Kun en tåbe frygter ikke Facebook

”Har du ikke set den shitstorm, der er på vej imod dig på Facebook?” spørger en bekendt i telefonen fredag aften.

Det løber koldt ned ad ryggen, og et øjeblik føler jeg mig som Cary Grant i Hitchcocks ultimative paranoia-thriller, North by Northwest:

Hvem? Hvad? Hvor?

Det viser sig at være en kendt instruktør, der på sin Facebook-side spørger, hvorfor filmens græsrødder skal levere gratis indhold til en betalingskanal. Opslaget antyder, at Ekko Shortlist har solgt sin sjæl i ny samarbejdsaftale med C More, og at den lille mand igen bliver taget i røven af storkapitalen.

Ironisk nok formuleret på det storkapitalistiske og verdensomspændende Facebook, hvor man er tvunget til at afgive rettighederne til alt, hvad man skriver og poster.

Men det vælter straks ind med likes, vrede ansigter og kritiske kommentarer. Nogle af dem er folk, som har et horn i siden på Ekko og lugter blod, hver gang en negativ historie om magasinet er under opsejling. Men de fleste er filmfolk, som har bakket op om Ekko Shortlist og måske selv bidrager til platformen med en kortfilm eller to.

”Jeg skal klart have mine film af Ekko Shortlist,” skriver en instruktør vredt, og jeg tænker: ”Er det mig, der er skurken?”

Forargelsens forum
Jack Bauer har 24 timer, men på Facebook er 24 minutter en evighed, så jeg griber telefonen og ringer til instruktøren.

Han er heldigvis venligheden selv og forsikrer, at han naturligvis ikke har villet skabe en shitstorm. Men en storm er en storm, så han accepterer at blive venner på Facebook – min blot femte af slagsen – for at jeg kan tage til genmæle på hans side.

Jeg får i en helvedes fart skrevet en kommentar om, at ingen af kunstnerne bag de mere end 600 film, der ligger på Ekko Shortlist, vil blive presset til noget. Nogle få instruktører vil blive spurgt, om de ud over Ekko Shortlist har lyst til at kunne streames på C More. Men det er frivilligt, også for fremtidige film på Ekko Shortlist, og vi kunne aldrig drømme om at gøre noget imod filmskabernes ønske – heller ikke selv om C More-sponsoratet er med til at sikre, at vi kan fortsætte Ekko Shortlist og den årlige prisfest.

Skriver jeg.

Det giver forkølede fire likes i de følgende timer. På forargelsens forum er det uendeligt mere populært at være forurettet end imødekommende. 

Shitstormen aftager dog takket være en betænksom bekendt og en flink instruktør. Det priser jeg mig lykkelig for. Men hvor ville jeg dog ønske, at der var blevet ringet til mig inden opslaget.

Kniv i ryggen
Det er selvfølgelig en blåøjet tanke i forhold til et medie, hvor man skyder først og spørger bagefter. Og her taler vi vel at mærke ikke om plebejere, der bankede mig obligatorisk efter skole i Hundige. Nej, det er den dannede, kloge kulturelite, der typisk er vokset op nord for København og hylder humanismens idealer i høje vendinger.

Men på Facebook er vi alle regredieret til et før-civiliseret stadie. Fortidens høtyve er erstattet af tastaturet, men mekanismen er den samme: En lederfigur råber tyv eller heks, og så følger menneskemængden instinktivt efter i den store selvtægtsorgasme. 

Og du kan blive ramt når som helst og hvor som helst. Døgnet rundt befinder du dig i et kafkask minefelt.

Jeg skriver bagefter til en af shitstormerne, og hans svar er tankevækkende: ”Jeg likede ikke opslaget bevidst. Jeg må have trykket på like, mens jeg kørte ned ad siden og læste alle mulige andre opslag.”

Filminstituttet har bakket op om Ekkos aftale med C More, men alligevel er en af instituttets kunstneriske profiler og mest magtfulde blandt dem, der likede opslaget. Et klap på skulderen med den ene hånd og et stik i ryggen med den anden?

Det prøver jeg at opklare med en mail til den statsansatte shitstormer, men får aldrig noget svar. Til gengæld forsvinder hendes like lige så stille, hvilket vel også er et svar.

Kopi af en kopi
Jeg ved godt, at mit eksempel er en storm i et glas vand sammenlignet med, hvad der ramte Kenneth Plummer i sidste uge.

