Er topstyring vejen til diversitet?

”Kategorien ’nutidigt drama eller komedie’ rettet mod voksne er således dominerende inden for fiktionsfilmene og tegner sig for omkring 80 % af alle produktioner. Der produceres meget få genrefilm, periodefilm, hybridfilm eller eksperimenter. Fordelingen gælder generelt alle uddannelserne, men ses tydeligst på foreningsuddannelserne. På Den Danske Filmskole er der større diversitet i fiktionsgenrerne, og der produceres desuden også dokumentarfilm og tværmedielle produktioner.”

Således skriver Det Danske Filminstitut i deres oplæg til filmforliget. Den krise, filminstituttet omtaler, vil man komme til livs via topstyring og centralisering igennem en organisation med arbejdstitlen ”FilmTalent”.

Men spørgsmålet er, om nøglen til større diversitet og originalitet er mere kontrol, og om Det Danske Filminstitut overhovedet har ret i, at foreningsuddannelserne kun producerer samlebånds-socialrealisme.

Den politiske vind
”Det er nærliggende at forklare den lave diversitet i produktionerne med lav diversitet blandt talenterne,” skriver Filminstituttet videre i sit oplæg.

Man antager altså, at forklaringen ligger i manglen på kvinder og andre etniske gruppers repræsentation på uddannelserne.

Dermed kan man slutte, at det er de unge, hvide mænd, der er skyld i krisen i dansk talentudvikling. Ligesom vi snart er skyld i alle andre problemer i verden. 

Af de seneste ni film produceret på Super8 – den alternative filmskole i Aarhus – kan tre kategoriseres som klassisk-realistisk drama. De film er sjovt nok produceret af en kvinde og to unge mænd med udenlandske rødder, heriblandt Chadi Abdul-Karims Robert-nominerede Exit Neverland.

Der er altså ikke naturlov, at man er hamrende original, bare fordi man er kvinde eller opvokset på randen af samfundet. Film er i høj grad et kognitivt fag, hvor man uanset køn eller etnicitet har samme mulighed for at skabe kunst. Og vi skal ikke begynde at have positiv særbehandling i vores optagelsesudvalg, bare fordi den politiske vind i disse dage blæser i den retning.

Kvalt i bureaukrati
Vi kan med ro i sindet afskrive anklagerne fra Det Danske Filminstitut og kun gisne om, hvad anklagerne mod den frie foreningsstruktur så egentlig bunder i.

Hvorvidt der er grund til at være bekymret eller ej, ved jeg ikke, men alarmklokkerne ringer, når instituttet vælger at slå så store planer op for en række uafhængige foreninger uden at inkludere dem i processen.

Lige nu har vi ingen indflydelse på, hvordan det endelige filmforlig kommer til at se ud, og vi risikerer derfor at blive ofrene i en politisk kamp. Den kan i sidste ende betyde, at ”den nye Lars von Trier”, som mange ynder at kalde det, bliver kvalt i bureaukrati.

Diversitet er fantastisk, og jeg ville elske at have færre akademikere omkring mig, når jeg laver film, men det betyder ikke, at jeg ønsker, at nogle samfundsgrupper skal prioriteres frem for andre.

Hjerteblod og fortællelyst
Et af de initiativer, der præsenteres i forliget, handler om, at der skal være større fokus på genrefilm. Det kommer til at foregå sådan, at der vil være penge til de talenter, der har de bedste genrefilm-ideer.

Alle filmtalenter skal nu begynde at spekulere i, hvilken type film de skal lave, fordi instituttet og værkstederne har valgt at øremærke pengene til genrefilm.

Det betyder, at unge filmfolk skal til at lave film, som de måske slet ikke har lyst til. Det lyder måske forkælet, men hvis kunst skal fungere, skal det komme fra et oprigtigt sted. Man skal kunne mærke kunstnerens hjerteblod og fortællelyst. Det opnår man ikke ved at tvinge kunstnere i en bestemt retning.

Kubrick lavede mesterværker i alle filmgenrer. Trier har også snart været paletten rundt. Det har de ikke gjort, fordi nogen har tvunget dem til at lave genrefilm. De har haft tid til at lære deres håndværk at kende, og jeg er sikker på, at hvis man kan sit filmhåndværk, er det ligegyldigt, hvilken genre man kaster sig over.

Det kan komme til at fungere, så længe instruktøren har en oprigtig kærlighed til projektet.

På Super8 har vi omkring 50.000 kroner til at lave en afgangsfilm. Det er uhørt lavt sammenlignet med de andre foreningsuddannelser for ikke at tale om Den Danske Filmskole, der har et budget på omkring 250.000 kroner til deres afgangsfilm. Hvilket stadig er meget få penge at lave film for. Det er derfor ikke så underligt, at man ser mange talentfilm i et realistisk miljø, for der er simpelthen ikke råd til at lave genrefilm.

Talenternes eget ansvar
Fokus bør ligge på den enkelte instruktør, producer eller lignende. Hvad er hans eller hendes svagheder, og hvordan arbejder vi med dem!

Det kræver åbenhed fra talentet, men også fra instituttet, værkstederne og konsulenterne. Der skal tænkes langsigtet og bæredygtigt, for ellers brækker for mange nakken på, om man leverer en succes lige nu og her.

Det må være talenternes ansvar at være de progressive og nytænkende. Vi må være åbne over for at lave film på alternative måder, vi må tage ansvar, hvis vi vil fortsætte udviklingen af dansk film. Der mangler ikke talent, men man kunne være bedre til at organisere sig for at skabe bedre rammer for fremtidens talenter.

Det Danske Filminstitut og værkstederne skal være bedre til at tænke langsigtet. Succeskriteriet skal ikke være, om instruktørens film bliver en succes lige nu. Målsætningen må være, at den pågældende instruktør er etableret og selvkørende i løbet af fem-ti år.

Debatindlægget er udtryk for Kasper Rune Larsens personlige mening.