Er diversitetens epoke slut med Trump?

Den første måned af Donald Trumps anden præsidentperiode i USA er rundet. Han har haft travlt – så travlt, at det kan være svært at følge med.

Sammen med kritikken af Europas demokratier, ønsket om at købe lande, der ikke er til salg, og overfaldet på Zelenskij i Det Ovale Værelse, laver han store ændringer i sit eget land.

Hvordan vil hans krig mod det, han kalder woke-isme, ændre kulturen, vi får fra USA? 

De fleste af de film og serier, vi ser herhjemme, kommer fra USA, og vi bliver konstant bombarderet med amerikansk kultur og et amerikansk verdenssyn, som påvirker os.

I Hollywood har diversiteten blomstret i de seneste femten år. Minoritetspersoner har fået mere plads og er blevet portrætteret uden stereotypisering og diskriminering, men er det ved at være slut?

Trump har ændret det politiske landskab. Vil han også ændre det kulturelle?

Golden Age
Allerede to uger inde i sin præsidentperiode gik Trump efter John F. Kennedy Center for the Performing Arts.

Kennedy Center er USA’s nationale kulturcenter for musik, teater, performancekunst og comedy, og det har efter Trumps overbevisning udviklet sig i en forkert, woke-agtig retning.

Bestyrelsen er normalt fordelt ligeligt mellem demokratiske og republikanske valgte medlemmer. Men det ændrede sig, da alle demokratiske medlemmer blev fyret og erstattet af trofaste Trump-støtter, blandt andre vicepræsident J.D. Vances kone.

Men ikke nok med det.

Bestyrelsens præsident Deborah F. Rutter blev fyret, idet Trump ikke mener, at hun deler visionen om at bringe USA ind i en ”Golden Age in Arts and Culture”. Og den nye leder i bestyrelsen er ingen ringere end … Trump.

Når præsidenten kan gøre sig selv til forperson for USA’s kulturelle højborg, hvad kan han så ellers finde på?

Han har indskrænket minoritetspersoners rettigheder, og det kan påvirke, hvad vi ser af film og serier fra Hollywood. Der er nu juridisk set kun to køn i USA. Folk med ”falsk kønsidentitet” – altså transpersoner – må ikke længere tjene i militæret, og transkvinder må ikke deltage i kvindesport.

Euphoria-skuespilleren Hunter Schafer er en af de transpersoner, der har fået tilsendt et pas med det køn, hun fik tildelt ved fødslen og ikke det, som hun identificerer sig med, og som alle andre juridiske papirer viser. 

Trump har også sat stærkt ind på at fjerne ”diversity, equity, and inclusion”-programmer (DEI) i det offentlige og private virksomheder. Disney, som har haft en ekstremt positiv udvikling inden for inklusion, melder ud, at man grundet ”ændret DEI-strategi” har ændret den advarselstekst, der har været på især gamle film med negativ eller stereotyp portrættering af kulturer eller minoritetspersoner. 

I 2020 ændrede Disney advarslen til en lang tekst, der lagde vægt på, at ”disse stereotyper var forkerte dengang og i dag”. Man tilføjede: ”I stedet for at fjerne dette indhold, vil vi anerkende dets skadelige indflydelse, lære af det og starte en samtale om at skabe en mere inkluderende fremtid sammen.” 

I dag er teksten ændret til en kort advarsel: ”Dette program præsenteres i sin oprindelige form og kan indeholde stereotype eller negative skildringer.”

Forbud mod homoseksuelle
For at besvare spørgsmålet om, hvad Trumps magtovertalelse kommer til at betyde for film og serier, er det interessant at tage et dyk ned i den tid, som Trump gerne vil tilbage til: The Golden Age of Hollywood.

Hollywood har stort set altid været samlingspunktet for film og serier. I 1920’erne blomstrede filmkulturen, men ikke alle var glade for det, der blev vist på det store lærred.

I starten af 1930’erne var Hollywood under hård kritik for at vise vold og seksualiseret indhold. I 1934 blev den katolske gruppe The National Legion of Decency oprettet, og den ændrede gennemgribende Hollywood.

Efter intensiv lobbyisme mod filmskabere og trusler om at boykotte biografer blev der i 1933 nedskrevet The Production Code – også kendt som The Hays Code – som lovmæssigt forbød film at have ”upassende indhold”. Upassende indhold indbefattede nøgenhed, vold, kys der varede mere end seks sekunder, romantiske eller seksuelle forhold på tværs af race og hudfarve og ”seksuel perversion” – det vil sige homoseksualitet.