Kenneth Tram skriver på Facebook, at hans vindafvisende skumfidus til mobiltelefoner er blevet kopieret af Kenneth Plummer for at blive solgt til dumpingpris i Netto. En svinestreg over for en idealistisk iværksætter. Tram opfordrer folk til at dele opslaget, og den opfordring må man sige, at masserne efterkommer.

17.852 gange bliver opslaget delt. Folk er rasende og kræver alt fra Plummers hoved på et fad til hans families mere eller mindre udslettelse.

En enkelt eller to foreslår kættersk, at det måske vil være en god idé at høre den anden side, men de bliver hurtigt trampet ned. Det er et masseorgie, og som rygtet spredes, bliver folkemængden større og større.

Da Plummer endelig reagerer, er løbet kørt. Og det hjælper ikke stort, at han mener at kunne dokumentere, at Tram har uret. Heller ikke, at der dagen efter dukker to svenske kvinder op, som mener, at Tram i virkeligheden har kopieret deres opfindelse. I så fald er Plummers dingenot en kopi af en kopi, men det gør bare Plummer til en skurk i anden potens.

Sagen er for længst tabt i de sociale mediers parlament.

En dubiøs mand
Jeg siger ikke, at Kenneth Plummer er en englebasse.

Alene hans pinlige exit fra DR vidner om en mildt sagt dubiøs mand, der som generaldirektør forsøgte at bestikke en kritisk journalist med fortrolige oplysninger for at redde sit eget skind.

Jeg siger heller ikke, at Plummers firma, der bærer det alarmerende uskyldige navn Ronald, ikke kopierer andre produkter. Der synes at klæbe sig så mange sager til selskabet, at man forledes til at tro, at der er et eller andet om snakken.

Nej, det jeg siger, er, at Plummer i denne konkrete sag faktisk kan tale sandt og være blevet udsat for en urimelig heksejagt. Men det finder vi nok aldrig ud af. For efter Facebooks overtagelse er der efterhånden ingen kulegravende journalister tilbage, og Tram har allerede trukket så meget i land, at Plummer næppe anlægger en injuriesag, hvad han ellers har truet med.

Folket har alligevel truffet sin afgørelse.

De søndagshellige
På Politiken bemestrer man kunsten at være søndagshellig på en hvilken som helst ugedag. Således også i lørdags, hvor Lars Hedebo Olsen med udgangspunkt i Tram-sagen moraliserende taler om, at vi som forbrugere alle sammen har et ansvar for at undgå kopiprodukter.

Men når Politiken selv kopierer, har piben en anden lyd.

For år tilbage skrev jeg en artikel om den særdeles veludrustede pornoskuespiller John Holmes, som jeg havde stiftet bekendtskab med, da jeg i gymnasiet havde et fritidsjob i den kombinerede porno- og far-til-fire-biograf Colosseum på Jagtvej i København.

Jeg boede dengang i Aarhus, men tog på researchtur til København for at frekventere byens videoforhandlere, hvor jeg fandt frem til nogle af Holmes’ ganske obskure eskapader i de støvede tilbudskasser.

Det blev en større feature med den pompøse titel, Den seksuelle revolutions Titanic, som jeg sendte til Politikens filmtillæg. Jeg modtog straks et opkald fra redaktøren, som var meget begejstret for artiklen. Han skulle dog først lige have standset en af sine journalister, som var i gang med samme opgave.

Dagen efter ringede redaktøren og fortalte, at journalisten var kommet så langt i arbejdet, at man desværre måtte takke nej til min artikel.

Ærgerligt, men sådan er livet.

Om fredagen købte jeg Politikens filmtillæg og fandt en artikel, der lignede en lettere bearbejdet udgave af min artikel – fra vinkel og kilder over konkrete tekstpassager til et par fejl, jeg var kommet til at begå i de obskure titler, jeg havde fundet frem i videokasserne ud af Holmes’ omkring 2000 film.

De samme fejl optrådte i Politiken.

Sagen var klokkeklar, mente jeg, men Politikens redaktør og den pågældende journalist, som stadig arbejder på avisen, var af en anden opfattelse. Journalisten var sågar ganske forarget over, at jeg havde tilladt mig at ringe ham midt i påsken. Hvad lignede det?

Politiken skal vist være glad for, at Facebook ikke eksisterede dengang. For ellers havde jeg nok forsøgt at starte en shitstorm.