Er tv-dokumentaren død?

DOKUMENTAREN: "I KAN IKKE SLÅ OS IHJEL"

Af Anders Riis-Hansen, DR

Gennem de sidste måneder har man kunnet følge EKKOs mange indlæg, der på forskellig vis erklærer den danske tv-dokumentar død.

Hvis man aldrig eller meget sjældent ser dokumentar på DR1 og DR2, men alene følger debatten i magasinet og på hjemmesiden, skulle man tro, at tv-dokumentaren udelukkende består af en spekulativ cocktail af underlødige programmer om sex, vold og narko, hvis det ikke lige er rene ligegyldigheder om børn, bad og bolig.

Ifølge Erik Valeur er den tilsyneladende helt gal, for som han skriver i forrige nummer af EKKO: "Public service-cheferne har valgt at slå genren ihjel ... De gør det, alene fordi det sikrer deres personlige karriere og deres personlige succes i den absurde seertalsfiksering på 'højt' tv-plan."

Som dokumentarredaktør i chefredaktionen på DR1 bør jeg vel føle mig ramt. Og jeg er da heller ikke mere galvaniseret indvendigt, end at det i første omgang gør indtryk, når en seriøs og kompetent journalist som Erik Valeur anfægter mine og andres gerninger og motiver. Og når man samtidig ved, at Erik Valeur er kendt for sin stædige og vedholdende research, så skulle man tro, der var hold i de mange bombastiske postulater, men det er lige præcist researchen, som svigter.

Hvornår går Erik Valeur i seng?
På DR1 har vi i foråret sendt seksten enkeltstående, danskproducerede dokumentarer, femten af dem kl. 20. Nogle vil måske huske titler som Svineriget i Øst, Når de voksne slår og Den hårdeste dom. Andre vil måske huske Når tilbud dræber, der på det seneste har skabt masser af debat (sendt kl. 21.30).

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvornår Erik Valeur går i seng, men er det ikke en unødig skærpelse at hævde, at de "sidste rester af den oprindelige genre" er henvist "til sene, ufremkommelige sendeflader"?

Jeg skal ikke trætte læserne med at udstille flere misvisende og fejlagtige oplysninger, for min pointe er en anden. Nemlig at Erik Valeur og EKKO bidrager til en unuanceret og overfladisk debat — en debat, der dermed bliver til alt det, som journalistik ikke bør være, og som Erik Valeur og EKKO påstår, at tv-dokumentar er blevet.

For ikke at forfalde til samme letbenede konklusioner har vi på DR1 sat en undersøgelse i gang for at kortlægge udviklingen for den danskproducerede tv-dokumentar gennem de sidste år. Jeg håber og tror, at det kan blive et konstruktivt redskab i den kommende debat, så vi i det mindste undgår, at den bygger på myter og fornemmelser. Men i bund og grund handler de mange indlæg jo om, at Erik Valeur og andre er bekymrede for, om DR1 vitterlig ønsker at prioritere den undersøgende tv-journalistik.

Lad mig endnu engang slå fast: Det gør vi, både fordi vi nærer en dyb kærlighed til tv-dokumentaren, og fordi det lige præcist er et af de områder, hvor DR1 og DR2 for alvor skiller sig ud fra de andre kanalers tivoliserede sendeflader.

Vi skal udvikle nye programtyper
Men at skille sig ud fra de andre kanaler må aldrig blive det samme som ligegyldighed over for seerne. Både som dokumentar-instruktør og, de sidste par år, som redaktør på DR1 har jeg derfor været optaget af, hvordan vi sikrer, at tv-dokumentaren også når ud til mange af dem, der ikke nødvendigvis har den som deres favoritgenre, eksempelvis de unge. Jeg ved nemlig, at det kan lade sig gøre at lave dybt meningsfyldt tv, der gør os klogere både på os selv og på den verden, der omgiver os, og som samtidig er stærkt fængende og underholdende. Men jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at det kræver, at vi konstant udvikler formsproget og udtrykket.

Vi skal selvfølgelig lave den solide entimes dokumentar, der fortsat skal være borgernes vagthund, men vi skal samtidig udvikle nye programtyper, som formår at bringe den undersøgende tv-dokumentar ud til nye seere. Det er ikke længere nogen naturlov eller en kvalitet i sig selv, at en tv-dokumentar skal vare en time. Tv er nemlig ikke statisk, seernes måder at bruge og opleve fjernsyn på er i konstant bevægelse.

Derfor giver det ganske enkelt ikke mening at begræde, at dokumentar ikke ser ud, som det gjorde for ti og tyve år siden. Ligesom det heller ikke giver mening at efterspørge den rare Otto Leisner med HOPLA-nålen, eller den hyggelige Jørgen Clevin med saks og papir. 