Homoseksuelle karakterer og blandede race-parforhold gled ud af Hollywoods film, men instruktører sneg alligevel queer-antydede karakterer ind – såsom 1955-klassikeren Rebel Without a Cause, hvor Plato kan opfattes som forelsket i James Deans’ hovedperson.

Tragiske skæbner
Det var ikke før 1968, at The Hays Code blev ophævet. Som en reaktion på den seksuelle revolution i 1960’erne, blev The Hays Code erstattet med et ratingsystem skabt af The Motion Picture Association (MPA), som stadigvæk benyttes.

Selv om homoseksualitet igen var tilladt at vise i film, har The Hays Code slæbt et spor af stereotypising med sig.

Det gælder klichéen ”best friend forever” som Stanford i Sex and the City og Kurt Hummel i Glee. Det gælder Sharon Stones morderiske biseksuelle karakter i Basic Instinct og Matt Damons mordersvindler i The Talented Mr. Ripley.

En anden stereotyp er, at queer-karakterers liv ender tragisk grundet deres seksualitet. I The Children’s Hour begår Martha selvmord af ren og skær skam, efter hun indrømmer sine følelser for Audrey Hepburns Karen. I Brokeback Mountain bliver hovedpersonen brutalt myrdet.

Og så er der den animerede superskurk, der næsten altid har queer-undertoner – som Ursula i Den lille havfrue, Jafar i Aladdin, Hades i Herkules og James i Pokémon.

#OscarsSoWhite
Film og serier er over de seneste femten år blevet bedre til at repræsentere minoriteter, hvilket er en konsekvens af, at Hollywood har gjort op med konservative tendenser om, hvem der er foran kameraet.

Med hashtagget ”OscarsSoWhite” blev der i 2015 sat fokus på, hvor få ”people of colour” der blev nomineret til den anerkendte pris. Og netop Oscar har været en katalysator for, hvordan diversiteten i Hollywood har blomstret.

Efter det lesbiske drama Carol i 2015 blev nomineret til seks Oscars, og efter Barry Jenkins i 2017 vandt bedste film for Moonlight – den første film med en sort lgbtq+-person i hovedrollen til at vinde en Oscar – har repræsentationen af lgbtbtq+-personer og etniske minoriteter fået en større plads i Hollywoods filmlandskab.

Udviklingen er ikke kommet af sig selv. Det er sket ved demonstrationer og debatter.

Men vi er stadig ikke der, hvor Disney kan caste en sort skuespiller til en favoritkarakter uden et ramaskrig, eller hvor samme selskab ikke tilbagetrækker en transkønnet karakter fra en Pixar-film for ”ikke at skubbe børn og unge ud i emner, de ikke er klar til at tage stilling til”.

Græd af glæde
Kultur er en reaktion og en afspejling af virkeligheden, og vi ved, at positiv og mangfoldig repræsentation af minoriteter i mainstream-medier skaber bedre mental helbred for minoriteter og mindre fordomme mod dem.

Film og serier er et vindue ind til liv, som man ikke selv lever. Det skaber forståelse af verdener, man ikke selv befinder sig i, og åbner for oplevelser, som man ikke selv har. 

Tess Skadegård Thorsen, der er ph.d. i racialiseret repræsentation i dansk film, har udtalt til DR:

”Filmrepræsentation og racialisering er et meget vigtigt og centralt problem – også i Danmark. Hvis vi gerne vil ændre på nogle af de grundlæggende magtuligheder, skal vi se på, hvordan vi afspejler samfundet, og hvordan film og medier er med til at skabe samfundet og vores forståelse af det.”

Serier som Heartstopper, Sex Education, Euphoria og film som Moonlight, 120 slag i minuttet og Call Me by Your Name har været med til at give plads til minoritetspersoner i mainstreamformat. Det har givet stor omtale og været med til at sætte minoritetspersoner på dagsordenen. 

Da Disney annoncerede, at Ariel i live-actionfilmen Den lille havfrue skulle spilles af Halle Bailey, florerede der videoer på sociale medier af børn, der græd af glæde over, at den nye havfrue havde samme hudfarve som dem. 

Forfatter og akademiker Bell Hooks har undersøgt, hvordan en mangfoldig repræsentation i store medier har en positiv effekt på især børn og unges selvværd, deres selvforståelse og følelse af at have en plads i verden. 

