende i den tilstand, når man er 30. Det har sin tid, og når man har gennemlevet det og fået et mere etableret liv, bliver man ramt af problemer med at få dét liv til at fungere. Den balancegang kommer man til at arbejde på resten af sit liv."
 
Både bogen og filmen slutter midt imellem de to bevægelser. De fortæller ikke, hvordan karakterernes liv falder ud. Hverken Jakob Ejersbo eller Ole Christian Madsen har ønsket, at det skulle med. Men det har mange af bogens læsere.
 
"Jeg har hørt fra folk, der har læst bogen, at de gerne vil have det hele pakket sammen," siger Jakob Ejersbo. "De vil gerne have, at vi får placeret personerne i et parcelhus, så de kan få nogle børn og et fast arbejde og blive lykkelige på en tilfreds måde. Det skal pakkes ind og have en lille sløjfe på. Jeg har ikke taget stilling til, om det går sådan, og jeg ser ingen grund til at skrive det."
 
Filmens eget udtryk
Ole Christian Madsen kører sin bil fra Palladium-biografen via Slotsholm til Christiania. Jakob Ejersbo sidder på bagsædet. De taler om problemer med filmplakaten og rulleteksterne, som skal klares inden premieren, der på dette tidspunkt er omkring en måned væk.
 
Der er solkoldt, klart og øde på Christiania. Jakob Ejersbo og Ole Christian Madsen bevæger sig rundt mellem de motiver, fotografen har udvalgt. Da de var sammen sidst, var der mørkt og masser af mennesker. Jakob Ejersbo kom forbi den aften, Ole Christian Madsen og resten af filmholdet optog åbningsscenen, hvor Maria kaster et brugt hygiejnebind i munden på en gøende politihund og flygter med hashpladerne fæstnet til kroppen.
 
Ellers holdt Jakob Ejersbo sig væk det meste af tiden, og han var ikke med til at skrive manuskriptet.
 
"Jeg var glad for at være færdig med bogen og havde ikke lyst til at bryde den op for at sætte den sammen igen," siger Jakob Ejersbo, som stillede tre betingelser for at give teksten fra sig: Instruktøren skulle være erfaren, filmen skulle optages i Aalborg, og bogens tre dele skulle alle med. "De ting var i orden, så jeg sagde, at de ikke skulle ringe til mig, hvis de løb ind i problemer. Og så tog jeg pengene og løb!"
 
Samtidig skrev Ole Christian Madsen selv videre på manuskriptet. Arbejdsprincippet var, at "filmen skal søge at blive sin egen, men også være loyal over for bogens univers og betydning". For Ole Christian Madsen rummer det udsagn ikke en indbygget modsætning. Og da han ikke følte, at det første udkast var "rimeligt" i forhold til bogen, skrev han derfor nogle scener, som ikke havde noget at gøre med bogen. "Jeg forsøgte at finde filmens eget udtryk," fortæller han.
 
"Det er vigtigt, at filmen får sit eget liv," siger Jakob Ejersbo. "En bog og en film er overhovedet ikke det samme, så instruktøren skal ikke holde sig tilbage fra at lave nogle radikale greb, som kan skabe den bevægelse, der får en bog til at virke på film. Det har Ole Christian Madsen gjort, og selv om filmen har meget tilfælles med bogen, er den blevet markant anderledes. Det er godt. Hvorfor skulle man ellers lave en film?"
 
Det man ikke får med
Alligevel har filmen sin begrænsning. Der er ting fra bogen, som den ikke får med. Det første eksempel er Aalborg. Ole Christian Madsen mener, at byen er ekstremt nærværende i bogen, især på grund af årstallene og stedsangivelserne.
 
"Det ville jeg enormt gerne overføre til filmen, men så skulle man hele tiden sige navnene på gader og steder," siger han. "Derfor er byen meget mere nærværende i bogen, selv om man jo umiddelbart skulle tro, at et konkret billede af byen ville være mere nærværende end en abstrakt overførsel via sprog."
 
Det næste er det, som Ole Christian Madsen kalder "bogens episke lag". To år mellem hvert af de tre kapitler gør forfatteren i stand til at vende tilbage til karakterer, der i mellemtiden er blevet to år ældre. "Bogen kan give en nostalgisk erindring om karaktererne, fordi man slipper dem og finder dem igen. Filmen har ikke det episke lag, fordi den er fortalt på kun fem dage. Det er jeg meget misundelig over," siger Ole Christian Madsen.
 
Det sidste eksempel er bogens scener og dialoger. Nogle af dem ville Ole Christian Madsen gerne bruge direkte i filmen. "Jeg prøvede at overføre dem direkte, men de blev altid ekstremt lange," siger han. "De snakker op og ned ad stolper i bogen," tilføjer Jakob Ejersbo, "for når der er dialog i en bog, virker det, som om det går enormt hurtigt, men ..." Ole Christian Madsen tager ordet: "... men på film er det omvendt!"
 
Til gengæld er der ingen konkrete eksempler på, at filmen er bedre end bogen. Jakob Ejersbo har kun set filmen én gang og kan ikke vurdere den på dén måde, siger han. Ole Christian Madsen siger, han ikke har lyst. Det usagte er, at filmen i bedste fald kan være lige så god som bogen. Ole Christian Madsen siger det indirekte, da han taler om, hvordan filmen vil blive modtaget. "Folk vil diskutere, om bogen eller filmen er bedst," siger han — og omformulerer sig straks, "eller om filmen er god nok til bogen."
 
Ole Christian Madsen har med andre ord købt hele pakken: Han har fået bogens karakterer, der ramte ham så dybt, forærende, men må til gengæld kæmpe med den status, bogen er vokset til, mens han har skrevet og instrueret filmen. Og han bærer ansvaret for, om det er lykkedes at fastholde bogens engle i hurtig bevægelse.
 
Det mener han, at det er. "Pulsen er den samme," siger han. "Det er det samme hjerte, der banker."