LAD DE UNGE KOMME TIL!

Af Jakob Høgel, Cosmo Doc

Erik Valeurs kritik af tv-stationernes dokumentarflader rammer et ømt punkt, men har det sværere med forslag til en kur. Det ømme punkt er den langsomme kvælning af den undersøgende, journalistiske dokumentar på de danske public service-kanaler.

Det er hævet over enhver tvivl, at Valeur har en pointe. De research-krævende, sagsbårne dokumentarprogrammer står svagere end nogensinde i sendeplanerne. Hvis de ikke har en "krog" i publikum, bliver mange vigtige emner end ikke undersøgt, som Valeur påpeger. Det er egentlig utroligt, at udviklingen er gået den vej, når man tænker på, hvor journalist-dominerede de to hovedkanaler i Danmark er, og når man tænker på, at den gennemresearchede historie, der bider magthaverne i haserne, er journalisters raison d'être.

Men før vi bliver helt deprimerede og nostalgiske efter monopol-dagene, er det måske værd at se, hvad den undersøgende, journalistiske dokumentar egentligt har budt på. Valeurs liste med ti udvalgte programmer rummer to forskellige genrer: de klassiske beskrivelser af miljøer og eksistenser i Danmark (de sociologiske programmer), og afdækninger af sager af landspolitisk betydning (de undersøgende, journalistiske programmer). Førstnævnte mener jeg ikke er i nogen form for krise. Der bliver lavet mange fine portrætter og socialkarakteristikker. Mange produceres uden for tv-stationerne, men bliver næsten altid vist på de to kanaler.

Det er de nutidige udgaver af Nordsøolie-sagen, Tamilsagen etc., der har det svært på sendefladerne — og det er synd.

Skyldige bygninger og andre dræbere
Hvad Valeurs liste ikke viser, er alle de programmer, der for eksempel har afdækket en revisors småfusk eller uregelmæssigheder i en institution. Og jo mindre sagen har været, jo mere hårdtpumpet har musikken været. Billedsiden synes fyldt ud med smartoptagede dokumentcitater og billeder af det, der blandt tilrettelæggere kaldes "skyldige bygninger" (facader af de bygninger, hvor uretten blev begået). Det er programmer, der udpiner tv-virkemidlerne og gør, at kun dem, der i forvejen er utilfredse med systemet, gider se dem. Sådanne programmer gør hverken "sagerne" eller den undersøgende dokumentar en tjeneste. Og der har været for mange af dem.

Et problem er, at "sagsnettet" har været for fintmasket, men et større problem i mine øjne er det journalistiske dogme om, at sagen er altafgørende og dens transformation til tv-oplevelse sekundær. Tilrettelæggere griner selv af de skyldige bygninger og andre filmiske dræbere, men der er ikke gjort mange nyskabelser for at undgå det. I stedet er man ved at opgive de (dokument)tunge sager til fordel for lette, forbrugervenlige sager: manglende butiksservice, slankeproblemer etc.

Der har været meget lille fornyelse i måden at fortælle om sager. De sociologiske programmer har kun én fortælleposition: den håndholdte fluen-på-væggen-observatørs. De journalistiske programmer har en anden: den alvidende, usynlige guds-stemme, en enkelt gang imellem krydret med en synlig interviewers spørgsmål. Elementer som tvivl, humor, poesi, refleksion, stemninger og personlighed har i det store og hele været fraværende i den undersøgende genre. Det er slet og ret for kedeligt i længden, undtagen når sagen er så presserende, at man glemmer alt andet. 
 
Pirrende fortælleformer
Jeg er ikke journalist, og det er nemt nok at tage seer-brillerne på og være kritisk. For at gribe i egen barm må jeg sige, at vi i filmbranchen alt for længe har gjort grin med de dårlige tv-fortællinger og gjort alt for lidt for at forene pirrende fortælleformer med vægtige sager. Gedigen research har ikke været filmfolks livret, ej heller det med at interessere sig for flere sider i en sag.

Der er desværre meget lidt hjælp at hente i uddannelsessystemet i Danmark. Journalister bliver opdraget i en skriftbåren tradition eller til nyheds-tv. Filmfolk får ingen træning i at forstå og vinkle sager. Ikke desto mindre tror jeg, at der er en yngre generation af tilrettelæggere og instruktører, der brænder for at bore sig ned i vigtige sager og lege med mediet. Fortællere, der ikke kun ser sig selv som demokratiets vagthunde, men måske i lige så høj grad som en indsovset del af det politisk-kulturelle etablissement eller som politiske essayister. Det er fortællerpositioner, der kan give os mange flere nuancer og oplevelser af sager, der måske ellers burde overlades til aviserne.

Lad yngre kræfter komme til, inden genren afgår ved en stille død uden musik og fanfarer.