Debat
18. jan. 2016 | 11:48

Er Star Wars blevet konservativ?

Foto | David James
Selv om han er trænet af selveste Luke Skywalker, er Kylo Ren – ligesom Lukes far – blevet forført af kraftens mørke side. Men hvem er det egentlig, han repræsenterer for nye jedi-wannabe’s?

Hvem er det egentlig, at heltene i The Force Awakens kæmper imod, spørger kritiker, som føler sig noget utilpas over at identificere sig med overmagten.

Af Frederik Bojer Bové

The Force Awakens har fået stor ros for at have en ung kvinde og en sort mand som hovedpersoner og dermed udvide, hvem der kan identificere sig med heltene.

Alligevel sidder jeg efter filmen med en underlig følelse af ikke at vide, hvem heltene skal forestille sig at kæmpe imod.

Da jeg var barn, vidste jeg derimod godt, hvem Kejseren eller Darth Vader symboliserede. Det var alle, der var ældre end mig: lærere, forældre eller de der folk, der hed Poul Nyrup og Bill Clinton og den slags.

Men hvad vil det sige for børn at kæmpe mod Kylo Ren? Han er en ung mand, vred, forvirret og usikker. Er han ikke dem selv?

Det udvidede univers
På Ekkos liste Pletskud og forbiere hedder den første forbier: ”Det politiske overblik mangler.” Hvad er forholdet mellem Imperiet og The First Order? Republik og Modstandsalliance? Og helt grundlæggende: Hvorfor er krigen ikke færdig?

Det forklares aldrig tydeligt i The Force Awakens. For som der står i Ekkos artikel: ”Vil man have et overblik, må man vist ty til det udvidede univers.”

Så det må være det næste skridt.

Blandt de utallige bøger, der allerede er udgivet med ekstrahistorier fra universet, er der to, som foregår efter Jedi-ridderne vender tilbage og derfor kan give antydninger af, hvad der skete.

Det drejer sig om Star Wars: The Visual Dictionary og Star Wars: Aftermath. Efter sidstnævnte udkom i september sidste år, er den blevet gransket for vink om de kommende film, så nettet er efterhånden tykt med sider, der giver svar og forklaringer.

Modstandsalliancen opstår
Netsiden slashfilm.com stiller det enkelt op: 26 Unanswered Questions of Star Wars: The Force Awakens: We Have the Answers.

Om The First Order står der, at de rejste sig fra støvet af Imperiet. Et nyt senat indgik en afvæbningspagt med modstanderne, og uden sin militære slagkraft faldt Imperiet fra hinanden.

First Order opstod i galaksens yderkant, ude af syne for politikerne. Leia så truslen, men blev opfattet som alarmist eller for krigerisk, og Republikken nægtede at gøre noget. Leia dannede derfor en privat militær styrke – Modstandsalliancen – for at holde øje med truslen.

Ifølge The Visual Dictionary tolererer Republikken den lille styrke, men ifølge åbningsteksten i The Force Awakens støtter de den. Det er ikke helt klart.

Minder om nazismen
Der er to tydelige historiske paralleller til The First Order.

Den første er Tyskland efter Første Verdenskrig, hvor et kejserdømme sank i grus, hvor landet blev tvunget til afvæbning, og hvor et militaristisk styre rejste sig fra asken og startede en ny krig.

The First Order har klare paralleller til nazisterne, især i scenen hvor stormtrooper-hæren står opstillet foran et podie, som var det et klip fra Leni Riefenstahls nazi-film Viljens triumf.

Angrebet på Republikken kan i så fald sammenlignes med Pearl Harbor. At det teknisk set var japansk militarisme, som stod bag angrebet, holder sjældent Hollywood fra at bruge det som symbol på nazismens forbrydelser.

Har Leia taget fejl?
Men der er en anden og mere nutidig parallel.

For minder diktaturer, der synker i grus, og unge vrede mænd, som udfylder vakuummet, ikke om Mellemøsten efter Det Arabiske Forår? Iran efter Shah’en eller Afghanistan, efter Taliban tog magten?

Områdets historie er fuld af paralleller. Angrebet på Republikken er som 11/9, et uprovokeret angreb direkte i Republikkens magtcenter.

I så fald er Modstandsalliancen en paramilitær organisation, som er villig til at bekæmpe fanatikerne på trods af officiel modstand. Det kunne for eksempel være diverse CIA-grupper eller noget a la Blackwater, det private, amerikanske sikkerhedsselskab, der arbejdede i Irak.

Der er noget her, som ikke føles ret godt.

Der er det historiske faktum, at vores verden stadig er yderst påvirket af en stupid krig, der blev iværksat af politikere på basis af en løgn – en falsk trussel.

Det førte til et diktaturs fald, ud fra hvilket en ny stor trussel har rejst sig: ISIS.

Så hvis Star Wars skal afspejle virkeligheden, så har Leia taget fejl af truslen, og The First Order har rent faktisk ikke en masseødelæggelses-planet. Og ud af deres aske rejser en reel trussel sig …

Kamp mod undermagten
Hvorom alting er, så er det en anden leg, der leges i The Force Awakens end i den oprindelige trilogi.

Det er ikke en kamp mod overmagten, men mod undermagten. Det er en kamp mod farlighed snarere end tyranni. Det er den eksisterende ordens kamp mod forstyrrende elementer. Og helt ærligt, det er en ældre generations kamp mod yngre mennesker.

Måske er skiftet tydeligst i den centrale og chokerende scene hen mod slutningen, hvor helten konfronterer skurken på en tynd bro.

Scenen er først og fremmest en gengivelse af scenen i A New Hope, hvor Obi-wan bliver slået ihjel af Darth Vader, mens Luke er tvunget til at se på. Men den indeholder også elementer af den centrale scene fra Imperiet slår igen, hvor to familiemedlemmer konfronteres med hinanden over en afgrund.

Det var her, at Star Wars leverede et af populærfilmens bedste twists, da Darth Vader sagde: ”No. I am your father.” Dermed cementeredes sagaen som den unge generations kamp mod den ældre. Men i The Force Awakens er det vendt på hovedet.

Angst for forandringer
Den første Star Wars-film blev lavet i de paranoide 70’ere, hvor mange unge amerikanere så deres politikere som ledere af et ondt imperium. 

Det er blevet påpeget, at filmen kan sammenlignes med Vietnam-krigen, således at heltene er de vietnamesiske oprørere, der vinder en sej kamp over overmagten.

Det er oplagt, at også de nye film trækker politiske paralleller. Spørgsmålet er bare, om de unge mennesker, der nu har fået muligheden for at lege de samme lege som os dengang, har lyst til at lege Blackwater mod ISIS?

Problemet er måske ikke så meget, om filmserien er blevet konservativ, men at den er blevet mere realistisk på bekostning af den originale films idealisme.

Man kan hævde, at det er de gamle film med deres sort-hvide opfattelse af godt og ondt, som er konservative. Men de gamle film havde håb, et håb om en bedre verden.

The Force Awakens er derimod præget af en angst for forandringer, for skjulte trusler, for at de unge skal falde som Kylo Ren. Dermed kommer den nye film i højere grad til at slå et slag for status quo. Dét er kedeligt for den nye generation af små jedi-wannabe’s.

Trailer: Star Wars: The Force Awakens

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko