Er det suspekt at være bøsse?

To herrer med deres meningers mod var i den sene aftenudgave af Deadline i mandags (16/4). Forfatteren Carsten Jensen og Flemming Rose, kulturredaktør på Jyllands-Posten og manden bag Muhammed-tegningerne, debatterede kunst, politik og ytringsfrihed.

Anledningen var Morten Hartz Kaplers AFR og Carsten Jensens essay om selvsamme i EKKO. Mens Jensen og Rose var rørende enige om, at filmen er kunst — endda fremragende kunst — var de til gengæld uenige om filmens politiske indhold.

Social ingeniørkunst
"På en indirekte og meget kærlig måde fælder filmen en dom over Anders Fogh Rasmussen," sagde Carsten Jensen. "Den minder ham om alt det, han kunne være blevet til, og om alt det, han kunne have brugt politik til."

"Det er en kærlig film, fantastisk poetisk og filmisk eminent godt lavet," sagde Flemming Rose. "Men det glipper, når den gør sig til talsmand for en social ingeniørkunst, der bruger massive midler og rationel planlægning til at hjælpe de fattige i verden. Vi lever i tiåret efter det 20. århundredes afslutning, hvor en række totalitære bevægelser lærte os, at hvis vi sætter al for stor lid til idealer og politikkens omkalfatring af verden, kan det meget let ende med kz- og arbejdslejre."

"Filmen skal ikke opfattes som et politisk program," svarede Carsten Jensen, "og jeg synes, det er meget hårdt trukket op, at vi skulle være på vej mod koncentrationslejrene, hvis vi vil gøre noget for Afrika. Nok er der en lære af kommunismens fald, men forrige århundrede har også dokumenteret, at den nye moderate udgave af planlægningen — socialdemokratismen — rent faktisk har virket.  I disse år oplever vi en vildt voksende globalisering, men vi mangler en politisk overbygning til den."

Ingen moralske skrupler
Deadlines vært, Martin Breum, spurgte debattørerne, om instruktøren overtræder en moralsk grænse, når han i filmen slår Fogh ihjel og fremstiller ham som bøsse. 

"Hvad er der i vejen med at være bøsse? Er det nu pludselig suspekt?" replicerede Carsten Jensen, og heller ikke Flemming Rose kunne mobilisere en moralsk forargelse.

"Der er virkelige personer, som bliver slået ihjel i romaner, så hvorfor skulle man ikke også have lov til at gøre det på film?" sagde Flemming Rose. "Selvfølgelig er der altid nogle moralske overvejelser, men instruktøren gør det klart, at der er tale om en fiktion. Han bruger dokumentariske greb, men insisterer ikke på, at filmen er virkelighed, kun en kunstnerisk virkelighed."