Dana Terraces børn og unge animation-serie The Owl House skabte historie ved at have Disneys første biseksuelle hovedperson, der er i et queer-forhold, og ved at introducere Disneys første nonbinære karakter, Raine. Seriens tre sæsoner har fået enorm positiv feedback, fordi de sætter queerbørn i et positivt lys, både med de fiktive karakterer og med de skuespillere, der lægger stemme til dem. 

Når Trump ikke engang vil tage imod Biskop Buddes budskab om nåde og omsorg for lgbtq+-personer, kan man med rette spørge, om queerbørn og alle andre minoriteter kan vinke farvel til at blive repræsenteret i film og serier.

Trumps ambassadører
Inden Trump blev indsat som præsident igen, udpegede han tre Hollywood-stjerner til at være ambassadører for filmindustrien. Det gjorde han med budskabet om at bringe The Golden Age of Hollywood tilbage.

De tre mænd er skuespillerne Jon Voight, Mel Gibson og Sylvester Stallone. Trump udtalte, at de er valgt til den primære opgave om at styrke filmproduktioner indenlands, så Hollywood bidrager til amerikanske arbejdspladser og til den amerikanske økonomi – i stedet for at rykke produktioner ud af landet.

Men hvis vi dykker ned i, hvem de tre mænd er, viser der sig en bagside, der burde gøre enhver progressiv filmelsker nervøs.

Jon Voight er kendt fra queer-klassikeren Midnight Cowboy fra 1969, men han har siden udtalt, at han fortryder sine tidlige roller i queer- og antikrigsfilm. I 2016 støttede han Trumps kontroversielle udtalelse om kvinder – ”grab them by the pussy” – og han har offentligt delt misogyne udtalelser om kvinder. I 2019 støttede han Trumps fortælling om, at præsidentvalget blev tabt på grund af svindel.

Voight fik i 2019 tildelt National Medal of Arts af Trump. I 2023 delte Voight en video af sig selv siddende foran det amerikanske flag med budskabet om, at kun en Messias vil vinde krigen mellem Israel og Gaza. Han fordømte sin datter Angelina Jolies budskab om, at Israel skulle indlede våbenhvile i Gaza. 

Sylvester Stallone har gennem karrieren flere gange været anklaget for seksuelle overgreb. En af sagerne omhandlede en blot sekstenårig pige. Han er dog ikke kendt skyldig i nogen af sagerne. Han har åbent udtalt, at han er stor Trump-supporter.

Mel Gibson var gennem 1990’erne ikke bleg for at udtale sig negativt om lgbtq+-miljøet og er kendt i Hollywood for sine homofobiske kommentarer. Gibson kom i 2010 i en mediestorm på grund af racistiske udtalelser. Året efter blev han anklaget for vold mod sin ekskæreste og mor til sin datter Grigorieva.

Racisme, misogyni og homofobi klæber sig til de tre mere eller mindre fallerede stjerner, som skal være foregangsmænd for Trumps nye Hollywood.

”De vil tjene som ’særlige udsendte’ for mig med det formål at bringe Hollywood, som har tabt meget business over de seneste fire år til fremmede lande, tilbage – STØRRE, BEDRE OG STÆRKERE END NOGENSINDE FØR,” skrev Trump på sit eget medie Truth Social.

Tech Boys
Det tegner ikke godt for kampen mod stereotypisering og diskriminering i film og serier. 

Vi får næppe igen en lovgivning imod ”upassende indhold”, som det skete i 1930’erne. Men Trump er opsat på at skabe kulturændringer, og han har allieret sig med en gruppe af ekstremt rige og magtfulde ”Tech Bros”, der tæller X-ejeren Elon Musk, Meta-ejeren Mark Zuckerberg og Jeff Bezos, der ejer den store streamingtjeneste Amazon Prime.

Nu er det Trump, der fra Det Hvide Hus sætter dagsordenen, og alene med sin daglige optræden i medierne kan han ændre den måde, hvorpå vi omtaler og forholder os til minoriteter.

Det store spørgsmål er nu, om Hollywood vil bøje nakken af frygt for repressalier, eller om man vil skabe modfortællinger.

Indtil videre har Hollywood været påfaldende tavs efter Trumps indsættelse som præsident, og vi må desværre konstatere, at der er en reel fare for en konservativ bølge i den amerikanske filmbranche, hvor lgbtq+ personer bliver skubbet tilbage i Hollywood-skabet.