Ennio Morricone er død

En af filmhistoriens største komponister er gået bort.

Ennio Morricone døde i nat på en klinik i Rom efter at være faldet og fået et hoftebrud.

Det oplyser hans advokat og ven Giorgio Asumma ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA.

Morricone skulle have nået at sige farvel til sin kone Maria Travia. Han blev 91 år gammel.

Han nåede i sin lange karriere at skrive mere end 500 musikstykker til film og tv. Mest kendt er han nok for sin legendariske musik til Sergio Leones banebrydende spaghetti-westerns fra 1960’erne: En nævefuld dollars, Hævn for dollars, Den gode, den onde og den grusomme samt Once Upon a Time in the West.

Ligesom filmene er Morricones musik over the top. Det gør opmærksom på sig selv med markante instrumenteringer som klokke, jødeharpe og kor, og den er til tider drivende sentimental.

Men ikke desto mindre – eller måske netop derfor – fænger den, indimellem også mere end de film, Morricone skrev musik til.

Der er ikke blot tale om musik, som diskret ledsager billederne. Morricones musik er et slags selvstændigt, kommenterende lag og fungerer ofte uden filmenes billeder.

Naturtalent
Ennio Morricone blev født i Rom den 10. november 1928, og trods sin internationale berømmelse forblev han i Italien og gjorde en dyd ud af kun at tale italiensk.

Som seksårig blev han undervist af sin far, som lærte ham nodesystemet og at spille trompet.

Ennio var et sandt naturtalent og blev optaget på konservatoriet i en alder af bare tolv år. Han fik diplom i trompetspil seks år senere og afsluttede sine studier ved Santa Cecilia Konservatorium i 1954.

Han begyndte at skrive musik til teaterstykker, men også popsange og medleys til en serie radioprogrammer. I sidstnævnte hentede han inspiration fra amerikansk musik og viste således tidligt sin evne til at trække på vidt forskellige traditioner og få det til at gå op i original, højere enhed.

En af hans største succeser i denne periode var melodien Ogni colta, som amerikanske-canadiske Paul Anka fremførte under titlen Every Time.

Udvikler sin egen stil
I 1961 debuterede han som filmkomponist med den italienske komedie The Fascist, og hans evner blev hurtigt opdaget af en gammel skolekammerat: Sergio Leone.

Deres første samarbejde var En nævefuld dollars fra 1964. Det lille budget tillod ikke et stort orkester, som man kendte det fra John Fords amerikanske western. I stedet udviklede Morricone sin egen stil med uortodokse instrumenter som skud, fuglekvidder, prærieulvehyl, kirkeklokker, tikkende ure, jødeharpe, Fender-guitar og stemmer.

Han fik det til at lyde endnu mere grandiost end traditionel underlægningsmusik. Den fik simpelthen ikke for lidt, men det var umuligt ikke at blive revet med. Og han fulgte stilen op i efterfølgerne Hævn for dollars og Den gode, den onde og den grusomme – den såkaldte Dollars-trilogi.

Filmene blev en stor kommerciel succes, og de har i dag en prominent plads i filmhistorien som et slags postmoderne bud på den amerikanske western-genren, som Leone og Morricone river løs af de moralske hængsler for at dyrke fascinationen og æstetikken.

Intense stemninger
Morricone skrev også musikken til Leones mesterlige western Once Upon a Time in the West fra 1968, hvorfra temaet A Man with Harmonica blev et verdenshit. Berømt er filmens lange, ordløse åbningssekvens, der foregår på en jernbanestation og kun består af lyde og musik. 

Vigtig er også musikken til Leones politisk spydige og flamboyante Duk dig, fjols, der foregår under den mexikanske revolution i 1910’erne. Endelig leverede komponisten et gribende soundtrack, da Leone i 1984 gjorde comeback med det melankolske gangsterdrama Once Upon a Time in America – instruktørens sidste film.

Men selv om samarbejdet med Leone står som et højdepunkt i karrieren, har Morricone gjort sig bemærket med en lang række mesterlige soundtracks, hvor han fremmaner sine karakteristiske, intense stemninger.

Det gælder for eksempel Gillo Pontecorvo Slaget om Algier, Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma, Bernado Bertoluccis 1900, Terence Mallicks Days of Heaven, John Carpenters The Thing, William Friedkins Rampage og Roman Polanskis Frantic.

Han vil ikke mindst blive husket for den smægtende romantiske musik til Giuseppe Tornatore Mine aftener i paradis og sit stemningsskabende bidrag til Brian De Palmes gansterdrama The Untouchables.

For slet ikke tale om musikken til periodedramaet The Mission med blandt andre Robert De Niro.

Et værdigt punktum
Som maestro rejste han rundt og gav koncerter, også i Danmark. Et værdigt punktum i filmkarrieren blev The Hateful Eight. Han havde kritiseret Quentin Tarantino for brugen af sin musik, men nu førte deres samarbejde til Morricones første Oscar i 2016.

I 2007 havde han dog modtaget en æres-Oscar for sit bidrag til filmhistorien.

Men maestro Morricones betydning er større end alle de priser, han fik, og alle dem, han gik glip af. Han skabte sin egen stil med forunderlige melodier, der både komplementerer billederne og lever deres eget liv.

Mange nutidige komponister står i gæld til Morricone, og hans indflydelse må formodes kun at vokse med årene.